En – alternativ – anmeldelse | Her Private Hell

Her Private Hell er både mest overbevisende og mest problematisk, når den viser sin grundlæggende spænding: Kvinder reduceres til objekter, mens filmens eget blik er fascineret af kvindekroppen. Modsætningen bliver hængende, længe efter at den drømmeagtige fortælling er forsvundet ind i sin egen tåge.

En anderledes anmeldelse, eller måske snarere en drømmetydning?

Ved Cinematekets halvårlige præsentation af Film på vej den 1. september blev Nicolas Winding Refn spurgt, hvad Her Private Hell egentlig handler om. Refn var til stede for at præsentere sin første film i ti år. Han svarede: “Det ved jeg ikke, men jeg tror desværre jeg er nødt til at gå nu for jeg skal til gymnasiemøde med min datter”.

Var det typisk Refn – selviscenesættelse, affektation eller et oprigtigt svar? Spørgsmålet om hans hensigt med filmen er også et spørgsmål, som filmen selv efterlader ubesvaret.

Refns Private Hell?

Refn er ofte blevet kritiseret for at lave upersonlige og utilgængelige film og portrætter, og kritikken har et grundlag. Men ser man nærmere på hans filmografi, finder man private spejlinger af hans personlige problemstillinger. Det gælder især Her Private Hell.

Filmen er endnu et surrealistisk, metafysisk og virkelighedsfjernt psykoseksuelt eventyr, der er beslægtet med The Neon Demon fra 2016. Farverne og de overfladiske virkemidler vækker minder om Dario Argento og Mario Bavas storhedstid.

Farvepaletten er dog usædvanligt begrænset. I modsætning til Bava og Argento er Refn farveblind og har svært ved at se grønne farver, så filmen indeholder ingen grønne nuancer. Han bad sin fotograf lade pink, rød og orange dominere, fordi det er de farver, han faktisk kan se.

Samtidig har Refn skabt endnu en kølig celluloidfilm om sørgmodige unge mennesker, der udsættes for visuelt rædselsvækkende vold og traumer.

Indhyllet i lyserød og lilla tåge

Filmen indledes med et “uhyggeligt”, futuristisk bybillede, indhyllet i lyserød og lilla tåge. I lobbyen på det enorme Tower (Trump-?) Hotel møder Elle, spillet af Gen-Z-scream queen Sophie Thatcher, den håbefulde stjerne og influencer Hunter (Kristine Froseth), der tilsyneladende kun drømmer om rampelyset. Elle tager hende med til penthouselejligheden hos sin tidligere elsker Dominique (Havana Rose Liu), der nu er Elles stedmor, efter at hun har giftet sig med Elles far, instruktøren Johnny Thunders (Dougray Scott). Elle forsøger at gennemføre optagelserne til en science fiction-film, mens personlige dæmoner plager hende, og hun overværer et blodigt mord, som sandsynligvis er begået af seriemorderen Leatherman.

Leatherman får kvinderne omkring sig til at råbe “daddy!”, før han smadrer deres smukke hoveder og flår deres ribben op som på et kyllingekadaver. Den groteske vold står i skarp kontrast til Elles og Hunters tomme blikke, mens de betragter begivenhederne gennem hotellets vinduer. Det er en effektiv, men ubehagelig måde at tydeliggøre modsætningen på: Kvindernes lidelse er udstillet, mens de selv knap nok fremstår levende. Måske foretrækker Refn i virkeligheden kvinder som mannequiner. Er de lettere at forstå sådan?

Et andet handlingsspor følger den amerikanske soldat, menig K (Charles Melton), der rejser til byen for at lede efter sin forsvundne datter. Han mistænker, at hun er blevet offer for Leatherman (Refns egen giftige maskulinitet?), og kæmper sig voldeligt gennem den tågefyldte by for at finde morderen. Fortidssporet fører til det USA-besatte Japan efter krigen (?), hvor en hjemsøgt GI også leder efter sin datter (en Refn, der ikke længere selv kan nå sin datter?)

De to spor udfolder sig i den samme Refnske drømmetåge, men giver ikke filmen en klarere retning. Tværtimod bliver filmens og Refns drømmeagtige, fragmenterede form endnu mere fremtrædende.

