Anmeldelse | Digger
Et mørkt Oscar-bud?
Alejandro G. Iñárritus Digger er usædvanligt mørk. Det virker usandsynligt, at filmen kan tjene sine 130 millioner dollars hjem, men det er ikke en provokation: Det er den mest oplagte konsekvens af filmens præmis.
Fortællingen tager afsæt i Danmark, ikke mindst Grønland. Vi følger en olieboring under den grønlandske overflade, hvor noget er gået katastrofalt galt. Verdens mest magtfulde mand, Digger Rockwell, spillet af en vanvittig Tom Cruise, indleder en desperat mission for at bevise, at han er menneskehedens frelser. Det sker, inden katastrofen, som hans aktiviteter sætter i gang, flækker en enorm gletsjer og ødelægger den verden, de fleste af os kender. Følgen er en global klimakatastrofe af enorme dimensioner. I den situation er gode råd dyre – medmindre de kan indbringe endnu mere?
Verdens største Cruise?
Tom Cruise er formentlig verdens største filmstjerne lige nu. Ironisk nok skal man mere end tyve år tilbage for at finde hans mere seriøse roller, og de kan tælles på én hånd: David Aames i Vanilla Sky fra 2001, Frank T.J. Mackey i Magnolia fra 1999, Dr. William Harford i Kubricks Eyes Wide Shut fra 1999, Jerry Maguire i filmen af samme navn fra 1996 og Ron Kovic i Oliver Stones Født den 4. juli fra 1989. Det er et beskedent antal seriøse roller for en megastjerne, der debuterede i Endless Love i 1981.
Som 64-årig har Cruise nu besluttet sig for endnu en gang at bevise sit værd som seriøs skuespiller. Rollen vidner om mod: Han spiller en grim og modbydelig skikkelse, der muligvis kan sikre ham prisen for bedste mandlige hovedrolle i år.
En rolle med store ambitioner
Med Digger har Cruise indledt et samarbejde med den mexicanske mesterinstruktør Alejandro G. Iñárritu, som senest instruerede Leonardo DiCaprio i mesterværket The Revenant fra 2015.
DiCaprios Oscar-belønnede præstation var først og fremmest ekstremt fysisk krævende. Cruises rolle er derimod en drømmerolle for en skuespiller – med kilovis af makeup. I Hollywoods sminkerum har man forvandlet Cruise til en mand, der ligner en jævnaldrende, hvis dåbsattest angav 1862 snarere end 1962.
Cruise og Iñárritu har formentlig set Citizen Kane, Dr. Strangelove og There Will Be Blood adskillige gange. Cruises olietycoon Digger er en frastødende blanding af guldrandede figurer som Mr. Burns fra The Simpsons, oliemilliardæren John D. Rockefeller Sr., Bill Gates, Mansa Musa og Andrew Carnegie.
Digger Rockwell forener på grotesk vis rigdom, magt, selviscenesættelse, ekstrem egoisme og grænseløs kynisme.
Charlie Kaufmans Synecdoche, New York fra 2008 fremstår dog som filmens stærkeste tekniske og fortællemæssige inspiration.
Dystopisk, ondt dommedagssyretrip
Med en spilletid på over to timer tester filmen, hvor meget selvisk ondskab en gennemsnitlig biografgænger kan holde til.
Filmen er ganske vist udformet, spillet og instrueret som satire eller farce, men dens dystopiske, onde dommedagssyretrip vil bestemt ikke appellere til alle.
Jeg kan godt lide filmen, og det står jeg ved. Ud over Cruises gennemarbejdede mesterspil i (2?) roller er den visuelt prangende og storslået og byder flere gange på noget fantastisk. Den tåler sammenligning med Kubricks Dr. Strangelove og Jacques Tatis Playtime. Jeg ville dog ønske, at Cruise havde lavet denne film med Kubrick i stedet for Eyes Wide Shut. Iñárritu når ikke helt Kubricks niveau, sikre stilgreb eller sans for timing.
Som den fremstår, er Digger snarere en aktuel undersøgelse af velhavende og magtfulde narcissister, der manipulerer den offentlige fortælling til egen fordel. Filmen bliver til tider meget fjollet – hvilket forklarer sammenligningen med Tati – uden altid at være lige sjov. Indimellem ender den også med at dissekere sig selv. Det ville Kubrick ikke have tilladt. Det er en samtidssatire om kyniske magthaveres enorme indflydelse.
Produktionsdesignet er fremragende og på niveau med Wes Andersons bedste arbejde. John Goodman er, ligesom Cruise, særdeles overbevisende som den uvidende amerikanske præsident Compson. Det må være en sikker Oscar-nominering.
Hvad fanden har jeg lige set?
Digger får én til at spekulere på, om man har set et muligt mesterværk – eller snarere spørge: Hvad fanden har jeg lige set? Uanset hvad er filmen dristig, til tider visuelt smuk og modig. I sidste ende kan den vise sig at være den film, vi som samfund har brug for at tænke over.
Jeg er stadig ved at bearbejde filmen. Den har meget på hjerte, men formidler sine pointer gennem satire, til tider lidt firkantet og især mod slutningen. Samtidig holder den sig stædigt underholdende – og til tider også chokerende!
Underligt nok er filmen optaget i 4:3-format og passer derfor ikke til IMAX-formatet. Det er en skam.
Digger vil vise sig at være ujævn i 2026, men dens anseelse kan vokse betydeligt over de næste 50 år.
Sådan ender Digger med at få dig under skovlen.
