Anmeldelse | The Death of Robin Hood
Hugh Jackman spiller den kære folkehelt, som vi alle kender og elsker, Robin Hood – eller hvad? Den nyeste filmatisering sætter nemlig spørgsmål ved hvordan mytologier skabes i folkemunde. Var Robin egentlig den helt, som folk gør ham til?
I bedste ‘Logan’-stil kigger Hugh Jackmans Robin Hood sig selv i spejlet og ser sin enormt blodige fortid i øjnene. De første 30 minutter er den mest brutale version af folkehelten nogensinde set på film.
Efter Lille John (Bill Skarsgård) bringer en såret Robin til et kloster, bliver det den blide søster Brigids (Jodie Comer) job at vække Robin til live igen.
Her går filmen meget ned i tempo omgivet af keltisk-inspiereret underlægningsmusik og skønne naturbilleder, men da vi lige har været vidnet til den mest blodige, mudrede og voldelige verden, sætter det lidt forventningerne i forvirring. Resultatet er en stemning der er lidt i fortvivlelse med sig selv.
Manuskriptforfatter og instruktør Michael Sarnorski (Pig, A Quiet Place: Day One) leger derfor med forventningerne. Enten skal seeren føle sig mæt efter den ultravold der åbner filmen eller også sidder seeren forventningsfuld og venter på mere.
Men på en måde afspejler fortvivlelsen filmens tema. De udefra konflikter og fysiske vold, bliver en indre kamp, fremfor en ydre kamp for Robin, og Hugh Jackman hører hjemme i denne genre. Hans genkendelige vrede er velegnet til den aldrende Robin Hood. Mødet med den blide Jodie Comer er en afbalanceret ro, der stadig bringer nok overraskende twist på banen, sådan at man er underholdt fra start til slut.
Sarah og Tobias er enige om 4 store pixel hjerter.
