Anmeldelse | Michael

Hvad skal man tro – kritikerne eller publikum?

Kritikerne er generelt ikke begejstrede for Michael og gav den 40 % på Rotten Tomatoes, hvilket placerer den blandt de dårligst anmeldte biografiske film i de senere år. Publikum? De kan derimod ikke få nok. Med langt over tusind anmeldelser har Michael en publikumsscore på 96 %, den højeste på Rotten Tomatoes for nogen biografisk film.

Denne splittelse har sat gang i en debat om, hvorvidt kritikerne bare tog fejl, eller om de ligefrem var bevidst forudindtagede over for Michael Jackson på grund af kontroverserne og anklagerne i den sidste halvdel af hans karriere og liv. Filmen berører slet ikke disse år. Castet har selv antydet en mulig efterfølger. Kritikerne fastholder dog, at de simpelthen ikke synes, filmen er god, selvom der er forskel på, hvad der er en god film, og hvad der er en klar publikumsfavorit. Der er rapporter om biografvisninger, hvor hele salen synger og danser med til optrædenerne, som selv kritikerne vurderede som fremragende.

Og hvor står jeg så selv?

Helt klart på publikums side!

Myten Michael

Historien om Michael Jackson minder på samme måde om myten om Elvis; begge døde “unge”, udbrændte og med en cocktail af stoffer i kroppen.

Som Jackson-familiens ottende barn leverede Michael gennem fire årtier flere musikalske triumfer end de fleste, trods de amerikanske racebarrierer, og blev en dominerende global skikkelse. Siden hans død som 50-årig i 2009 efter en overdosis receptpligtig medicin er hans popularitet kun vokset, og i dag har han 64,8 millioner månedlige lyttere og 40,5 millioner følgere på Spotify, hvilket gør ham til tjenestens 27.-største kunstner.

Plottet

Faren Joe Jackson (en fremragende Colman Domingo) drømmer om, at sønnernes musik kan tjene penge og befri ham fra fabriksarbejdet. Gennembruddet kommer, da den seksårige og charmerende Michael (Juliano Valdi) bliver forsanger i The Jackson 5. Fra små spillesteder til pladeselskabet Motown og videre til den store succes i Californien presser Joe sine sønner hårdt – ofte brutalt. Da den voksne Michael (nu Jaafar Jackson) i 1979 vil indspille et soloalbum, må han gøre det om natten i sin fritid. Selv da solokarrieren for alvor tager fart, har Michael svært ved at sige nej til sin dominerende far. Til gengæld sprænger han grænser med sin musik, blandt andet da han som den første afroamerikanske kunstner får sine musikvideoer vist på MTV. Med sange som Thriller, Billie Jean og Beat It skriver Michael Jackson både musikhistorie og verdenshistorie. Efter den tredje og sidste af tre enorme stadionkoncerter i Los Angeles meddeler han fra scenen, at dette bliver hans sidste koncert som medlem af The Jackson 5. Tiden er inde til, at Michael står på egne ben … tiden er inde til, at han bliver ”Bad”.

Bohemian Rhapsody var en kaotisk produktion, men biografien om Freddie Mercury og Queen tjente alligevel over 900 millioner dollars og vandt fire Oscars. Med den succes i ryggen virkede det oplagt, da producenten Graham King i 2019 afslørede, at han ville lave endnu en musikbiografi: denne gang om Michael Jackson. Efter Queen kom turen til King of Pop. Hans nye projekt, Michael, havde dog fra start én stor udfordring: Jackson var anklaget for børnemishandling. I 1994 indgik han et forlig uden for retten med en af anklagerne, Jordan Chandler, og i en straffesag i 2005 blev han frikendt for at have misbrugt en 13-årig dreng. Hvordan gør man sådan en historie til en kommerciel succes?

Wanna Be Startin’ Somethin’

Instruktøren Antoine Fuqua og manuskriptforfatteren John Logan vælger da også at filmen skal slutte på Wembley Stadium under Jacksons gigantiske Bad-turné, fem år før de første pædofilianklager dukker op.

Filmen åbner bogstaveligt talt som en thriller med nummeret Wanna Be Startin’ Somethin’. Derefter sidder vi ved middagsbordet hos familien Jackson i Gary, Indiana, i 1966, hvor familiens overhoved, Joe, med autoritær stemme og bælte i hånden presser familiens talent frem. Især lille Michael har et tydeligt talent og kan ikke stå stille under pladeindspilningerne. Det skaber rørende og intense scener, og Juliano Valdi spiller, danser og synger med den sjæl og barnlige kraft, som rollen kræver.

Filmens største styrke er Jaafar Jackson, der tager over i rollen under Off the Wall-indspilningerne. Han er søn af Michaels bror, Jermaine, og man kan ikke undgå at lægge mærke til ham: Ligheden i stemme, sang, mimik og kropssprog er slående, og hans præstation får næsten Rami Maleks Freddie Mercury til at virke som ren karaoke. En oplagt Oscar-nominering.

”Rags to riches”-historien

Instruktøren Antoine Fuqua trækker på sin egen ”rags to riches”-historie, fra en trang barndom i tresserne over halvfjerdsernes brune univers med afrofrisurer til firsernes kulørte glansbilleder. Resultatet er en veloplagt blanding af nødvendig storytelling, genskabte musikvideoer og stramt styrede liveoptagelser, udført med høj professionalisme. Ingen Jackson-fan går tomhændet hjem: Filmen er fyldt med montager, der bruger Jacksons hits som rendyrket, åbenlys fan-service.

Vi slipper heller ikke for Michael Jacksons bizarre valg: de mange plastikoperationer, hans Peter Pan-besættelse, lamaen, slangen Muscles og en CGI-udgave af chimpansen Bubbles. Vi er også med under ulykken under Pepsi-reklamen.

Til gengæld springer filmen både hans forhold til Diana Ross og Elizabeth Taylor over, relationen til søsteren Janet, det kontroversielle køb af Beatles-rettighederne og indspilningen af We Are the World, og det gør helheden ufuldstændig.

Instruktør Antoine Fuqua og manusforfatter John Logan udfordrer ikke formatet i Michael og pepper den ikke med store afsløringer. I stedet finder de en melankolsk tone under den stratosfæriske succes, som overraskende rammer hårdt. Om den linje fortsætter i en efterfølger, står åbent, men ud fra Michael virker det sandsynligt, at en Part II næppe tager hul på de sværeste emner først.

Afslutningsvis

Så afslutningsvis: Hvis dit billede af Jackson stammer fra tabloidstormen i 1993 og afslørende fortællinger som HBO’s todelte dokumentar Leaving Neverland fra 2019, vil Michael næppe ændre på dit had til ham. Men hvis du bare er en smule nostalgisk efter dengang, hans sange dominerede pophitlister, fester og dansegulve over hele verden, vil filmen føles som et varmt, dragende sus af ren nydelse.

Filmen er nemlig en af de bedste biopics nogensinde.

Det er i virkeligheden grunden til, at du skal se den!

5 stjerner