Ikke Kejserens nye klæder

“Historien” rummer en desorienterende kærlighedstrekant, en grusom hævntråd og tydelige hentydninger til H. C. Andersen-eventyret Den lille pige med svovlstikkerne – ikke Kejserens nye klæder(!).

På et tidspunkt siger en karakter til publikum: “Den her film bliver et helvede”. Refn advarer dermed publikum og fritager sig samtidig for yderligere ansvar over for dem.

Filmens antydninger af en meta-fortælling – en film om filmskabelse – føjer endnu et lag til. “At lave en film er som at gå i krig,” siger en karakter og antyder kraftigt, at Refn selv arbejder sig gennem sine tanketåger. Men detaljerne forbliver uklare eller bliver så usammenhængende, at drømmen bryder sammen. Dougray Scotts Johnny Thunders omtales i hviskende vendinger, men forsvinder næsten straks igen. Han var jo også oprindeligt “Born To Loose”.

Gennem Elles historie undersøger filmen, hvordan underholdningsbranchen behandler kvinder som engangsobjekter. Elle er rig og privilegeret, både model og skuespillerinde, og hendes far ser ud til at lede et produktionsselskab. Alligevel gør filmens eget blik på kvinder det svært at skelne mellem kritikken af objektgørelsen og dens egen umodne fascination af den.

Refn, Bava og kvinderne

Refns kvindelige karakterer fremstår som objekter, der kan få smukke gevandter på, sminkes og placeres foran linsen: rekvisitter til endnu et glamourmagasinbillede snarere end levende mennesker i en fortælling. Det mandlige blik – som typisk tilhører karakterer, der er dobbelt så gamle – tilfører filmen en toksisk maskulin energi. I Refns tilfælde ville den give Freud rigeligt at undersøge.

Refn forsøger at skabe sin egen feberdrøm, og det lykkes ofte. Samtidig prøver han for første gang kræfter med science fiction. Men filmens selvbevidste referencer peger først og fremmest mod tresserfilm som Barbarella og Mario Bavas Planet of the Vampires, og resultatet fremstår hverken særligt seriøst eller nærværende.

Refn præsenterer fortsat filmen med den sikkerhed, man forventer af en mesterstylist, og har dygtige håndværkere omkring sig. Gitte Mallings produktionsdesign er ambitiøst, fordybende og imponerende, og Magnus Nordenhof Jøncks fotografering er betagende.

Kristian Eidnes Andersens lydarbejde går direkte efter lytteren, mens Pino Donaggios fejende partitur lyder som et glemt og kasseret score til Brian De Palmas Klædt på til mord.

Trivia:

Refn inddrog Donaggio, før optagelserne var afsluttet, og byggede filmen op omkring musikken i stedet for at gøre det omvendte. Det afviger fra den sædvanlige fremgangsmåde og passer derfor godt til Refns arbejdsform. Han optog også filmen i rækkefølge, fordi han ellers bliver forvirret, ifølge ham selv.

Her Private Hell er endnu en udholdenhedsprøve

Refn har fortalt medierne, at han før arbejdet med denne film teknisk set havde været død i femogtyve minutter, inden han blev genoplivet med elektriske stød. Ifølge ham satte oplevelsen gang i kreativiteten igen efter flere år, hvor han ikke havde tjent ret meget.

Men har Refn nogensinde været død?

“Jeg startede min karriere med at prøve at fange autenticitet, men indså så, at det ikke ville fungere, at det på en måde ikke eksisterer. Så blev jeg interesseret i uvirkeligheden. Uvirkelighed handler virkelig om eventyr. Den overskrider grænser, seksualitet, alder og tid. Alt er muligt. Fetich, mode, skønhed, sex og smerte. Det bliver mere en udvidelse.”

— Nicolas Winding Refn, ved en pressekonference.

Hvad ønsker Refn så at opnå med filmen?

Her Private Hell skildrer en filmskaber, der måske på overfladen vil undersøge, hvordan kvinder bliver objektgjort, men hvis eget umodne blik ikke kan slippe fascinationen af det, han kritiserer. Modsætningen er både filmens mest interessante idé og dens største svaghed. Men ligesom Trier i sin affekterede kommentar til sin egen Cannes-vinder Dancer in the Dark er Refn også bange for at nå toppen af sit kreative geni.

Alligevel giver jeg hans private drøm 4 stjerner. Jeg er dog ikke blevet klogere på ham.

Refn er nok også ligeglad.