Indtryk | Zero Parades: For Dead Spies
Tunge ord og dyre konsekvenser
Det er umuligt at starte op for Zero Parades: For Dead Spies uden øjeblikkeligt at trække tråde til genrens moderne mesterværk, Disco Elysium. Spillet bærer sin inspiration uden på tøjet som et æresmærke, og byder på en massiv, teksttung rollespilsoplevelse, hvor terningekast og dybe samtaler erstatter traditionelle kampsystemer. Men selvom ambitionerne er tårnhøje, snubler spillet i sine egne systemer og en fortælling, der mangler det sidste bid.
En skygge af sin inspiration
Lad os starte med det vigtigste i et spil af denne type: Historien. Fortællingen i Zero Parades er absolut stemningsfuld, men den når desværre aldrig de fængslende og tankevækkende højder, som Disco Elysium formåede. Hvor sidstnævnte greb fat i kraven på spilleren fra første sekund og nægtede at give slip, føles mysteriet og karaktergalleriet her mere distanceret. Det er velskrevet, men gnisten mangler.
Noget på spil i dialogen
Hvor historien til tider halter, brillerer spillet til gengæld med sine nye mekanikker. Introduktionen af systemet med Fatigue, Anxiety og Delirium er en decideret genistreg. Det tilføjer en fænomenal nerve til interaktionerne. Du vælger ikke bare, hvad du vil sige; du navigerer konstant i din karakters mentale og fysiske nedbrydning. Det sørger for, at der reelt er noget på spil i dialogerne, og at hvert et ordvalg kan mærkes på karakterens psyke.
En frustrerende straf
Desværre bliver netop dette system spillets største irritationsmoment, når tingene går galt. Fejler du, straffes du ved at få fjernet et skillpoint. Selvom spilverdenen er generøs med muligheder for at tjene ny experience, føles det dybt frustrerende at blive straffet med tilbagegang i sin progression. Det dræber spilleglæden at miste noget, man har arbejdet for at opbygge. Her havde et klassisk “Game Over” – hvor man blot kunne indlæse sit seneste save og prøve igen – paradoksalt nok været at foretrække frem for denne permanente degradering af ens karakter.
Ord, ord og atter ord
Som forventet består en enorm del af Zero Parades: For Dead Spies af at læse. Når interaktionerne er spændende, og mysteriet ruller sig ud, er det en fantastisk oplevelse, der suger dig ind i skærmen. Men spillet lider desværre af samme svaghed som Disco Elysium: Når du rammer de mere ligegyldige og overfladiske interaktioner, bliver mængden af tekst utroligt tung at komme igennem. Tempoet daler drastisk, og man tager sig selv i at skøjte over teksten for bare at komme videre til de vigtige beslutninger.
Konklusion
Zero Parades: For Dead Spies er et fascinerende, men fejlbarligt spil. Det bygger videre på et fantastisk fundament og introducerer fremragende stress-mekanikker i sine dialoger, men spænder ben for sig selv med en uretfærdig straffe-mekanik og en historie, der aldrig for alvor bider sig fast. Er du sulten efter mere af den dialog-tunge magi, er det bestemt et kig værd – men vær forberedt på at bide frustrationerne i dig.
