Anmeldelse | The Legend of Zelda: Ocarina of Time (2026)

Nintendo har genskabt det klassiske Nintendo 64 spil fra 1998. Kan det genfange magien, og er det stadig et mesterværk?

The Legend of Zelda har i 40 år været en af de største og mest indflydelsesrige spilserier nogensinde. Man kan ikke komme uden om, hvor meget spillene har betydet for folk, og hvor stort et aftryk de har sat på gamingkulturen generelt. Ocarina of Time var en milepæl inden for eventyrspilsgenren. Ikke alene tog det springet fra 2D til 3D, men det bød også på en stor verden at udforske, en mindeværdig historie og velkendte elementer, som siden er blevet refereret til utallige gange.

Spillet er det højest bedømte spil nogensinde med en score på 99 på Metacritic, så det ville kræve en mere end perfekt indsats at lave et godt remake af denne klassiker. …Og det gjorde de i den grad.
The Legend of Zelda: Ocarina of Time-remaket tager nemlig hele spillet og moderniserer stort set alt, men bevarer samtidig de elementer, der gav det originale spil sin charme. Det resulterer i den perfekte balance mellem det originale og det moderne spil.

Hvis du ikke kender spillet, handler det om den lille dreng Link, som får til opgave at drage ud for at finde de magiske artefakter og medaljoner, der skal bruges til at stoppe den onde Ganondorf og redde Hyrule. Undervejs rejser du syv år frem i tiden, hvor Link bliver voksen. Du skal blandt andet bevæge dig mellem fortid og fremtid for at løse gåder og åbne nye veje. Historien er ligetil og spilder ingen tid med at få dig i gang med dit eventyr. Det tog mig mindre end to timer allerede at komme igennem den første dungeon og nå frem til Hyrule Castle, hvor jeg skulle møde prinsesse Zelda.

En af de nye tilføjelser er Threads of Hyrule, som giver dig et overblik over de quests, du er i gang med. Det hjælper rigtig meget med at huske, hvor du skal begive dig hen, da der ikke er nogen pil eller waypoints i spillet. Det eneste lidt irriterende er, at du selv skal tjekke tilbage i menuen for at se, om din quest er færdig. Der er nemlig ingen bekræftelse eller lille lyd, der fortæller dig, at du nu kan forlade dungeonen, eller at NPC’en er tilfreds.

På din rejse får du hjælp af feen Navi, som kan give dig hints om de forskellige fjender og puzzles. Navi er kendt for at være den irriterende fe, der konstant råber efter dig. Selvom hun i dette spil er skruet lidt ned for, har hun stadig bevaret sin irriterende charme ved at komme med små kommentarer til det, du ser, gennem sine talebobler. Det er faktisk lidt mærkeligt, at man kan cringe på den gode måde, for hvis man fuldstændig gav Navi mundkurv på, ville en del af spillets charme forsvinde.

Du har også din magiske ocarina, som spillets titel er baseret på. Det er et af de vigtigste elementer i spillet, hvor du bruger instrumentet til at spille små melodier, der påvirker verdenen. Den kan blandt andet få solen til at stå op eller gå ned, fremkalde en lille storm, kalde på din hest eller teleportere dig til bestemte områder. En ny tilføjelse er, at du kan tænde mikrofonen på din Switch 2 og nynne melodien eller spille på et rigtigt instrument, hvorefter spillet forsøger at genkende melodien. Det fungerer det meste af tiden. Der var nok kun en enkelt gang, hvor spillet misforstod min nynnen, og overraskende var ved at teleportere mig efter min kat miavede tæt ved min Switch 2. Men det er i hvert fald en hjælp, hvis man ikke gider bladre melodierne igennem, fordi man ikke lige kan huske alle knapkombinationerne.

Den største tilføjelse er efter min mening mellemsekvenserne, hvor der nu er fuldt stemmeskuespil, og det fungerer virkelig godt. Det er ikke altid, man støder på dem, men de få gange, det sker, bliver jeg grebet af historiens udvikling, og stemmeskuespillerne gør alle et godt stykke arbejde. Det er selvfølgelig ikke alle karakterer, der har fået en stemme, men spillet formår på fin vis at arbejde uden om det i de scener, hvor de optræder. Og nå ja, eftersom uglen nu taler til dig i mellemsekvenserne, slipper du for ved et uheld at trykke på vil-du-gentage-knappen …Godt!

Den visuelle stil har fået et kæmpe løft. Jeg må indrømme, at jeg i starten blev lidt halvskræmt af Links porcelænsagtige udseende og den lidt for alvorlige og ekstra detaljerede grafik. Men jo mere jeg så af trailere og gameplayvideoer, desto mere gav det mening, og det endte med, at jeg kom til at elske det. Verdenen ser så meget mere levende ud med de mange ekstra detaljer. Det gælder blandt andet ved Zora’s River, hvor vandet virker vildere, der er flere planter, og belysningen er mørkere end i det originale spil. Eller Kokiri Forest, som ser fantastisk ud. Især når du vender tilbage senere og oplever området om natten. Ildfluerne og tågen i mørket gør stedet ekstra dystert, efter monstrene har taget over.

De nye detaljer på karaktererne er også fænomenale. Links dragt ser utrolig flot ud med alle de små tråde og mønstre over det hele. Det samme gælder de andre karakterers designs, som enten har fået ekstra detaljer på deres tøj, som eksempelvis Sheik, eller et kæmpe visuelt løft, som eksempelvis Goronerne og Zoraerne. Selvom nogle af landsbyboerne ser lidt karikerede ud, passer de bare ind i universet og er stadig genkendelige og sjove at støde på. Det er uden tvivl det flotteste Nintendo-spil til dato. Det har virkelig forvandlet spillets dengang revolutionerende grafik til en vidunderlig og smuk verden, som nok også var sådan, folk så spillet tilbage i 1998.

