Anmeldelse | Scrooge
Julen står snart for døren igen, og i 2026 betyder det selvfølgelig mere end pebernødder og gavebytning: Charles Dickens’ Et juleeventyr, også kendt som Scrooge, får endnu en filmudgave.
Historien følger som regel Ebenezer Scrooge, en ældre og nærig mand, der får besøg af sin afdøde forretningspartner Jacob Marley og ånderne fra julens fortid, nutid og fremtid. Mødet med dem forandrer ham lidt efter lidt til et venligere og mildere menneske.
Siden stumfilmen Scrooge, eller Marley’s Ghost fra 1901 er Charles Dickens’ Christmas Carol blevet filmatiseret igen og igen i spillefilm, kortfilm og tv-udgaver. Blandt de mere alvorlige fortolkninger står A Christmas Carol (1951), med Alastair Sim som Ebenezer Scrooge, stadig som den mest helstøbte og bevægende.

Depp vender tilbage
Denne gang er det den tidligere superstjerne Johnny Depp, der træder ind i manegen – eller måske i julegrøden? – iført Ebenezer Scrooges sorte gevandter. Det er nok en rolle, mange har set frem til.
Depps seneste store rolle var i Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald fra 2018, hvor han spillede Grindelwald, før rollen senere gik til Mads Mikkelsen.
Nu dukker den 63-årige Depp op bag en maske som en sær 90-årig Scrooge. Men også her sniger der sig ind, som det så ofte gør med Depp, et strejf af tegneserie ind i rollen.
Alligevel går Depp sikkert frem gennem rollen, og det er både tydeligt og glædeligt at se, hvor meget han morer sig, samtidig med at han tager den alvorligt. Som Scrooge er han djævelsk fornøjelig: Hans sprudlende præstation rammer heldigvis en fin balance mellem fjollet charme og den følelsesmæssige tyngde, vi har savnet så længe. Samtidig holder han Wests film fra at blive alt for mørk og dyster. Det er ikke et comeback à la John Travolta i Pulp Fiction, men præstationen kan sagtens måle sig med George C. Scotts og hører til blandt de bedste moderne Scrooges.
I en kortere stund deler han også scenen med en veloplagt Ian McKellen som Jacob Marley, og med Depps spil skal man være meget koldhjertet for ikke at fælde en lille tåre for Scrooge til sidst. Depp er bestemt på rette vej tilbage.

Hyggeligt gensyn med en gammeldags Hammer-film?
Fornøjeligt er det også at se Depp blive opslugt af en seng igen – noget vi ikke har set siden hans gennembrudsrolle som Glen Lantz i Wes Cravens originale A Nightmare on Elm Street fra 1984. Noget horrorinstruktøren Ti West sikkert har haft det sjovt med.
Den opdaterede(?) Scrooge – eller er det Ebenezer(?) – får nemlig for første gang en horrorinstruktør ved roret: Ti West, der især er kendt for sine “retroagtige” gyserfilm, The House of the Devil (2009), The Innkeepers (2011) og X-trilogien. Han er et både godt og originalt valg, selv om han ikke har travlt med at gøre endnu en Scrooge-fortælling særlig “julet”. Filmen føles snarere som et hyggeligt gensyn med en gammeldags Hammer-film, med støvede gulve, spindelvæv, flakkende stearinlys, knirkende døre og vindens susen. Men spøgelserne er denne gang ikke hyggelige gæster; de er zombielignende gespenster.

Sender tankerne hen på coveret til Black Sabbaths debutalbum?
Nogle af filmens billeder sender også tankerne hen på coveret til Black Sabbaths debutalbum, da optagelserne i England og Irland er med til at skabe filmens dragende gotiske udtryk. Gader og kvarterer bliver forvandlet til victorianske kulisser med tidstypiske detaljer, mens den georgianske herregård Langleybury House giver historien en passende gammeldags ramme. Det er guf for fans af “old school horror”, og Ti Wests herlige gotiske billedstil løfter en ellers temmelig standardiseret filmisk tilgang.

Ikke særlig “julet”
Som nævnt er denne udgave ikke særlig “julet”. Men Scrooge/Ebenezer minder os om, at en god historie også kan nydes på alle andre tider af året.
Og nu ser vi ellers frem til Robert Eggers kommende version.
