Anmeldelse | Lee Cronins The Mummy
Efter den succesfulde Evil Dead Rise fra 2023 vender horror-nørd-instruktøren Lee Cronin tilbage med endnu mere brutal splat, denne gang i skikkelse af Universals klassiske horrormonster, Mumien.
Handlingen udspiller sig både i Egypten og i Albuquerque, New Mexico, hvor Cronins manuskript henter en af filmhistoriens ældste horrortroper op af sarkofagen og ind i et moderne amerikansk hjem. Filmen er produceret af bl.a. James Wan, og danske Peter Albrechtsen arbejder endnu en gang sammen med instruktøren som filmens lyddesigner, hvilket gør den til den første IMAX-film med lyddesign af en dansker. Men ender de blodindsmurte bandager bare med at forsvinde i sandet?
En mumificeret handling
Da Katie Cannon (Natalie Grace), datter af en udenlandsk journalist bosat i Cairo, forsvinder sporløst, bryder hendes familie fuldstændig sammen. Otte år senere bliver far Charlie (Jack Reynore), mor Larissa (Laia Costa), bedstemor Carmen (Verónica Falcón) og søskendeparret Sebastian (Shylo Molina) og Maud (Billie Roy) chokerede, da Katie… eller i det mindste noget, der ligner Katie… endelig vender tilbage. Hun er nu en blodtørstig og forbandet mumie, og kampen for familiens overlevelse kan begynde!
Karloff-klassikeren, stadig den bedste
Det ærgrer mig en smule, at jeg igen må konstatere, at den bedste Mumiefilm stadig er den snart 100(!!!) år gamle Boris Karloff-udgave fra Universal Monsters-serien, The Mummy fra 1932. Senere kom den fremragende Hammer-version fra 1959 med bl.a. Christopher Lee, og de fleste yngre seere er sikkert vokset op med Brendan Fraser-trilogien, der fik premiere i 1999.
Lee Cronin har ellers hjertet på rette sted. For ham er mumien stadig en uhyggelig skikkelse, der udsender skræk, rædsel og mystik fra sagnomspundne pyramider og Østens gådefulde verden. Han har også fornuftigt nok valgt at lade historien udspille sig i Egypten med lange, dunkle kældre og trist ørkensand.
Det obligatoriske amerikanske islæt
Men desværre får filmen det obligatoriske amerikanske islæt med en stereotyp kernefamilie, der nærmest giver indtryk af, at en mumietrussel er det eneste, der virkelig passer til dem. Det gør også, at historien kommer til at fremstå som en amerikansk sandkasseversion af Madeleine McCann-sagen, hvor især familiens far Charlie (Jack Reynor) fremstår oprigtigt irriterende med sine vage ”fuck”-udbrud og sit umodne temperament.
Der mikses en god håndfuld af en Cairo-udgave af Snehvide, Eksorcisten, Peter Jacksons Brain Dead-splat og ”found footage” a la Kannibal Massakren, men vi mærker det aldrig rigtigt. Den ”rigtige” mumie er også for lidt med i filmen.
Det bliver aldrig for alvor spændende, og filmen ender desværre med at være et svagere resultat end Tom Cruise-fadæsen The Mummy fra 2017.
Stakkels Peter Albrechtsen.
2 stjerner
