Rockstar Games

GTA VI, Cyberleek og det store krypto-paradoks

Verdens mest ventede underholdningsprodukt, Grand Theft Auto VI, er igen havnet i orkanens øje. En aktør under navnet Cyberleek har offentliggjort gameplay-sekvenser og kortmateriale fra det kommende storspil ledsaget af et manifest: The Cyberleek Edict.

Gruppen forsøger at positionere sig som digitale frihedskæmpere for forbrugerne. De kræver et stop for digitale forudbestillinger, forbud mod låst singleplayer-indhold og garanti for, at singleplayer-spil altid kan spilles offline.

Kritikken af spilbranchens aggressive digitalisering og monetarisering er velkendt og deles af mange spillere. Men facaden krakelerer hurtigt, når man ser på eksekveringen. Cyberleek har klistret materialet til med henvisninger til deres egen Solana-baserede kryptovaluta.

Kontrasten er slående

At føre en ideologisk kamp mod digitaliseringen af fysiske medier, samtidig med at man bruger opmærksomheden til at pumpe digital spekulationsvaluta, udvisker ethvert oprigtigt motiv. Det lugter langt væk af et klassisk clout chase, hvor GTA-hypen bruges som løftestang for økonomisk vinding.

Er lækket ægte – eller kan AI snyde os?

Det lækkede materiale, som blandt andet viser mekanikker med fysik, wanted-niveauer og kortlægning, ser ved første øjekast autentisk ud. Take-Two og Rockstars aggressive brug af copyright-nedtagninger (DMCA) bestyrker mistanken om, at der er tale om reel kode. De har dog ikke været ude at kommentere på det, på nuværende tidspunkt.

I en tid, hvor generative videoværktøjer og modding-miljøer udvikler sig med lynets hast, er skepsis altid sund. Men at genskabe Rockstars proprietære RAGE-motor med flydende animationer, AI-adfærd og integrerede debug-menuer i denne skala kræver ressourcer, som sjældent kan fakes fejlfrit. Meget tyder på, at der kan være tale om ældre udvikler-builds, der er kommet i omløb via interne netværk eller tredjeparts-adgange.

Historien gentager sig: Konsekvenserne af at lække GTA Indiatimes

Det er langt fra første gang, Rockstar Games rammes af massive sikkerhedsbrud:

  • 2022-lækket: Teenageren Arion Kurtaj fra hackergruppen Lapsus$ skaffede sig adgang til over 90 klip fra en tidlig udgave af GTA VI via Rockstars interne Slack. Resultatet blev en historisk sag, der endte med, at Kurtaj blev idømt tidsubestemt anbringelse på et topsikret psykiatrisk hospital på grund af den massive cybersikkerhedstrussel.
  • Trailer-lækket (2023): Den officielle afsløringstrailer blev lækket på X forud for den planlagte premiere, hvilket tvang Rockstar til at offentliggøre den før tid.

Historikken viser to ting med al tydelighed:

For det første slipper man sjældent godt fra at lægge sig ud med Take-Twos juridiske apparat og internationale cyberpoliti. Trusler mod børsnoterede giganter fører ikke til indrømmelser eller undskyldninger, de fører til retssager og fængselsstraffe.

For det andet rykker lækagerne ikke en millimeter ved spillets kommercielle succes. Uanset om materialet deles af hackere, utilfredse fans eller krypto-spekulanter, ender det udelukkende med at cementere Grand Theft Auto VI som det ubestridt største fænomen i moderne underholdning.

Reaktionerne: Fryd, krypto-hån og massiv hype

Ude på platforme som Reddit og X har reaktionerne været en fascinerende blanding af skadefro, fascination og dyb kynisme.

Der er en markant gruppe af gamere, som decideret fryder sig over lækagerne. Mange føler, at Rockstar gennem de seneste år har udvist en overdreven arrogance med deres aggressive tavshed og de kontroversielle meldinger om f.eks. manglende fysiske diske i udvalgte udgaver. For den del af publikum føles det som en velfortjent lussing til en spilgigant, der insisterer på at styre hver eneste millimeter af markedsføringen.

Samtidig er det lækkede indhold blevet finkæmmet ned til mindste pixel. Det har skabt en masse, flest positive tilkendegivelser om, hvad folk synes om det, de ser. Personligt er jeg begejstret for at se noget gameplay, der ser lovende ud, også med tanke på, at det her nok ikke er fra nyere tid.

Stemningen er delt: Fans elsker at få det ufiltrerede kig bag tæppet, men de har heller ingen sympati for afsenderens krypto-dagsorden.

Hvad synes du? Bland dig på Pixel.tv discord

Læs også