Anmeldelse | The Odyssey
Homers Nolanske Odysseen
The Odyssey er Christopher Nolans store filmversion af Homers episke heltedigt Odysseen, som man mener blev nedskrevet i det 7. eller 8. århundrede f.Kr.
Det gør også filmen til den første fra Nolan, der går så langt tilbage i historien — og samtidig hans mest rene bud på den helt store, episke fortælling.
Som i originalen følger filmen den heroiske konge af Ithaka, Odysseus (mesterligt, harmonisk og meget grundigt spillet af Matt Damon), på hans lange vej hjem efter flere år i den trojanske krig. Rejsen fører ham fra den skæbnesvangre krig i Troja — med den legendariske scene med den trojanske hest — til Ithaka, og den varer endnu ti år. Undervejs møder han farer og brutalitet, som tvinger ham til at se de skæbner i øjnene, han påfører andre, ikke bare sin hær, men især sin egen familie. Især hans kone Penelope (spillet af en karrierepå sit højeste-agtig Anne Hathaway), som er blevet efterladt hjemme med sønnen Telemachos (Spider-Mans egen Tom Holland), må holde stand mod en flok uregerlige bejlere, ikke mindst i skikkelse af en gnistrende Robert Pattinson.
Markerer første helt fuldtonede Christopher Nolan-film
The Odyssey markerer på imponerende vis den første helt fuldtonede Christopher Nolan-film. Det her er ikke bare en film, men et storværk.
For første gang lægger Nolan sin Nolanske kappe fra sig og træder frem med en film, der føles som en føniksagtig kunstnerisk genfødsel — noget kun få instruktører har formået. Tænk Kubrick, da han forbløffede verden med 2001: A Space – øhhh…- Odyssey. Kort sagt.
Som 55-årig virker Nolan til at være ved at ramme ind til sin egen kerne, uden den ellers lidt omklamrende Nolanske stil. Det er virkelig en fornøjelse at se. Det er gjort fornemt. Findes der et større ord end episk? Nej. Et episk storværk. Heldigvis er Nolan her mere Robert Eggers end Ridley Scott i sin sans for storladenhed.
Stærke horrormomenter
Og så er han overraskende stærk, når det gælder horror. Hans kyklopscene er en fremragende Harryhausen-blanding af The Descent og The Pale Man fra Pans labyrint. På samme måde forvandler han en heksescene til noget, der er en blanding af bodyhorrorfilmen Society, krydret med svinetryllescenen fra Chihiro og heksene.
Større bliver det næppe.
Nolan sætter det hele i scene med brutal præcision og højtidelig skønhed i et episk sandalmesterværk, som har potentiale til at leve videre i mange år. Samtidig leverer han Harryhausen på steroider, og hans monstre vil kunne gøre selv Guillermo del Toro misundelig.
Matt Damon har sin bedste rolle til dato, og med Christopher Nolans version af The Odyssey føjes endnu et filmisk kapitel til værker som LOTR og Dune, som hidtil ikke har ladet sig filmatisere.
Himmel og helvede
Det er himmel og helvede, der brager sammen, og resultatet er en ren “ud af kroppen oplevelse”.
Nolan får også vist, at selv med al sin tekniske genialitet er det de menneskelige øjeblikke, der bliver siddende. Og selv om Nolans skala er betagende, mister Odysseen aldrig menneskene i centrum af syne. Det er en klassisk historie om at finde hjem; om hvad krig kræver, og om hvad håb kan give tilbage.
Så kan man godt se stort på lidt woke hist og her og et par mere moderne formuleringer a la “I told you to fuck off”.
Et særligt tip med hatten skal også gå til filmens lydside af Ludwig Göransson, der leverer karrierens højdepunkt og får én til at glemme Hans Zimmer. Det er et gådefuldt, fantasifuldt musikalsk ørkenvildskab.
Et sandt epos
Med sin seneste film har Nolan skabt et epos, der både føles gammelt og slående relevant. Sådan former en sand mester en film.
The Odyssey er nemlig ikke mindre end et guddommeligt storværk af en mesterinstruktør i stadig stærkere form.
