Anmeldelse | Wildwood: LAIKAs mørke mesterværk er årets smukkeste film

Når man ser en LAIKA-film, kommer man altid til det punkt, hvor man læner sig frem i biografsædet og tænker: Hvordan pokker har de dog gjort det? I Wildwood kommer det øjeblik nærmest aldrig. Ikke fordi filmen ikke imponerer – åh ha da da, nej, tværtimod – men fordi den er så exceptionelt flot, at man simpelthen glemmer at stille sig selv spørgsmålet. Man glemmer dukkerne, man glemmer kulisserne, man glemmer de utallige små greb fra animatorernes hænder. Man lader sig bare fortrylle og betage.

Krager, kaos og en kejtet nørd

Wildwood er det amerikanske animationsstudie LAIKAs første film i syv år og bygger på Colin Meloys ungdomsroman fra 2011. Ved roret står studiets egen direktør, Travis Knight, der også instruerede Kubo and the Two Strings, og manuskriptet er skrevet af Chris Butler, der også stod bag ParaNorman. Med godt to timer og ti minutters spilletid er Wildwood den længste stop-motion-film nogensinde. Og det vilde er, at man slet ikke mærker det!

For der sker nok at holde øje med. Historien følger Prue, hvis lillebror Mac bliver bortført af en flok krager og ført ind i en skjult, magisk skov uden for Portland. Sammen med den klodsede, men loyale klassekammerat Curtis følger hun efter og havner midt i en verden af talende dyr, banditter, bureaukrater, stridende fraktioner og magtfulde skikkelser – med den gådefulde Alexandra (Carey Mulligan) i centrum.

Ikke for børn

Det lyder umiddelbart som en biografudflugt for hele familien, men lad mig med det samme slå én ting fast med syvtommersøm: Det her er ikke en hyggelig søndagsfilm til de mindste. Måske ikke engang til de mellemste. Wildwood er LAIKAs første film med en PG-13-rating i USA, og herhjemme er den tilladt for børn over 11 år – og det er der god grund til.

Filmen åbner med et selvmord, og den dystre handling sætter rammen for store dele af fortællingen. Wildwood tager favntag med tunge og mørke emner som barnløshed, tab, følelsen af ikke at være rigtig og gennemborende sorg.

Og i Wildwood har sorgen et ansigt: Alexandra. Hendes tab er for længst gået i forbitrelse, men Carey Mulligan giver hende en skrøbelighed og en menneskelighed, der gør hende til langt mere end en tegneserieskurk; man forstår hendes smerte, selv når man gruer for, hvad hun gør med den. For hendes forsøg på at tvinge naturen og bøje grænsen mellem liv og død er noget af det mest uhyggelige, LAIKA har sat på film siden Coraline.

Det er de voksnes sorg og de voksnes fejltrin, der sætter skoven i brand, og det er børnene, der må slukke ilden. Og den ild bliver først slukket i en finale, hvor hele riget drager i krig, og slagene er så store og så barske, at man skiftevis gaber af forbløffelse og bider tænderne sammen. Barnemad er det ikke.

Stop-motion uden stop

Og så tilbage til det, man glemmer. Animationen er så flydende, at den i lange stræk kunne forveksles med computeranimation, og når de store kampscener folder sig ud, er det umuligt at se, hvor stop-motion slipper, og hvor de digitale effekter fra WETA tager over. At LAIKA har hentet den legendariske filmfotograf Caleb Deschanel ind til hans første stop-motion-film nogensinde, siger også meget om projektets ambitioner. Det her skal ikke ligne en dukkefilm. Det skal ligne en film. Knight har selv sammenlignet skalaen med Ringenes Herre, og det må kaldes en retvisende varedeklaration.

Dommen: Årets flotteste film?

Helt uden skønhedsfejl er Wildwood dog ikke. Den er et voldsomt medrivende eventyr, men ikke altid et let tilgængeligt et. Skoven er befolket af så mange figurer, alliancer og konflikter, at selv voksne (eller i hvert fald mig!) en gang imellem skal holde tungen lige i munden. Men det er kompleksitet af den gode slags – den, der kommer af, at filmen tager sin verden dødsens alvorligt og stoler på, at publikum gør det samme. Man bliver revet med alligevel, og man har lyst til at gå ind igen bare for at fange alt det, man missede.

Wildwood gør det, de største eventyr gør: Den får dig til at tro på noget, du godt ved ikke er virkeligt. I det her tilfælde, at skoven lever. Og når rulleteksterne til sidst kører, og man ser den endeløse liste af navne på dem, der har flyttet hver eneste fjer og hvert eneste blad (der er sågar en fed sekvens, hvor man ser en animator i fuld sving), går det op for én, hvad man egentlig har glemt i over to timer. Det er det smukkeste, man kan glemme.