Anmeldelse | Supergirl

Er DC stadig Super?

Billedet foroven lignede nogenlunde min forventning ved indgangen til Vue. Men det kommer vi tilbage til.

Der gik 42 år, før Kara Zor-El, aka Supergirl, igen fik en regulær biograffilm efter 1984-katastrofen Supergirl af Jeannot Szwarc. Dengang var hun jo bare Supermans kusine, og filmen bar desværre tydeligt præg af det.

Desværre er vi ikke kommet særlig meget videre, og James Gunns 2026-opdatering bekræfter det, selv med instruktionen fra Craig Gillespie.

Supergirl – A Woman of Tomorrow

Den unge Ruthye Marye Knoll (Eve Ridley) vil have hævn for angrebet på sin familie, begået af den grimme skurk Krem (en Till Lindemann-lignende Matthias Schoenaerts). Modvilligt går Kara, aka Supergirl (en karrieredannende Milly Alcock), sammen med Ruthye, og de drager ud på en farlig galaktisk rejse, som også tvinger Kara væk fra whiskeytågerne. Ruthye er dog ikke den eneste med hævntørst – den utilregnelige, men dybt charmerende Lobo (en scenestjælende cameo af Jason Momoa) er også ude efter Brigaderne.

Fra første scene står det klart, at Supergirl vil pisse på James Gunns 2025-opdatering af Superman, der omsatte for beskedne 617 millioner dollars, ved bogstaveligt talt at lade Krypto pisse på avisklip af Karas fætter. Det viser sig senere at være helt bogstaveligt. Craig Gillespie virker nemlig fuldstændig uinteresseret i James Gunns DC-opdatering, hvilket er dybt kritisabelt i disse box office-tider.

Superman skulle jo have leveret den magiske 1 billion dollar-margen, og så står man pludselig med en opfølger, der ikke helt ved, om den vil være en ny Tank Girl eller et andet krydsermissil a la 2024-floppet Furiosa: A Mad Max Saga. Supergirl er ellers bygget over én af de mest legendariske DC-historier nogensinde, nemlig Woman of Tomorrow fra 2021/2022.

Udeladelser og små ændringer til side rammer filmen stadig de vigtige narrative punkter fra bogen og bevarer i sidste ende essensen af kildematerialet. Det er trods alt det, man kan håbe på som tegneseriefan.

Faktisk en god film

På sine egne præmisser er det faktisk en god film, og sammenlignet med Superman er der sikkert nogle, der vil nyde den endnu mere. Med en spilletid på 1 time og 48 minutter er der i hvert fald ikke plads til et eneste kedeligt øjeblik. Der mangler bare en helvedes god gang action flere steder.

Det værste er, at vi først er helt inde i filmens 1 time og 20 minutter, før Supergirl tager sin legendariske dragt på. Ikke særlig super. Og når Lobo ovenikøbet dukker op med Jason Momoas scenestjælende cameo, føles det, som om filmen desværre må give sig til det maskuline. Ikke særligt kønt.

Og dér ligger problemet: Ser Gunn og Co. stadig Supergirl som bare Supermans kusine? Det hele føles i bund og grund en smule halvhjertet.

Geniale Milly Alcock

Milly Alcock skinner dog igennem som denne tømmermandsrodede, uhøflige, men venlige Blondie-fan-version af Supergirl. Hun fungerer stærkt som en god grunge-kontrast til David Corenswets Superman.

Supergirl leverer dog, trods det negative, alligevel en forfriskende pause fra de sædvanlige superhelte-troper ved at gå mere i retning af Furiosa: A Mad Max Saga krydret med Tank Girl. Desværre gør det også karakterarbejdet mere uklart, temaerne mere rodede og den visuelle præsentation til et mudret Ant-Man-agtigt virvar, der gemmer de vidunderlige væseneffekter væk. Filmen foregår nemlig primært i mørke, på forfaldne skrotpladser, i støvfyldte ørkener og i det tomme rum.

Supergirl finder aldrig helt ud af, hvad den vil sige om Kara selv. Hendes følelsesmæssige bue – at komme videre fra sorgen, afslutte sin selvdestruktive spiral og genfinde en følelse af formål – føles mere som noget, der sker efter plottet, end som noget plottet faktisk skaber. Ruthyes rejse driver fortællingen konsekvent, mens Kara ofte virker til bare at vandre gennem den, og filmens uklare visuelle udtryk ender desværre med at spejle dens lige så forvirrede karakterarbejde og temaer.

Så…..all in all:

Personligt er jeg altså fint tilfreds med resultatet, men jeg er heller ikke normalen, så regn med at blive skuffet over både filmen og det kommende flop. Det vil uden tvivl sætte sine spor i James Gunns kommende Superman-efterfølger, Man of Tomorrow, som får premiere engang i 2027.

4 usikre stjerner