Anmeldelse | Street Fighter
Der findes to slags Street Fighter-film: dem, der skammer sig over at være baseret på et spil, hvor en grøn mand opvokset blandt elektriske ål fra Amazonas sender strøm gennem kroppen, og dem, der omfavner det. Kitao Sakurais nye udgave hører tydeligt til den sidste slags, og det er både filmens største styrke og dens største svaghed.
Filmen åbner med en håndtegnet sekvens, og et øjeblik tror man, at man ser en kortfilm før hovedfilmen. Så kommer titelkortet, og man forstår, at det er Sakurais kærlighed til spillet, der lige har ramt en, og det er en kærlighed, der bliver taget alvorligt hele filmen igennem.
Jagten på Ryus kraft
Filmen udspiller sig i 1993. Ryu (Andrew Koji) forsvandt sporløst efter at have vundet den første World Warrior-turnering. Nu opsøger Chun-Li (Callina Liang) ham og hans gamle ven og rival Ken Masters (Noah Centineo), fordi en ny turnering står for døren. Bag den står M. Bison (David Dastmalchian), som bruger turneringen som lokkemad. Han vil have fat i Hado, den kraft, Ryu bærer i sig.
Plottet er til den tynde side, men det ved filmen også godt. Historien fungerer mest af alt som en en knagerække til kostumer, kampe og kærlighedsreferencer til spillene. Det kan man sagtens leve med, men desværre vikler de tynde handlingstråde sig ind i hinanden, og filmen mister en smule retning, lige som turneringen endelig går i gang. Det er et klart minus.
Et klart plus er til gengæld, hvor overraskende godt hovedrollerne fungerer. Koji spiller Ryu med en stille alvor, der giver figuren tyngde (ja sgu, en figur med tyngde i en Street Fighter-film!). Centineo er (komisk)charmerende som den selvsikre Ken, der lader sårbarheden sive igennem det polerede ydre. Venskabet mellem de to er filmens bankende hjerte, og det giver anledning til mange følelser i biografsalen.
Igennem hele filmen får vi animationsbidder fra studiet Titmouse; først som intro og siden hen som flashbacks til Ryu og Kens læretid hos mesteren Gouken (Don Lee) og i kortere glimt med Chun-Li, Bison og Blanka. Man sidder igen med følelsen af instruktørens kærlighedserklæring til både spillene og ikke mindst halvfemsernes Street Fighter II-animefilm.
Foto: Paramount Pictures
Humor i tidsånden
Filmens helt store satsning er humoren. Sakurai har en fortid bag den absurde komik i The Eric Andre Show, og det mærker man. Men altså, det er jo selvfølgelig også tidsånden i øjeblikket: Ligesom Barbie og den nye He-Man-film tager Street Fighter pis på sig selv og sit ophav uden at blive kynisk. Når Kens manager stolt fortæller, at Taco Bell vil opkalde en Gordita efter ham, er halvfemsernostalgien skruet op til det absurde – og det er sjovt.
Charmen bliver plat
Men selvironi er en svær balance, og her taber filmen af og til grebet. Hvis man virkelig skal skabe en sej karakter (eller flere), så går det ikke, at de halvdelen af tiden klovner den. Det giver et forvirrende udtryk. For ofte bliver jokes trækket for langt, og det tager luften ud af kampene, netop når de burde tage fart. Og Eric Andrés præstation som overgearet tv-vært føles… ikke godt. Selv 50 Cents Balrog bliver mest en undskyldning for at spille hans musik.
Til gengæld overrasker wrestlerne positivt. Cody Rhodes er en fornøjelse som Guile, og hans entré til tonerne af det ikoniske Guile-tema er et af filmens bedste fanøjeblikke. Roman Reigns giver Akuma, der lurer i skyggerne, den mytiske aura, figuren fortjener, og Jason Momoa er bogstaveligt talt elektrisk som Blanka.
I skyggen af Raul Julia
Sværere er det med M. Bison. For en hel generation vil skurken altid være Raul Julia, der i 1994-filmen spillede ham med en teatralsk storhed, som på mystisk vis løftede en ellers håbløs film. Dastmalchian gør hvad han kan, men i min verden virker han en smule fejlcastet. Hans version af Bison – en mand, der vil suge Ryus kraft ud og sprøjte den ind i sine egne årer – virker desuden mere som en lille mand, der drømmer om at være stor. Måske er det en meta-pointe, men ikke desto mindre at det svært at konkurrere med et minde.
David Dastmalchian som M. Bison. Foto: Paramount Pictures
Round 1 – fight?
Slutningen lugter ikke bare af en efterfølger – den stinker langt væk af den. Man går ud af biografen med følelsen af at have set første runde snarere end hele kampen. Og netop kampene er det, man savner mest: Den store World Warrior-turnering, som hele filmen bygger op til, glider forbi i glimt, mens tiden går med oneliners og jokes, der sjældent lander helt sikkert på benene.
Tilbage står en film, der er stærkest i sine tegnede sekvenser, sine to hovedroller og sin ubeskedne kærlighed til spillet, og svagest, når humoren tager over og slagsmålene må vente. Alligevel er Street Fighter den bedste filmatisering af spillet til dato. Går du ind til den med præmissen om, at den er dum, men også ærlig, flot og forelsket i sit stof, så rammer den dig som en Hadouken.
