Anmeldelse | “Control: Resonant er mit årets spil!”
Da Remedy i sin tid leverede det The Matrix-inspirerede og David Lynch-isk mærkelige Control, blev jeg blæst fuldstændig bagover. Forventningerne til en efterfølger var derfor enormt høje, og hvor de fleste har haft GTA 6 øverst på deres ønskeliste, har Control: Resonant uden tvivl været mit mest ventede spil i år.
Skiftet fra Jesse Faden til hendes bror og spillets tidligere antagonist, Dylan Faden, samt transformationen fra tredjepersons skydespil til et fuldblods, Bayonetta-inspireret hack ‘n’ slash, lød som et dristigt sats – men det har vist sig at være en absolut genistreg.
Et forvandlet Manhattan og en forsvunden helt
Syv år efter begivenhederne i The Oldest House bryder den lange lockdown sammen, og Hiss-truslen spreder sig direkte ud i Manhattans gader. Samtidig rammes storbyen af sit eget Altering World Event (AWE), kaldet Patterning, som forvrænger omgivelserne til et storslået, surrealistisk visuelt mareridt.
Jesse Faden er forsvundet sporløst, og i sin desperation vælger Federal Bureau of Control (FBC) at løslade Dylan som det mindste af mange onde. Han sendes ud på stribevis af selvmordsmissioner for at besejre de mystiske Resonants – tidligere mennesker, der er blevet forvandlet til gigantiske, gruopvækkende bosser, som er med til at skabe nogle af spillets mest mindreværdige sekvenser, og giver Dylan nye kræfter når du besejrer dem.
Sublim action og tyngdekraftsmanipulation
Kampsystemet er en lynhurtig, elegant dans. Dylans våben kan skifte form midt i et angreb – fra hurtige, små sværd til en massiv øksehammer. Det ser ikke bare absurd badass ud, det giver også en enorm tilpasning med et væld af kombinationer, sekundære våben og evner. Kampene er fantastisk udfordrende, og den høje fjendevariation tvinger dig til hele tiden at prioritere dine mål på slagmarken; ignorerer du de laserskydende Hiss-enheder lidt for længe, kan det koste dig livet.
Banedesignet og verdenen overbeviser på alle punkter. Hovedmissionerne byder på episke set-pieces, side-missionerne er underholdende, og hele Manhattans forvanskede ramme fungerer som spillets helt store hovedkarakter. Når man senere i spillet lærer at manipulere tyngdekræften og flyve henover byen, mærker man virkelig, hvor unik en oplevelse spillet er.
Rigide systemer og stemmemæssige svipsere
Træerne vokser dog ikke helt ind i himlen, og Control: Resonant har enkelte skønhedsfejl. Det største irritationsmoment findes i tilpasningen af dit build. Selvom spillet tilbyder mange fede våben, er du i praksis låst til de våben, du vælger i starten, da du ikke kan skifte midt i kampens hede. Da det samtidig er ekstremt dyrt og kræver sjældne ressourcer at respecce sine evner, bliver man reelt straffet for at ville eksperimentere med nye våbentyper midtvejs.
Derudover kan fjendekampene føles en smule repetitive mod slutningen, når man har nedkæmpet tusindvis af de samme enheder, og Dylans stemmeskuespiller har desværre en tendens til at levere nogle af sine replikker med en tone, der ikke altid rammer helt plet i mindre øjne.
Vurdering
Selvom kampsystemet sidst i spillet mister en smule af sin friskhed, og opgraderingssystemet godt kunne være mere tilgængeligt, ændrer det ikke på helhedsindtrykket: Control: Resonant er et absolut mesterværk. Med sine vanvittige set-pieces, sjove sidemissioner og sin uforlignelige atmosfære har det sikret sig en varm plads helt i toppen af mit gamerhjerte ved siden af sin forgænger.
Karakter: 6/6 Pixelhjerter
