2026 - Pixel.tv
|

Fodbold og gaming med hjerte

Foto: Pixel.tv

(Deklaration: Pixel.tvs tilstedeværelse og mobile studieproduktion blev afviklet i teknisk samarbejde med Xpeng, der leverede mobil strømforsyning via vehicle-to-load fra deres G9-model, samt Hisense, som udlånte skærme så det forbipasserende publikum kunne følge med).

Når dommerens fløjte lyder, og bolden ruller over grønsværen, handler sport ofte om point, ære og prestige. Men på FCN Stadion handlede hver eneste tackling, dribling og scoring om noget langt vigtigere: at skabe håb, fællesskab og tiltrængte smil hos børn med alvorlige og kroniske sygdomme.

Bag arrangementet stod “Great by Choice”, som havde samlet et stjernespækket kendishold til at udfordre Gofus, en trup bestående af rutinerede fodboldlegender og tidligere landsholdsikoner. Formålet var krystalklart: at samle midler og opmærksomhed ind til SMILfonden, der utrætteligt arbejder for at give sygdomsramte familier et meningsfuldt pusterum fra en hverdag præget af isolation, smerter og endeløse hospitalsbesøg.

Børneværelsets vigtigste frirum

Som gamingmedie kan det måske ved første øjekast virke usædvanligt at rykke ud på et fodboldstadion. Men for Pixel.tv giver koblingen mellem digital kultur og velgørenhed komplet mening.

For børn, der er lænket til en hospitalsseng eller må isolere sig i månedsvis, er gaming sjældent blot tidsfordriv. Det er en livline. I spiluniverset forsvinder kørestolen, dropstativet og hospitalsstuen; her er man en ligeværdig holdkammerat, en kreativ skaber eller en digital stjernespiller, der dyster på lige vilkår med sine venner. Det kan også være måden, at holde kontakten med sine venner og skolekammerater. For mange er gaming et frirum.

For at bygge bro mellem den fysiske grønsvær og den digitale passion stillede Pixel.tv op med et komplet, mobilt studie midt på stadionområdet. Her kunne gæster, spillere og familier prøve kræfter med det spritnye EA Sports FC 27 og dele deres historier foran mikrofonen.

Stærke vidnesbyrd: Når sygdommen fylder alt

Blandt dagens mest bevægende gæster i studiet var Mille og hendes far Thomas, som mange danskere kender fra TV 2-dokumentarserien De Sjældne Danskere.

De gav et ærligt og rørende indblik i, hvad en organisation som SMILfonden konkret betyder. For en familie, hvis kalender ofte dikteres af akutte indlæggelser, operationer og kontroller, er fondens sociale arrangementer, sommerlejre og netværk afgørende lyspunkter, der minder barnet om, at det er et menneske før en patient.

Det perspektiv blev understreget af Emilio, som du måske kendsr fra Paradise Hotel, der gæstede sofaen for at fortælle om sin egen barndom med kronisk sygdom. Han lagde ikke skjul på den ensomhed, diagnosen førte med sig i skoleårene, og hvor meget han selv ville have ønsket, at et støttefællesskab som SMILfonden havde eksisteret, da han kæmpede med hospitalsvæsenets rammer som barn.

Digital boldglæde og fællesskab

I studiet var der også fuldt fokus på det digitale spil. Den populære YouTuber JKFIFA lagde vejen forbi til en snak om forbedringerne i EA Sports FC 27, fysikmotoren og hvordan spillet fortsat formår at samle unge på tværs af sociale skel. Samtidig kiggede Dennis Norden fra community-platformen FC Centralen forbi for at diskutere esportens og fodboldgamingens evne til at opbygge fællesskaber, der rækker langt ud over skærmen.

Dagen på FCN Stadion viste med al tydelighed, hvad der sker, når sport, underholdning og gamingforeninger samles om et fælles etisk formål. Det handler ikke kun om at samle penge ind; det handler om at vise de mest sårbare børn og deres pårørende, at de ikke står alene i kampen.

Officielle kilder og støttemuligheder:

  • Information om idrættens velgørenhedsnetværk via Gofus
  • Støt arbejdet for alvorligt syge børn direkte hos SMILfonden
  • Læs mere om kampen og initiativerne hos Great by Choice

Læs også