Anmeldelse – Coyote vs. Acme
Længe før Superman, og endda før han blev fyret fra Disney, havde James Gunn allerede arbejdet på idéen til Coyote vs. Acme. Omkring 2015 pitchede han projektet til Warner Bros., baseret på Ian Fraziers satiriske New Yorker-artikel Coyote v. Acme fra 1990. Projektet udviklede sig siden, og i 2019 blev Dave Green valgt som instruktør. Det er altså Green, der har instrueret den færdige film, mens James Gunn har fungeret som producer og været med til at udvikle filmens historie sammen med Jeremy Slater og Samy Burch.
Filmen blev optaget i 2022 og færdiggjort året efter. Men i november 2023 besluttede Warner Bros. pludselig ikke at udgive filmen og ville i stedet tage omkring 30 millioner dollars som et skattefradrag. Beslutningen kom som et chok for folkene bag filmen og for fans, der havde glædet sig til at se den. Efter massiv kritik ændrede Warner Bros. dog kurs og gav filmskaberne mulighed for at finde en anden distributør.
Filmen blev efterfølgende vist til flere potentielle købere, blandt andre streamingtjenester, men ingen aftale materialiserede sig, og Coyote vs. Acme så ud til at være dømt til at samle støv i Warner Bros.’ arkiver. Men i 2025 skete det endelig. Ketchup Entertainment købte de verdensomspændende distributionsrettigheder for et beløb, der blev rapporteret til omkring 50 millioner dollars, og filmen er nu endelig landet i biograferne.
Dette er den korte forklaring på, hvordan filmen endte med at komme frem i dag. Og jeg ville måske have sagt, at dramaet omkring filmens udgivelse var mere spændende end selve filmen — men faktisk har filmen været hele besværet værd.
Coyote vs. Acme omhandler Wile E. Coyote, eller Grimm E. Ulv, som vi kalder ham i Danmark, der endnu en gang fejler i at fange den lynhurtige Hjulben.
Ulv får derefter et glimt af håb, da han ser en reklame for et advokatfirma med speciale i personskade. Han beslutter sig for at sagsøge ACME-koncernen for at have givet ham defekt udstyr til hans jagt på Hjulben. Advokaten Kevin (Will Forte) ved dog, at det er en alt for stor mundfuld at tage kampen op mod et så stort firma som ACME, især når de har en af Amerikas bedste advokater, Buddy Crane (John Cena), i deres lomme. Det hele kulminerer i et komisk drama med tildækning, konspirationer og en masse benspænd for vores helte, der tager kampen op mod den magtfulde ACME-koncern.
Som det kan ses, er der en del advokatdrama i denne film, men det lykkes dem at finde en god balance mellem et spændende plot, masser af humor og klassisk Looney Tunes-kaos, så hele familien kan følge med. Grimm E. Ulv stjæler billedet som den stumme, men meget arrogante ulv. Selvom han kan kommunikere med skilte, er mange af de bedste øjeblikke, hvor han bare gør, hvad der passer ham, og driver Kevin til vanvid. Samtidig finder man Ulv meget mere charmerende, end man nok husker ham fra de klassiske tegnefilm, og man begynder hurtigt at heppe på ham gennem filmen.
Og jeg synes, de gør et skønt arbejde, når karaktererne deler skærm med tegnefilmsfigurerne. I Space Jam var Looney Tunes en verden for sig selv, hvorefter Back in Action handlede om, at figurerne var særlige stjerner i blandt andet Hollywood. Nu lever de bare side om side i Coyote vs. Acme. Man skal derfor ikke stille spørgsmålstegn ved, hvorfor Horno Livorno (Foghorn Leghorn på engelsk) er CEO for ACME, eller hvorfor Yosemite Sam driver en tacorestaurant. Sådan fungerer verdenen nu bare, og det er ganske underholdende. Det eneste, jeg kunne savne, var lidt mere tid med nogle af de andre velkendte figurer som f.eks. katten Sylvester eller Pelle Gris (Porky Pig på engelsk).
Men skuespillerne gør et fantastisk arbejde med at interagere med tegnefilmsfigurerne. Man kan mærke kemien og føle, at figurerne faktisk er med dem. Vi grinte meget af John Cenas forhør af fuglen Pip (Tweety Bird på engelsk). De gør et stærkt arbejde og bringer deres A-game med deres præstationer i filmen. det er blandt andet imponerende at se Will Forte diskutere med en stum tegnefilmsulv.
Det man dog lige skal vænne sig til, er, at figurerne er 3D-animerede frem for 2D, som man husker dem fra de foregående film (ja, inklusive Space Jam 2). Og det ser meget godt ud det meste af tiden. De blander sig godt sammen med sættet og skuespillerne, men nogle gange står de i en vinkel, der får dig lidt væk fra oplevelsen, fordi det pludselig ligner, at du ser en gammel PlayStation 2-mellemsekvens.
Andre gange kan det se meget tåbeligt ud, når nogle af de tegnede genstande bliver brugt af skuespillerne. Som f.eks. dommeren, der holder en tegnefilmshammer, hvor bunden af hans hånd tydeligt er visket væk og har fået tilføjet en photoshoppet skyggeeffekt. Men samtidig kan de effekter være med til at skabe nogle virkelig gode øjeblikke. Et af de største er en af filmens jagtscener, hvor den såkaldte “toon force” virkelig bliver udnyttet i den virkelige verdens omgivelser. Uden at afsløre for meget var jeg pænt imponeret over, hvor veludført den scene var. Bare simple og sjove øjeblikke som når et klaver rammer en bil, fik mig til at grine. For når alt kommer til alt, er det Looney Tunes, så alt kaosset er stadig underholdende at se på skærmen, og det er som sagt for det meste veludført.
Så var alt dramaet og ventetiden med filmen det hele værd?
Ja. 100 %.
Ikke nok med, at det er en underholdende film, så er den VIRKELIG underholdende. Der er en masse sjov, en fed historie, og de formår at få en film om retssager og advokater til at fange publikum og være sjov nok til, at de fleste kan føle sig underholdt.
Det eneste, jeg sådan har det lidt ærgerligt med, er slutningen. Den føles meget forhastet og kunne godt bruge fem minutter mere, da visse ting bare bliver forklaret eller løst ud af det blå. Men ellers ødelagde det ikke oplevelsen af filmen overhovedet.
Jeg kan ikke andet end at anbefale filmen og håbe, det giver Warner Br- øh, jeg mener ACME — en lektion i at lytte til, hvad folket vil se.
