‘Stellar Blade’ kan ramme nye konsoller i 2026

Hvorvidt spillet så lander på nye konsoller i 2026, må tiden vise.

Efter tre millioner solgte eksemplarer lufter Shift Up tanken om at bringe Stellar Blade til flere platforme.

Efter succesen med Stellar Blade, der i midten af 2025 havde rundet over tre millioner solgte eksemplarer, lader det til at den sydkoreanske udvikler Shift Up er klar til at udvidde spillets tilgængelighed. Selskabet har officielt bekræftet, at de undersøger nye platforme ud over PS5 og PC for at udvide spillets rækkevidde. Selvom titlen oprindeligt blev lanceret som PlayStation-eksklusiv, peger meldinger fra virksomheden og finansielle rapporter altså på, at 2026 kan blive året, hvor spillet udkommer på flere platforme.

Beslutningen lyder som en klassisk vækststrategi. Ved at bringe spillet til nye konsoller kan Shift Up udvide spillerbasen og samtidig skabe øget opmærksomhed frem mod en potentiel efterfølger. Det virker da i den grad også som et logisk skridt, hvis målet er at maksimere IP’ens langsigtede værdi, men samtidig rejser det spørgsmål om prioritering. Man kunne godt i denne sammenhæng blive en smule bekymret for, om ressourcer flyttes fra opdateringer og nyt indhold til det eksisterende spil over mod eventuelle nye ports. Især når en del mandsskab uundgåeligt er blevet allokeret til udviklingen af deres næste store spil, der går under projektnavnet Project Spirits.

Shift Up | Playstation | Stellar Blade | Lancerings Trailer

Selvom Shift Up ikke har nævnt specifikke platforme, kan vi nok godt drage konklusionen, at der her er tale om Xbox Series frem for et fokus på Nintendo Switch 2. En eventuel Switch 2-version er selvfølgelig teknisk mulig, forudsat optimering og brug af moderne opskaleringsteknologier, men det er næppe dér fokus i første omgang vil ligge hos udviklerne.

Shift Ups ledelse har offentligt givet udtryk for ambitionen om at positionere studiet som en global AAA-udvikler, og den poistion fortjener studiet i den grad også. Deres økonomiske fremgang har været synlig gennem medarbejderbonusser og investeringer i nye projekter, og ledelsen har desuden udtalt, at brugen af AI-værktøjer kan blive en nødvendig del af fremtidig udvikling for at kunne konkurrere globalt. Det får måske hårene til at rejse sig i nakken på mange, men mon ikke vi snart må indse at brugen af AI er den nye branche-standard?

En bredere udgivelse af Stellar Blade vil dog under alle omstændigheder være kærkomment, og endnu en gang vise, at traditionelle eksklusivitetsaftaler i stigende grad bliver mere fleksible. Hvorvidt spillet så lander på nye konsoller i 2026, må tiden vise, men mon ikke der er noget om snakken? 

Andre artikler

Gaming