Stjernestatus eller ægte digitalt skuespil?
I den seneste udgave af Spilnyhederne tog vi fat på en problemstilling, der satte tankerne igang. Branchen bag kulisserne: Skuespilleres synlighed og genkendelighed i moderne spil.
Anledningen var en udmelding fra skuespiller Debra Wilson.
Wilson, som mange kender fra blandt andet Star Wars Jedi-spillene, Suicide Squad og Marvel’s Wolverine, udtrykte en klar frustration over, at spilstudierne i dag nærmest per automatik forventer at scanne hende 1:1. Hun vil ikke længere have, at hendes personlige ansigtstræk og private tatoveringer plastres ukritisk på hver eneste karakter, hun giver liv til. Og det forstår jeg egentlig godt. Skuespil handler i sin grundsubstans om at forvandle sig og forsvinde ind i en rolle, ikke om at fungere som et evigt genbrugt reklameskilt på tværs af vidt forskellige spilverdener.
Producentens vilkår – og min egen svaghed for et stærkt cast
Men mønten har som altid to sider. For omvendt forstår jeg også udmærket spilproducenterne. At lave store triple-A-produktioner koster i dag milliarder, og udgiverne er pisket til at skabe øjeblikkelig opmærksomhed i en benhård opmærksomhedsøkonomi. De gør præcis det samme, som man altid har gjort i film- og tv-verdenen: Man sælger oplevelsen på et stærkt cast.
Og hvis jeg skal være helt ærlig: Jeg kan ikke engang sige mig selv fri for den effekt.
Når et stort spil disker op med et markant stjernenavn, stiger min egen nysgerrighed instinktivt. Se bare, hvad der sker lige nu: Interessen omkring det nye Call of Duty har fået et nøk opad, udelukkende fordi vi har fundet ud af, at Mads Mikkelsen medvirker som spillets store antagonist. Når Danmarks stærkeste karakterskuespiller træder ind i en af verdens største skydespilfranchiser, pirrer det med ét både gamer-hjertet og den almindelige kulturinteresse. Det er et fint og aktuelt eksempel på, hvorfor udgiverne kaster millioner efter kendisfaktoren, det virker.
Forskellen er bare, at spilmediet, modsat traditionel live-action film, giver instruktørerne en helt unik frihed: Her kan man ændre karakterens udseende radikalt. Man er ikke tvunget til at låse sig fast på skuespillerens civile spejlbillede for at udnytte talentet.
Når rollen overskygger stjernen
For mig opstår den allerstørste magi netop der, hvor skuespillerens arbejde formår fuldstændig at overskygge stjernestatus og kendiseffekt.
Det klassiske pragteksempel er Andy Serkis som Gollum i Ringenes Herre. Da figuren kravlede hen over lærredet, var der ikke mange, der tænkte over, hvem der bar dragten bag de digitale penselstrøg; karakteren og det enorme fysiske arbejde var så formidabelt forløst, at den stod fuldstændig på egne ben.
Det fascinerende er ofte, at man netop bagefter bliver ekstremt nysgerrig: Hvem dælen har leveret det der håndværk? Det samme ser vi i spilverdenen med legender som Troy Baker personen bag blandt andet Joel i The Last of Us. Nolan North, der nok er mest kendt for sin rolle som Nathan Drake, eller Christopher Judge som Kratos. Deres genialitet ligger i indlevelsen, ikke i en 1:1 scanning.
Foto: PlayStation
Lidt tilfældigt, sidder jeg her på billedet, ved siden af netop Nolan North, og Troy Baker. Sidstnævnte kan du opleve til Comic Con Danmark d. 7. og 8. november i Bellacenter.
Spilbranchen balancerer på en knivsæg. Store navne som Mads Mikkelsen trækker os til og skaber overskrifter, og det giver fuld mening kommercielt. Men hvis branchen reducerer fantastiske scenekunstnere som Debra Wilson til rene fotokopier af sig selv, glemmer vi spilmediets største trumfkort: Evnen til at skabe en uforglemmelig forvandling, som ingen traditionel filmscene kan matche.
Herunder Spilnyhederne, hvor vi blandt andet taler om udtalelsen fra Debra Wilson.
Officielle kilder og videre læsning:
- Overenskomster og vilkår for performere i spil via Dansk Skuespillerforbund
- Retningslinjer for Performance Capture og skuespillerrettigheder hos SAG-AFTRA
- Se også: Mød Lars Thiesgaard på Comic Con