Oven i det er der også fuldt orkestreret musik med et af spilverdenens mest ikoniske soundtracks, komponeret af den fantastiske Koji Kondo, der har stået bag mange af Nintendos andre titler – endda også det originale Ocarina of Time. Der er masser af genkendelige numre, lige fra de ørehængende melodier som Hyrule Castle Town og Gerudo Valley til de mere episke numre som spillets temasang og The Temple of Time. Melodierne sætter sig fast i hjernen og giver de allerede ikoniske områder endnu mere liv. Der er også tilføjet ekstra natteversioner af nogle af numrene, som spillet skifter til med en glidende overgang, når solen går ned.

Selve spillets styring og gameplay har også fået en kæmpe forbedring. Det frie kamera og en dedikeret hoppeknap gør spillet meget, meget nemmere at komme i gang med. Kameraet fungerer rigtig godt, selvom det godt kunne bruge en funktion, der automatisk placerer det bag Link – især når man sprinter med A-knappen og ikke gider lege Twister med sin controller. Det betyder dog også, at alle de faste kameravinkler er fuldstændig væk. Det kan være en god ting i Hyrule Castle Town, hvor du endelig kan se hele landsbyen, men det fjerner eksempelvis noget af charmen ved at skulle snige sig rundt på slottet tidligt i spillet. Kameraet giver nemlig ikke længere det samme overblik over vagternes ruter, og du kan nemt blive opdaget, fordi en vagt pludselig står lige bag dig i din blinde vinkel.

Hoppeknappen er heller ikke bare en simpel tilføjelse. I det gamle spil hoppede Link nemlig automatisk, når han løb ud over en kant. Derfor var platformingen primært designet omkring at holde sig på de rigtige platforme og time sine hop korrekt. Men nu, hvor du frit kan hoppe, er spillets platformsektioner og leveldesign blevet ændret en smule for at give mere frihed. Eksempelvis skulle du oprindeligt i The Deku Tree-dungeonen sænke vandstanden og derefter vente på det rette tidspunkt, hvor vandet steg igen, så du kunne hoppe fra platformen over til døren. Nu, hvor du frit kan hoppe og nemmere nå kanten, stiger vandet ikke igen.

Styringen er virkelig meget forbedret, og spillet har udviklet sig med disse opgraderinger. Det gælder også menuen og knappernes funktioner. Man kan selvfølgelig mærke, at Breath of the Wild har haft indflydelse på gameplayet. Det gælder især menuen, hvor du kan skifte mellem dine genstande på samme måde, som vi har set i alle de nyere Zelda-spil. Du kan selvfølgelig stadig manuelt skifte udstyr i pausemenuen ligesom dengang, men den fedeste tilføjelse er en quickselect-funktion til dit udstyr. Det er især praktisk med genstande som dine støvler, der tit skal af og på i det berygtede Water Temple, eller din Lens of Truth, der dræner din magi. Nu kan du hurtigt skifte dem til og fra med d-pad’en.

Det betyder dog ikke, at spillet har mistet sine klassiske elementer. Du er eksempelvis stadig til fods som Young Link, og du har begrænsede fast travel-muligheder med din ocarina, som du først låser op for senere i spillet. Det betyder, at meget af tiden går med at rejse frem og tilbage, både mellem områderne og mellem tidsperioderne, når du skal løbe ind og ud af Temple of Time. Og det er netop endnu en del af charmen fra det originale spil, som bare ikke skal fjernes. Heldigvis er verdenen ikke så stor, at det føles langtrukkent.

Styringen kan ikke beskrives som andet end fantastisk, og den retter op på alle de små irritationer, som ikke har ældet særlig godt i det originale spil. Spillet er dog stadig udfordrende, og du skal fortsat huske at blokere og angribe på de rigtige tidspunkter. Det handler om at vente på en åbning og undvige i den rigtige retning. Jeg elsker kampsystemet. Det er nemt at gå til, især med Z-targeting, som man også brugte i det originale spil. Men med tilføjelsen af det frie kamera og gyro-styring til bue og pil samt andre lignende våben er det blevet væsentligt mindre frustrerende at komme igennem de mange dungeons, besejre fjender og løse puzzles.

Bosskampene er dog lidt hit or miss. Nogle kan være udfordrende, selvom det er nemt at gennemskue deres svagheder, mens andre er så lette, at de ender med at være skuffende. Det gælder især nogle af dem, man møder ret sent i spillet.

The Legend of Zelda: Ocarina of Time var og er stadig et mesterværk. Det er et fantastisk eventyr med en episk historie, spændende dungeons, en rig verden fyldt med mindeværdige karakterer samt små hemmeligheder og bonusser, der gør, at man ikke kan lade være med at udforske hele Hyrule. De små rettelser og ændringer hjælper virkelig med at modernisere spillet og give det en frisk oplevelse, som både gamle og nye spillere kan nyde.

Men spillet bevarer stadig sin charme fra originalen og mister aldrig sin identitet. Det er stadig den samme historie, den samme måde at komme gennem spillet på og det samme Hyrule – bare med en masse forbedringer.

Titel	The Legend of Zelda: Ocarina of Time (2026)
Udvikler/Udgiver	Nintendo EPD/Nintendo
Platform	Nintendo Switch 2
Anmelder	Michael Eriksson