Foto: SF Studios

Anmeldelse | Klara and the Sun

Da ‘Klara and the Sun’ havde verdenspremiere på London Film Festival i sidste uge, regnede det med énstjernede anmeldelser. The Guardian, The Telegraph og The Times var alle nådesløse. Man kan måske godt forstå, hvorfor nogen havde forventet noget andet af en filmatisering af Nobelprisvinderen Kazuo Ishiguros stille, melankolske roman. Alligevel er det svært at genkende den katastrofe, kritikerne beskriver. Waititis film er nemlig både sjov, stemningsfuld og ofte overraskende rørende.

Klara (Jenna Ortega) er en KV – en kunstig ven –, altså en android skabt til at holde ensomme folk med selskab. Hun er en ældre model, der står i en butik og venter på at blive valgt, mens hun suger solens stråler til sig. Solen er hendes energikilde og efterhånden også en slags gud for hende. En dag bliver hun købt af den syge pige Josie (Mia Tharia) og hendes mor, Chrissie (Amy Adams), og så går turen fra den forurenede by ud på landet.

Naiv, men aldrig en karikatur

Allerede i filmens første del sætter Waititi tonen, der er overraskende humoristisk. Samtalerne mellem de kunstige venner i butikken er klodsede, naive og ofte virkelig morsomme. Her mærker man instruktørens velkendte sans for det skæve, som han har excelleret i så mange gange før. Flere kritikere har peget på humoren som filmens store fejltagelse, men jeg synes egentlig, den rammer ret godt. Den udspringer af figurernes forsøg på at forstå en menneskeverden, de kun kender udefra, og passer derfor til historien.

Instrulktør, Taika Waititi, på thetet til ‘Klara and the Sun’.
Foto: SF Studios

Det skyldes ikke mindst Jenna Ortega. Hun spiller Klara med en barnlig underfundighed, der gør hende troværdig som en kunstig intelligens, der forsøger at finde sig til rette blandt mennesker, hun kun har hørt om (bl.a. gennem godnathistorier fra butiksbestyreren). Klara er nysgerrig og helt uden kynisme, og hun higer efter at blive en del af menneskenes verden, og Ortega spiller rollen indtagende uden at gøre hende til en karikatur, hvilket er en fælde, man ellers sagtens kunne falde i.

Fortællingens egentlige dybde kommer dog fra Josie. Hendes sårbarhed, det komplicerede forhold til moren og det nære bånd til Klara giver filmen et stærkt følelsesmæssigt tyngdepunkt. Amy Adams leverer også en fremragende præstation som en mor, der svinger mellem kulde, dyb sorg og desperat kærlighed, og i nogle af scenerne anes den mørkere film, Klara and the Sun også kunne have været.

Når lyset spiller med

Rent visuelt er filmen et lille mesterværk, hvor fotograf Michael Berlucchis billeder af både det retrofuturistiske bymiljø og landskabet omkring Josies hjem er tryllebindende, og gennem hans linse bliver lyset næsten en karakter i sig selv. Michael Giacchinos musik er vanligt stemningsfuld og er i visse øjeblikke med til at løfte filmen op på et højt kunstnerisk niveau.

Filmens slutning – dens lille svirp med halen, om man vil – kommer fra butikschefen (Natasha Lyonne), da hun fortæller historien om Den lille havfrue, der opgiver sin stemme for at blive en del af menneskenes verden. Symbolik-svirp!

Lidt for glat i kanterne, men bestemt et kig værd!

Helt uden ridser i fernissen er filmen dog ikke. Anden halvdel bevæger sig lige lovlig hurtigt gennem plottet, og nogle af historiens tunge temaer får ikke den tid, de fortjener. Steve Buscemis karakter Capaldi, der fremsættes som filmens skurk, når man f.eks. slet ikke at få et ordentligt forhold til. Tonen kan også i perioder virke lidt for munter set i lyset af fortællingens alvor. Man fornemmer, at Waititi gerne vil have, at vi forlader biografen med et smil, og det betyder ind imellem, at de skarpe kanter bliver glattet lidt for meget ud.

Klara and the sun
‘Klara and the Sun’ har premiere den 22. oktober
Foto: SF Studios

Det ændrer dog ikke på, at Klara and the Sun er langt bedre end sit rygte. De britiske kritikere har ret i, at Waititi ikke har lavet den stille, knugende film, som Ishiguros roman lægger op til. Men det er heller ikke den film, han har villet lave. Han har i stedet lavet en varm, smuk og eftertænksom fabel om, hvad det vil sige at elske og blive elsket, og om hvem der egentlig er mest menneskelig: os eller de maskiner, vi skaber for at holde os med selskab.

Det er ikke en perfekt film, og den, der sidder med bogen i hånden og forventer en tro gengivelse, vil sandsynligvis blive skuffet. Men den, der har lyst til en sci-fi-film med både humor, hjerte og et par tårer i biografmørket undervejs, får rigeligt smæk for skillingen. Ligesom Klara selv er filmen naiv og lidt for ivrig efter at blive holdt af, men også oprigtig på en måde, der er svær at stå for.

‘Klara and the Sun’ har dansk biografpremiere torsdag 22. oktober.

Læs også