Dune-popcornbøtten i fokus igen: Gennemtænkt PR-stunt eller uheldigt design?
Den amerikanske biografkæde AMC går endnu en gang all-in på seksuelle undertoner med en ny sandorm-popcornbøtte til den kommende Dune: part 3. Fænomenet er blevet en millionforretning i USA, men hvad med de danske biografer?
Den amerikanske biografkæden AMC har endnu en gang skabt overskrifter og viral omtale med afsløringen af deres nye popcornbøtter til den kommende Dune: Part Three. Da den forrige film i franchisen udkom, gik den daværende sandorm-bøtte amok på de sociale medier og blev udødeliggjort i et humoristisk indslag i Saturday Night Live, fordi det takkede gummihul i toppen, lignede et sexlegetøj, en såkaldt fleshlight. I stedet for at skrue ned for chharmen i forbindelse med den nye film, har biografkæden valgt at gå all-in ved at præsentere en “Double Sandworm”-bøtte med to ormehovede, officielt markedsført til at gøre det lettere at dele popcorn. Der er også en “Sandworm Thumper”-model med en fungerende bankemekanisme, så marketingholdet har åbenlyst taget internettets memes til sig og udnytter de sexuelle undertoner til fulde.
Popcornbøtten som popkulturelt trofæ og millionforretning
Dette nye Dune-design er dog kun toppen af et langt større fænomen i den moderne biografverden. Popcornbøtter er for længst holdt op med blot at være praktiske beholdere til saltede majs. For mange filmfans fungerer de i dag som samlerobjekter og en form for fysiske trofæer fra filmaftenen, og sammenlignes oftest direkte med musikverdenens koncert-T-shirts.
Økonomisk set er trenden blevet en decideret guldgrube for biografkæderne. AMC har tidligere estimeret, at de kan omsætte for over 670 millioner kroner om året alene på tematiserede samlerbøtter. Bøtterne sælges typisk for mellem 150 og 350 kroner i de amerikanske biografer, men grundet bevidst begrænsede oplag og en massivt meme-drevet kultur på de sociale medier opstår der hurtigt et omfattende gensalgsmarked. Steder som eBay videresælges de mest eftertragtede modeller ofte til mangedobbelte priser, og som med alt andet samlermani kan det hurtigt gå hen og blive ret så usmageligt. Derudover møder fænomenet hård kritik, i form af at bøtterne er blevet så upraktiske og besværlige at spise af, at de i praksis fremstår som overprisplastik.

De afdæmpede danske tilstande
Når man ser de amerikanske tilstande med mekaniske stempler, kæmpe plastikfigurer og eksplicitte designs, står det dog i skærende kontrast til oplevelsen i danske biografer. Herhjemme er popcornbøtte-kulturen noget mere afdæmpet. Man kan naturligvis støde på et trykt papbæger med et filmlogo eller en enkel samlerbøtte i plastik ved store premierefilm, men det er yderst sjældent, at vi ser de helt uforudsigelige, fjollede eller decideret uanvendelige konstruktioner i slikbutikken. De danske biografer fastholder i langt højere grad fokus på det praktiske og klassiske biografbæger.
Det rejser naturligt spørgsmålet, om det det noget, vi herhjemme bør længes efter, eller skal vi tværtimod være glade for, at hysteriet ikke har ramt Danmark med samme styrke?
På den ene side kan man argumentere for, at de vilde amerikanske samlerobjekter tilfører en ekstra dimension af sjov og fællesskab til biografoplevelsen. Det gør en premiereaften til en begivenhed, man kan tage et fysisk minde med hjem fra, der er ud over det sædvanlige. På den anden side er der en ubestridelig befrielse ved blot at kunne tage fat i sine popcorn uden at skulle kæmpe med gummitænder eller lignende. Folkestemningen trækker i dag i retningen af stigende fokus på bæredygtighed og kritisk holdning til overforbrug., Derfor kan man nemt argumentere imod, hvad man, i manges øjne, kan kategorisere som enorme mængder af ubrugeligt plast-merchandise.
Hvad enten man misunder de amerikanske fans deres skøre samlerobjekter eller trækker på skuldrene over det kommercielle cirkus, er én ting sikkert. Film skal nydes i biografen… og det skal popcorn også!