Anmeldelse | Clayface

Peter Safran og James Gunn har endnu ikke for alvor vist, hvad de kan med det nye DC-univers, der blandt andet omfatter Superman, Supergirl og Lanterns. Med Clayface rammer de heller ikke helt plet. Filmen rummer vellykket body horror og stærke præstationer, men det afdæmpede, polerede mainstreampræg vejer tungest.

Clayface hører til i Batman-universet og blev oprindeligt skabt af Bill Finger og Bob Kane. Den første Clayface, Basil Karlo, optrådte i Detective Comics nr. 40 (juni 1940) som en B-filmskuespiller, der begyndte at begå kriminalitet ved at overtage identiteten på den skurk, han havde spillet i en gyserfilm. Figuren var delvist inspireret af Lon Chaneys udgave af Erik fra The Phantom of the Opera fra 1925, og navnet Basil Karlo kombinerede navnene Boris Karloff og Basil Rathbone. Denne version blev også vellykket bragt til live i afsnit 4 og 5 af Batman – The Animated Series fra 1992.

Jeg ville have foretrukket at se den version frem for denne moderne DC-udgave af Skønheden og udyret. Det er skuffende, selv om den nye fortælling har enkelte kvaliteter.

Brugen af David Bowies musik fungerer også godt, fordi Clayface skifter karakter og “masker” flere gange undervejs. Det er en fin, indirekte pointe.

En “kladde-udgave”?

“Kladde-udgaven” fungerer dog rimeligt godt:

Tom Rhys Harries spiller den succesfulde og selvsikre skuespiller Mike Hagen overbevisende. I 2026-versionen er Clayface sød og tiltalende, i modsætning til figuren i det oprindelige oplæg. Han tilbringer natten med en sexet, vellysten gangsterpige, hvorefter en vred gangsterboss, David Dencik, som straf skærer hans ansigt op og efterlader det stærkt arret. Han mister alt – også sine penge, som hans advokat stjæler. Efter en længere søgning, møder han en videnskabsmand, spillet af Naomi Ackie, der kan gøre ham “rigtig” igen. Hun arbejder med moderne AI og nanoteknologi. Snart forsvinder hans gode, Oscar-nominerede udseende, og han får en farlig ny evne, der sender ham ud på et omfattende og blodigt hævntogt med flere mord.

Her ligger der stof til en langt mere særpræget gyser, end filmen ender med at blive, da der går der lidt for meget romantisk Skønheden og Udyret i den.

Historien minder lidt om Darkman fra 1990, instrueret af Sam Raimi, men Clayface får ikke samme energi ud af sit udgangspunkt.

Raimi lavede Darkman som en energisk, filmisk tegneserie, mens James Watkins instruerer denne DC-film i en mere afdæmpet og alvorlig stil, der måske ville passe bedre til Netflix. Filmen mangler Raimis tydelige tegneseriepræg, som historien ellers kunne have haft gavn af. I stedet for at lade det groteske sætte tonen holder instruktionen igen, selv når materialet lægger op til noget mere outreret.

Hurtige kameraklip

De hurtige kameraklip og lynhurtige ansigtsskift tager pladsen fra en mere grotesk B-filmsrejse for Matt. Man kunne have ladet ham lære at styre sine evner gennem transformationer, hvor kroppen brød sammen og blev gendannet, som i det oprindelige oplæg. I stedet får han evner som Kameleonen fra Kraven the Hunter.

Fans af hardcore horror og splatter får heller ikke den blodige DC-version af Society og From Beyond – The Batman Version, som de måske håber på. Det samme gælder læsere, der foretrækker mere krævende tegneserier.

Filmens håndværk er dog solidt, og den har tit fremragende CGI og stærk actionkoreografi, men CGI’en gør især indtryk, når den bruges til ubehagelig body horror. De groteske transformationer giver filmen en tydelig, om end ufarlig, kant. Den meget omtalte scene med flytoilettet er f.eks. en intens “øjeåbner”.

Kontrasten mellem de ubehagelige body horror-scener og resten af filmen er slående. De står side om side med enkle dialogscener og tegneserieagtige skurke, som man kunne forvente i en DC-film. Det gør, at filmens særprægede elementer ikke får lov til at præge helheden.

Solid hovedrolle

Tom Rhys Harries er et lovende fund i den bærende hovedrolle for DC Studios og en talentfuld skuespiller. Trods den stive dialog leverer han en overbevisende præstation. Han ligner en moderne filmstjerne, og det er ærgerligt, at historien ikke giver ham flere muligheder for at vise sit talent.

Naomi Ackie er god, ligesom Eddie Marsan, mens Max Minghella virker uengageret, når han fremsiger replikker om, hvor korrupt GCPD er.

David Dencik spiller filmens skurk, en brutal gangster, der skærer Matts ansigt op. Han leverer sine replikker, som om han ved, at filmen har brug for et mere overdrevet tegneseriepræg. Det fungerer godt, og Harries giver filmen en stærk menneskelig forankring.

Trods alt ingen direkte nedsmeltning

Clayface som film “smelter” ikke. Den vil dog næppe gøre fans vrede eller støde dem, og body horroren fungerer ofte godt.

Filmen minder om Morbius, men er lidt bedre. Det er ikke nødvendigvis nogen stor ros: Clayfaces største problem er, at den er for afdæmpet til at fungere som klassisk gyserfilm og for tilforladelig til at blive en stærk DC Comics-adaptation, der kan markere et “comeback”. Den er gennemsnitlig, og det begynder desværre igen at virke som en dækkende beskrivelse af DCU som helhed.

DC Studios havde en oplagt mulighed for at overgå Marvel Studios med en rendyrket, blodig, splatterpræget og kultorienteret R-rated gyserfilm, som Marvel ikke har valgt at lave. I stedet får vi en film, der holder igen, også når den har mulighed for at gå længere.

Body horroren og Harries’ præstation kan være værd at opleve, hvis forventningerne er lave nok, men de gør ikke filmen til et must-see eller nødvendigvis værd at se i biografen.

Til sidst kan man også nøjes med at drømme om, at Darkman er den bedste Clayface-film.