The Blood of Dawnwalker | Anmeldelse
Et velsmurt venteværelse til The Witcher 4
Hvis ventetiden på The Witcher 4 føles uoverskuelig, har Rebel Wolves netop serveret det perfekte midlertidige fiks. Studiet består af en række veteraner bag The Witcher 3, og det tunge CV fornægter sig ikke. Lige fra det storslåede soundtrack og den mørke setting til kampsystemets tyngde oser The Blood of Dawnwalker af den samme mørke fantasy-magi, der gjorde Geralts eventyr uforglemmeligt.
Et kapløb mod tiden
Du træder i støvlerne på Coen, et ungt menneske, der efter en intens introduktion ufrivilligt forvandles til en vrakhir – spillets version af en vampyr. Men Coen er en såkaldt Dawnwalker: menneske om dagen, vrakhir om natten. Målet er klart fra starten: Red din familie fra den ubarmhjertige vrakhir-leder, Brancis.
Spillet kaster et modigt benspænd ind i form af en tidsbegrænsning på 30 in-game dage. Stort set alt, hvad du foretager dig, koster dyrebar tid. I starten skaber det en reel stressfaktor, hvor man konstant overvejer, om en side-mission er de tabte timer værd. Men panikken lægger sig hurtigt. 30 dage viser sig at være rigelig tid til at udforske den gigantiske verden og opgradere Coen. Du kan ikke nå 100 % på én gennemspilning, men i et spil af denne kaliber er det faktisk forfriskende, at verdenen selv skubber dig fremad i plottet uden at holde dig i hånden.
Far Cry med hugtænder
Du har friheden til at gå direkte efter Brancis fra start, hvis du har lyst til at få gedigne tæsk. Den mere naturlige tilgang låner dog tungt fra Far Cry 5-skabelonen. Verdenen er opdelt i territorier styret af Brancis’ løjtnanter. Ved at sabotere deres operationer og provokere dem tilstrækkeligt, tvinger du dem til sidst ud i lyset. Hver en lille gerning føles som et skridt mod det endelige mål, hvilket giver en fantastisk sammenhængskraft. Desværre falder spillet lidt i samme fælde som sin inspirationskilde: Løjtnanterne mangler desperat skærmtid og narrativ dybde, hvilket er ærgerligt, når de på papiret er uhyre interessante.
På RPG-fronten rammer spillet plet. Det er overraskende gavmildt med godt loot, og modsat mange andre massive rollespil er inventaret en leg at navigere og rydde op i. En særlig smart mekanik er kravet om at finde specifikke manualer ude i verdenen, før du kan låse op for bestemte evner. Det fungerer som en organisk bremse, der forhindrer dig i at blive et over-opgraderet monster i én bestemt retning for tidligt.
En splittet natur, der mister pusten
Spillets største trækplaster er Coens dualitet. Om dagen svinger du sværdet, kaster Witchcraft og løser problemer gennem dialog og menneskelige interaktioner. Når mørket falder på, overtager kløerne. Her kan du klatre på vægge, teleportere og slippe bæstet løs – men med den konstante risiko for at miste kontrollen og dræne uskyldige for blod midt i en samtale. Forskellige missioner kræver forskellige tilgange alt efter tidspunktet på døgnet, hvilket skaber en fantastisk dynamik i starten.
Desværre er selve kampsystemet spillets akilleshæl. Hvor dualiteten imponerer de første timer, koger kampene langsomt ned til en ensformig trummerum. Du møder en fjende, blokerer i den rigtige retning, sætter et par angreb ind og gentager. Hvad der starter som en spændende mekanisk udfordring, bliver desværre ret repetitivt og decideret for nemt, efterhånden som timerne skrider frem. Det er en regulær skam, når resten af spillets systemer griber så godt ind i hinanden.
Konklusion
The Blood of Dawnwalker er en uhyre flot præstation fra et helt nyt studie. Selvom den ambitiøse missionsstruktur og den unikke dag/nat-cyklus til sidst bliver holdt lidt tilbage af et ensformigt kampsystem, overdøves fejlene af et fænomenalt soundtrack, en gribende atmosfære og en verden, der belønner din tid. Er du fan af The Witcher-serien, er der ingen vej udenom – dette er et fremragende eventyr at fordrive ventetiden med.
