Anmeldelse | You can see everything – Kan man stole på en kvinde, der aldrig har løjet?
»Har du nogensinde løjet?«
Nathan Fielder sidder over for Elizabeth Holmes, kvinden bag den skandaleramte medicinalvirksomhed Theranos, og stiller hende et tilsyneladende enkelt spørgsmål.
»Nej,« svarer hun.
Aldrig? Ikke en eneste gang i hele sit liv?
Nej, fastholder hun.
Et øjeblik synes Fielder at miste den stoiske facade, han ellers er kendt for. Han virker oprigtigt forbløffet. For selvfølgelig har hun da løjet. Alle mennesker har løjet på et tidspunkt. Men Holmes står fast.
Og lige dér indkapsles det spørgsmål, der driver den fascinerende dokumentar You Can See Everything: Er Elizabeth Holmes en ufattelig dygtig manipulator, eller forstår hun ganske enkelt verden fundamentalt anderledes end de fleste af os?
Det spørgsmål får vi aldrig et entydigt svar på. Og netop derfor er filmen så fremragende.
En kvinde, der er umulig at gennemskue
Elizabeth Holmes blev verdenskendt som den unge iværksætter, der med virksomheden Theranos lovede at revolutionere sundhedsvæsenet med en teknologi, der angiveligt kunne udføre et væld af blodprøver med ganske få dråber blod.
Problemet var bare, at teknologien ikke kunne leve op til løfterne. Theranos kollapsede, og Holmes blev siden dømt for bedrageri.
I You Can See Everything følger vi hende i den sidste tid, inden hun skal afsone sin fængselsstraf. Fielder forsøger at forstå kvinden bag en af nyere tids mest opsigtsvækkende erhvervsskandaler, men jo tættere han kommer på hende, desto mere gådefuld bliver hun.
På et tidspunkt viser han Holmes og hendes partner, Billy Evans, den klassiske Abbott og Costello-sketch Who’s on First?, hvor komikken opstår, fordi baseballspillernes navne er ord som »Who« og »What«, hvilket får de to komikere til konstant at tale forbi hinanden.
Holmes griner med, men da Fielder efterfølgende spørger hende, hvad spillerne hedder, må hun indrømme, at det fik hun ikke fat på.
Det er et besynderligt øjeblik. For har hun overhovedet forstået vittigheden? Griner hun, fordi hun synes, den er sjov, eller fordi hun ved, at hun forventes at grine?
Det er umuligt at afgøre, og som tilskuer begynder man efterhånden at granske hver eneste formulering, ansigtsudtryk og tøven i jagten på et svar.
Et ubehageligt indblik i familielivet
Filmen giver os samtidig et sjældent indblik i Holmes’ privatliv, hvor især hendes partner, Billy Evans, efterlader et lidet flatterende indtryk.
I en scene står Holmes i køkkenet og pisker æg, da Evans pludselig tager skålen ud af hænderne på hende og overtager arbejdet. Fielder stopper straks op og spørger, hvad der lige skete.
Forklaringen? Hun piskede simpelthen for svagt.
Alle griner lidt af situationen, men latteren føles anstrengt, og scenen efterlader et ubehageligt indtryk af en mand med et stort behov for kontrol.
Det er netop i sådanne små, tilsyneladende ubetydelige øjeblikke, at filmen er allermest interessant. Ikke fordi de nødvendigvis afslører sandheden om Holmes, men fordi de giver os mulighed for at iagttage hendes verden uden på forhånd at få fortalt, hvordan vi skal forstå den.
Samtidig er der noget hjerteskærende over at følge en mor, der ved, at hun om ganske kort tid skal forlade sine små børn, heriblandt en nyfødt baby, for at tilbringe de kommende år i fængsel.
Man behøver hverken at tro på Holmes’ forklaringer eller undskylde hendes handlinger for at blive berørt af den situation. Det menneskelige drama eksisterer side om side med den forbrydelse, hun er dømt for, og filmen giver plads til begge dele.
Når Nathan Fielder bliver Nathan Fielder
Omkring to tredjedele inde tager dokumentaren en drejning, der for alvor gør den til noget helt særligt.
Fielder har gjort det til sit speciale at udforske grænselandet mellem virkelighed og iscenesættelse, og nu begynder han at tage sine velkendte metoder i brug.
Han får hjælp af Amanda Seyfried, der spillede Elizabeth Holmes i dramaserien The Dropout, til at rekonstruere nogle af de situationer, han selv har oplevet med Holmes. Målet er at forstå, hvad der egentlig foregik i de samtaler, han har haft med hende.
Det er et fascinerende eksperiment, der udvikler sig i stadig mere absurde retninger, og som samtidig tilføjer dokumentaren et interessant metalag.
For kan man egentlig komme tættere på sandheden ved at iscenesætte den?
Og bliver vi klogere på Elizabeth Holmes af at se Fielder forsøge at forstå hende, eller bliver vi i virkeligheden mest klogere på Nathan Fielder selv?
Det er ikke sikkert, at eksperimenterne bringer os nærmere et svar. Til gengæld tilfører de filmen en underholdningsværdi og en uforudsigelighed, som er ganske enestående.
Et mesterværk, der ikke giver os svarene
You Can See Everything er en af den slags film, hvor man konstant forsøger at regne ud, hvad der egentlig foregår, og hvor ens opfattelse af hovedpersonen hele tiden udfordres.
Det er både dybt ubehageligt, rørende og indimellem hylende morsomt.
Og selv om filmen strækker sig over næsten tre timer, føles den aldrig langtrukken. Tværtimod. Jeg sad nærmest på kanten af sædet fra begyndelsen til slutningen, fuldstændig opslugt af forsøget på at forstå den gådefulde kvinde foran kameraet.
Måske er filmens største bedrift netop, at den tør lade spørgsmålene stå ubesvarede.
For selv om Holmes er dømt for bedrageri, er det ikke ensbetydende med, at vi forstår mennesket bag forbrydelsen. Og måske kommer vi aldrig til det.
You Can See Everything er en usædvanligt medrivende dokumentar, der udfordrer vores forestillinger om sandhed, løgn og menneskelig adfærd.
Vi får lov til at se mere end nogensinde før.
Men forstår vi egentlig mere af den grund? Det er intet mindre end fremragende.
