Foto: Henrik Ohsten
| |

Anmeldelse – Dobbeltfejl

Hvem server?

Ordet dobbeltfejl betyder oprindeligt to fejl i træk. Udtrykket kendes især fra tennis, hvor en spiller misser både sin første og anden serv og derfor mister pointet.

Ordet er også titlen på den aktuelle danske film Dobbeltfejl, der bygger på Anne Mette Hancocks bog fra 2023. Filmen er et thrillerdrama om forældreskab, skyld og løgne.

Sidse Babett Knudsen spiller Anne Sofie, hvis liv langsomt falder fra hinanden, da hendes søn bliver anklaget for overgreb. Anne Sofie har tidligere spillet tennis, og hendes far Søren, der spilles af Kurt Ravn, var professionel tennisstjerne. I familien giver man ikke op, heller ikke efter en dobbeltfejl.

Anne Sofie er nu en selvsikker og succesfuld ejendomsmægler. Hun har i mange år været tæt veninde med den mere forsagte Sara, spillet af Sofie Gråbøl. En dag havner de pludselig på hver sin side af en konflikt, da deres sønner bliver involveret i en dramatisk sag om et seksuelt overgreb. Det bringer Anne Sofie på direkte kollisionskurs med Sara og en tredje mor, Ulrikke, spillet af Asta Kamma August. De tre kvinder kæmper nu for at beskytte sig selv og deres sønner.

Foto: Henrik Ohsten

Den intense historie

Med Dobbeltfejl undersøger Carmen Curlers-instruktøren Amalie Næsby Fick, på baggrund af Sara Isabella Jønsson og Nikolaj Arcels stramme og præcise manuskript, denne intense historie. Filmen holder seeren på kanten af biografsædet.

Historien kunne have været eksekveret som en mere vag og uengagerende hverdagsfortælling om forældremøder og kaffeklubber, men heldigvis er det er ikke det, filmskaberne er interesserede i.

Selvom trailerne af uklare årsager forsøger at skjule det, er filmen bedst beskrevet som et psykologisk drama med stærke thrillerelementer.

Dobbeltfejl undersøger nuanceret nogle af de svære dilemmaer, man kan stå i som forælder, når man vil beskytte sit barn for enhver pris. Filmen rammer den balance, som alle forældre på et tidspunkt må finde: mellem at beskytte og støtte sit barn i konflikter og samtidig være opmærksom på de blinde vinkler, der opstår, når det handler om ens eget barn.

Foto: Henrik Ohsten

Skiftende synsvinkler

Historien fortælles fra de tre kvinders skiftende synsvinkler, og det fungerer godt. På sikker vis viser filmen, hvordan konflikten hurtigt bliver skærpet af manglende kommunikation, misforståelser og især forudindtagede holdninger.

Filmen har også et andet interessant lag, der handler om forældreskab. Alle karaktererne har deres egne problemer, og jo mere de bliver opslugt af konflikten, desto større bliver problemerne. Samtidig er det tydeligt, at de tre mødre, trods deres ønske om at beskytte deres børn, ikke formår at lytte ordentligt til deres sønner.

I flere scener forsøger mødrene at få drengene til at fortælle om det, der er sket. Men når drengene faktisk begynder at tale, har mødrene svært ved at lytte. Deres ønske om at hjælpe forhindrer dem dermed i at gøre det. Det er en klassisk konflikt og en fin detalje i filmen. Den viser en anden blind vinkel i forældreskabet: at vi kan komme til at lægge vores egen opfattelse ned over situationer, som først og fremmest påvirker vores børn.

Dette lag skildres elegant og indirekte. Børnene fylder meget i kvindernes tanker, men de har ikke mange eller lange scener sammen med dem. Konflikten handler derfor i høj grad om kvinderne selv og deres kamp for at beskytte deres børn.

Foto: Henrik Ohsten

Et nuanceret portræt

Alt i alt skaber Amalie Næsby Ficks film et nuanceret portræt af forældreskabets blinde vinkler og mindre flatterende sider. Samtidig fungerer den som et tempofyldt spændings- og thrillerdrama med psykologisk dybde. Det er en god balance, som både gør filmen medrivende og giver noget dybere at tænke over bagefter.

Sidse Babett Knudsen har en stor rolle, og castingen er vellykket. Hendes selvsikre Anne Sofie er et præcist portræt af den moderne kvinde, mor og karrierekvinde: kærlig, dominerende og smuk, men også farlig, selvoptaget og på randen af selvdestruktion. Facaden skal opretholdes, men kun til en professionel grænse. Her handler det enten om Wimbledon-mesterskaberne eller om at blive glemt.

På den anden side af hardcourten står den mere ængstelige mor og nære veninde Sara, spillet af Sofie Gråbøl.

Gråbøl fremstiller Sara som ængstelig, forstående på en påtaget måde og beskyttende. Hun ser ikke selv, hvor anstrengt hendes forståelse kan virke. Hun fungerer som en god modspiller.

Resten af holdet spiller flot op til de to hovedrolleindehavere, som for første gang siden Den eneste ene ikke bare medvirker i den samme film, men spiller over for hinanden.

Det er ærgerligt, at vi har ventet 27 år på det, og ikke 7 år (Niels).

Foto: Henrik Ohsten

Læs også