Anmeldelse – Resident Evil
En saga får nyt liv
Resident Evil-serien, også kendt som Biohazard, er en velkendt japansk gyserspilserie og mediefranchise skabt af Capcom – også her på Pixel.tv. Spillene bevæger sig mellem survival horror, tredjepersonsskydespil og førstepersonsspil, men fælles for dem er som regel kampen for at overleve i miljøer fyldt med zombier og andre muterede væsener.
Siden har franchisen bredt sig til en live-action-filmserie på i alt syv film med Milla Jovovich i hovedrollen samt animerede film, tv-serier, tegneserier, romaner, lyddramaer og merchandise. Med over 213 millioner solgte videospilskopier verden over pr. juni 2026 er Resident Evil Capcoms bedst sælgende franchise, den niende bedst sælgende videospilfranchise, den bedst sælgende horror-franchise og en af de mest indtjenende horror-mediefranchiser. Der er altså betydelige forventninger at leve op til – især for en af de senere års mest spændende horrorinstruktører, den visionære filmskaber Zach Cregger, der står bag nogle af de absolut bedste gyserfilm fra de senere år, blandt andet Weapons og Barbarian.
Nu har han kastet sig over Resident Evil-franchisen, og jeg har allerede glemt de seneste års forsøg på gys og monstersplat.

Selv stor fan
Zach Cregger er naturligvis selv stor fan af spillene. Han forsøger at ramme den særlige blanding af rædsel, spænding og overlevelseskamp, som blandt andre Paul W.S. Anderson ikke formåede at indfange i de tidligere film.
I den helt nye og opdaterede historie møder vi Bryan (Austin Abrams), en pizzaagtig slacker-type, der nu – desværre – arbejder som kurér med medicinske leverancer. Pludselig bliver han kastet ud i et blodigt og actionfyldt kapløb for at overleve. Til stor skade for organmodtageren skal Bryan transportere en køleboks med et mystisk organ fra et hospital i lavlandet til et hospital i bjergene ved Raccoon City i Colorado.
Undervejs må han kæmpe sig gennem et farligt, snedækket landskab og slippe væk fra utallige smittede mennesker, der er blevet forvandlet til monstrøse, muterede væsner. Det lyder bekendt, ikke?
Den Evil Dead-Ash-agtige Bryan har hverken træning eller venner, der kan komme ham til undsætning. Han er bare en naiv mand, hvis arbejdsnat pludselig bliver til en survival horror-fortælling, han umuligt kunne have forberedt sig på – heller ikke efter talrige timers computerspil.

Optimisme i mørket
Når en film åbner med ordene A PlayStation Production, kan man som filmanmelder godt mærke frygten brede sig.
Heldigvis er der grund til optimisme, når multitalentet Zach Cregger sidder ved roret, og det meste af tiden bliver optimismen også belønnet.
Hvor Barbarian fra 2020 og megahittet Weapons fra 2025 var labyrintagtige, skæve og mystiske, går hans Resident Evil mere direkte til sagen og tager færre omveje.
Samtidig løber hyldesterne til Evil Dead, The Thing, Re-Animator og flere årtiers zombiefilmhistorie side om side med respekten for spillene.
Det er især Evil Dead-filmene, der synes at have inspireret Zach Cregger, og hyldesten til Ash-rollen er svær at overse. Og så skovles der med humor!

En vaskeægte antihelt
Austin Abrams’ Bryan er om noget en vaskeægte antihelt. Han er smådum, egoistisk, umoden, selvisk og utiltalende – og derfor faktisk det perfekte valg til hovedrollen i en verden præget af opløsning, død og en nært forestående dommedag.
Det betyder også, at vores “helt”, fortæller og hovedperson igen og igen fører os ud ad uventede veje og afstikkere, der gør fortællingen helt uforudsigelig.
Vi føler os aldrig “sikre” i hans selskab, og netop den usikkerhed er med til at gøre filmen både original og spændende.
En sikker hjemmebane
Zach Cregger virker tydeligvis til at være på hjemmebane i de snedækkede, forladte ruiner på en tidligere menneskebefolket planet – med mørke kældre, snuskede kloakker og nærmest perverst udpenslede mareridtsversioner af monstre.
Fans af Barbarian og Weapons vil muligvis savne Zach Creggers mere snørklede kroge, men kig lige en gang til: De er der. De er bare gemt godt væk.
Resident Evil hylder horror- og splatterfilmgenren i en sådan grad, at man faktisk går smilende ud af biografen. Dermed gør filmen 2026 til et af horrorgenrens bedste år med opdateringen af Resident Evil.
