Snurre Snups amerikanske stemme er død
Den canadiske stemmeskuespiller Eric Bauza er død i en alder af 46 år. Hans familie bekræftede dødsfaldet på Instagram, og ifølge retsmedicineren i Los Angeles døde han af hjerte-kar-sygdom som følge af forhøjet blodtryk.
Navnet er måske ukendt for mange danskere, men stemmen kender de fleste. Bauza var nemlig den nuværende stemme til Snurre Snup og Daffy Duck i Looney Tunes. Han lagde også stemme til blandt andre Pelle Gris, Tweety, Foghorn Leghorn og Marsmanden Marvin. Dermed var han en af de få, der har ført Mel Blancs legendariske stemmer videre.
Bauza blev født i 1979 i Toronto og begyndte som tegner, inden han gik over til stemmearbejde i 2001. Siden fik han over 400 roller. Han overtog blandt andet Stimpy i Ren & Stimpy efter Billy West, var Søren Spætte og spillede flere roller i Teenage Mutant Ninja Turtles. Han kunne også høres i Puss in Boots, Muppet Babies og Bob’s Burgers.
På det store lærred var han med i Space Jam: A New Legacy (2021) og The Day the Earth Blew Up: A Looney Tunes Movie (2024), hvor han blandt andet lagde stemme til Daffy Duck og Pelle Gris. Hans arbejde med Looney Tunes gav ham tre Children’s & Family Emmys, de amerikanske tv-priser for børne- og familieprogrammer.
Bauzas sidste store Looney Tunes-rolle blev Coyote vs. Acme, hvor han lagde stemme til en lang række af figurerne. Filmen, der først blev først skrinlagt af Warner og senere reddet af et andet selskab, blev i går godkendt til at konkurrere om Oscaren for bedste animationsfilm.