Anmeldelse | Star Fox (2026)
Efter at have stjålet billedet i Super Mario Galaxy-filmen virker det, som om Fox McCloud endelig får sit velfortjente comeback på gamingscenen. Derfor gik der heller ikke længe, før Nintendo annoncerede det nye Star Fox-spil. Eller ikke helt “nye”, da det endnu en gang er en genfortælling af det klassiske spil fra Nintendo 64.
Man spiller stadig som Fox McCloud, lederen af Star Fox-holdet – en gruppe lejesoldater, der er hyret til at stoppe den onde Dr. Andross og afslutte krigen i Lylat-systemet. Det sender dig ud på en galaktisk rejse fra hovedplaneten Corneria til den farlige planet Venom. Undervejs gør du stop på forskellige planeter, hvor du enten hjælper folk i nød eller infiltrerer fjendens baser for at ødelægge deres våben. Alle planeter har unikke elementer, så ingen missioner føles ens. På én planet skal du holde varmen ud ved at konstant regenerere dit helbred, mens en anden fungerer som en snigemission, hvor du skal skyde alle lamperne for ikke at aktivere alarmen.
Det gælder også de gange, hvor du skifter din flyvende Arwing ud med et af de to andre fartøjer: Landmaster på jorden eller ubåden Blue-Marine. Det ærgerlige er, at der med så få baner ikke er tid nok til at lege med de andre fartøjer, som ellers er rigtig sjove at bruge og byder på deres egne udfordringer – især Landmaster, der er begrænset til jorden, hvor du skal time både hop og fart gennem banerne.
Spillets historie er bygget op som et arkadespil med korte baner, der påvirker din rute alt efter, hvordan du klarer dig. I den første bane skal du for eksempel holde din makker Falco i live, og hvis du gennemfører hans lille udfordring, åbner han op for en ny vej med en anden bosskamp og en alternativ afslutning på banen. Det giver adgang til to nye ruter i galaksen, som du frit kan vælge imellem, hvor man i det originale spil var låst fast til en bestemt retning baseret på sin præstation i den forrige bane. Det gør det nemmere at vælge de baner, du endnu ikke har prøvet, eller dem, du bare har mest lyst til at spille. Det er sjovt at få den frihed, men det ændrer desværre ikke på, at spillets historie er meget kort. Med kun to slutninger – en rigtig og en forkert – kan man hurtigt komme igennem alle planeter og ruter på ganske få timer.
Det er måske også meget godt, at historien kun tager omkring 40 minutter at gennemføre, for styringen kan være trættende for fingrene i længden. Hvis du ikke er fan af konstant at trykke på A-knappen eller undvige skud med barrel rolls, kan spillet hurtigt blive anstrengende. Personligt endte jeg med at omfordele mine Switch-knapper, så A-knappen blev flyttet til triggerne, da spillet ikke rigtig tilbyder controllerindstillinger. Hvis du også er træt af at sigte med styrepinden, kan du bruge Switch 2’s mouse mode, som faktisk fungerer ret godt. Det begrænser dig dog til førstepersonsvisning, og du styrer samtidig din Arwings retning med selve musen.
Alt i alt fungerer styringen godt, både i de sektioner, hvor du flyver eller kører fremad på skinner, og i de frie områder, hvor du skal holde tungen lige i munden, manøvrere rundt efter dine fjender og samtidig passe på din egen ryg. Jeg ville dog ønske, at der var mere frihed til at tilpasse styringen, eller at der var blevet tilføjet tilt controls.
Når du bliver træt af at redde galaksen igen og igen, er der heldigvis andre spiltyper at kaste sig over – blandt andet challenges, hvor du skal klare bestemte opgaver for at låse op for achievements. Du kan blandt andet låse op for bannere og emblemer til dit navneskilt, fordi spillet også byder på onlinekampe. Her kan du dyste mod andre spillere sammen med op til tre venner i forskellige luftkampe.
Der er tilfældige spiltyper i stil med bl.a. control point og capture the flag, men det handler også om at skyde fjender ned for at score point. Jeg vandt blandt andet en runde, selvom modstanderne fik afleveret lasten næsten hver gang, fordi vi havde skudt dem ned så mange gange, at pointene bare væltede ind. Der er også bonusvåben, du kan samle op, såsom kæmpelasere, skjolde og målsøgende missiler, som får kampene til at føles som Twisted Metal i rummet.
Men lad os tale om elefanten i rummet. Det første, folk reagerede på ved annonceringen af spillet, var den mere realistiske grafik frem for det tegnefilmsagtige udtryk, man så i de tidligere spil eller i Super Mario Galaxy-filmen. Og jeg må være ærlig: Det er heller ikke det mest appellerende ved spillet. Mellemsekvenserne er flotte, og karaktererne og deres dynamik er interessante – som et klassisk hold helte fra en tegnefilm fra 90’erne. Men det detaljerede og lettere uncanny design, figurerne har fået, rammer ikke helt plet, og noget af charmen går tabt. Jeg forstår godt de reaktioner, der samsammenligner Fox med det velkendte billede af en udstoppet ræv.
Og det er ellers ærgerligt, for resten af det visuelle er meget flot. Planeterne, maskinerne og omgivelserne stråler virkelig. Det hele understøttes af et episk soundtrack, der indfanger stemningen af et hæsblæsende rumeventyr. Jeg er især vild med kampene mod Star Wolf-holdet, hvor orkestret får lov til at gå helt amok, så det føles som det ultimative opgør.
Star Fox er et okay spil. Det var fint dengang, og det er fint nu. Men der er i hvert fald noget galt med G-diffuseren, for den korte arkadehistorie og den mindre multiplayerdel er ikke nok til at bringe ræven tilbage til toppen. Det føles som det samme spil igen og igen – et koncept, Nintendo har genbrugt flere gange, end Peppy nævner Fox’ afdøde far. De er nødt til at udvikle serien.
Jeg håber selvfølgelig, at folk finder glæde og interesse i Star Fox-universet, men jeg vil ikke blive overrasket, hvis mange sidder tilbage med et skuffet ansigt og tænker: “Var det bare det?”
| Titel | Star Fox (2026) |
| Udvikler/Udgiver | Velan Studios/Nintendo |
| Platform | Switch 2 |
| Anmelder | Michael Eriksson |
