Anmeldelse | The Dog Stars
The Dog Stars er en stærk, visuelt imponerende og overraskende eftertænksom film — men den placerer sig ikke blandt Ridley Scotts bedste.
Det kan næsten virke unødvendigt at introducere den nu 88-årige(!!!) Ridley Scott.
Hans filmografi spænder vidt: fra blodige gladiatorkampe, snigende aliens og kvindefrigørelser til gangstermiljøer, cyborgs, historiske eposer, krigsfilm, eventyr, kannibaler og sågar en fortælling om vinmarker.
Efter sigende har han både en western og en Bee Gees-biopic på vej. Nu er han også aktuel med en postapokalyptisk sci-fi-western om overlevelse blandt frådende, zombielignende ex-mennesker, der leder tankerne hen på I Am Legend, Omega Man og ikke mindst Alfonso Cuaróns fantastiske Children of Men fra 2006.
The Dog Stars
Filmen er baseret på Peter Hellers bestseller fra 2012 med samme titel. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man næsten få den tanke, at Mr. Scott selv var en sølvpapirshat med denne film.
Mens mange (sølvpapirshatte?) frygter året 2030, også kaldet The Great Reset, tager Scott os nemlig med til 2035. Her har en dødelig influenza (resterne af corona?) lagt verden i ruiner.
Vores helt, Hig (Jacob Elordi), er en ung mekaniker og pilot, der lever isoleret på en nedlagt flyveplads i en brutal og nådesløs postapokalyptisk verden. Hans eneste selskab er den militære, Rambo-agtige survivalist Bangley (Josh Brolin).
Hig har mistet både sin kone og sit barn og er selvmordstruet. Men da han i sidste øjeblik opfanger et mystisk radiosignal, begiver han sig ud i det ukendte. Han søger det håb og den menneskelighed, han stadig tror på findes. Undervejs udvikler historien sig til et drama, der næsten kunne ligne forløberen til George Millers Furiosa: A Mad Max Saga.
Scott: Stadig en mester
Hvor de fleste 88-årige måske har rigeligt at se til med kolonihaver og støjende børnebørn, vælger Ridley Scott ikke at sætte tempoet ned. Det er vi heldigvis ikke utilfredse med.
Hans sikre sans for medrivende verdensopbygning, rige og stemningsfulde lysindfald og omhyggeligt visuelt håndværk er stadig intakt. Det går fortsat hånd i hånd med en rå og blodig realisme, storslåede filmiske spektakler og tålmodige, svævende kamerabevægelser, der åbner for enorme skalaer og store rum — her først og fremmest den storslåede natur.
Samtidig vender Scott tilbage til flere af sine velkendte temaer: kolde, følelsesløse megavirksomheder og korrupte myndigheder over for det, der får os til at spørge, hvad det egentlig vil sige at være menneske. Hovedpersonerne er også klassisk Scott: modstandsdygtige og selvstændige helte eller heltinder, der må kæmpe mod overvældende odds. Dertil kommer hans tydelige interesse for militære, politimæssige og strukturerede rangsystemer.
Unplugged og politisk?
Det er dog sjældent, at Scott lader den politiske side fylde så meget som i The Dog Stars. Det kunne have gjort filmen til hans vigtigste — hvis ikke bedste. Desværre er den stadig for tilbagelænet og ufarlig i sin stil til helt at nå derhen.
Ja, det er en unplugged-udgave af den ellers science fiction-gadgetliderlige Ridley Scott. Og det fungerer faktisk rigtig godt.
Filmen lægger ud næsten hyggeligt og roligt, mens spændingen langsomt får lov til at bygge sig op. Så skifter det pludselig. Som de fleste postapokalyptiske film er den både dyster og blodig, men her ligger fokus i højere grad på isolationen, hvilket næsten giver den et Robinson Crusoe-præg.
Lejrbål eller Scotts Hollywood?
Scotts The Dog Stars viser sig samtidig at være en overraskende ydmyg, stille og eftertænksom film, og det havde jeg ikke forventet. Det er en mere følelsesmæssigt meditativ science fiction-rejse med pludselige og uventede udbrud af vildskab og vold.
Der er også et stille lejrbål under stjernerne, akustiske guitarer, Josh Brolin, der ryger cigarer, og en hund. Musikken er eftertænksom, fotograferingen imponerende, ødelæggelserne endeløse, og Jacob Elordi og Josh Brolin leverer fine præstationer. Tilsammen gør det The Dog Stars til en stærk film.
Måske er det i virkeligheden snarere en film om Scotts Hollywood?
Uanset hvad glæder vi os allerede til hans næste film. Vigtig eller ej.
