Anmeldelse EAFC27 – En elefant i omklædningsrummet

Det er efterhånden en fast efterårstradition: Dagene bliver kortere, controlleren bliver ladet op, og en ny omgang digital fodbold ruller over skærmen.

I år lander EA Sports FC 27 dog med en ret speciel kulisse. For mens vi sidder i sofaen og kigger på grafik og græsfysik, er det svært helt at glemme, hvem der egentlig ejer hele butikken nu. Electronic Arts er blevet slugt i et historisk opkøb anført af Saudi-Arabiens statslige fond, PIF.

Gør det en forskel på banen? Nej, egentlig ikke. Men det efterlader alligevel en ret mærkbar bismag, når man bevæger sig væk fra grønsværen og ind i menuerne.

Anmeldelsen her er skrevet af både Chrstian Riis & Thomas Bense.

(Christian)
Det kommer næppe bag på nogen, at EA fortsætter den samme skamløse forretningsmodel fra FC 26 og foregående titler. Hvad der til gengæld er imponerende, er hvordan boykot ikke engang er et diskussionsemne mellem spillere på diverse fora længere. De mest loyale spillere har accepteret, at det nu engang er sådan det er, for hvor skulle man ellers gå hen for at få sit fodbold-fiks? Der findes vitterlig ikke noget andet spil, der kan levere en autentisk fodbold-oplevelse på et lignende niveau.

Ironien er ikke til at tage fejl af, for FC stemmer faktisk meget godt overens med den absurde griskhed og korruption i virkelighedens fodbold. Nøjagtigt som under VM i Qatar, så sidder man magtesløst i sofaen som forbruger og må finde sig i, at det er dem med penge der sætter dagsordenen. Hvis man vil have fodbold, så må man finde sig i det.

På banen: Jeg får flere tæsk end normalt

Lad os starte der, hvor spillet for alvor lever: på græsset.

Hvert eneste år er en af de helt store fornøjelser at nørde de nye animationer. Hvordan falder spillerne i en glidende tackling? Hvordan tager en angriber bolden ned med brystet i fart? Og ikke mindst: Hvordan reagerer målmændene?

Her leverer FC 27 nogle fantastiske øjeblikke. Der er kommet nye, desperate refleksredninger, hvor målmanden kaster et ben bagud eller tipper bolden over overliggeren med det yderste af fingerspidserne på en måde, der ser endnu mere autentisk ud. Også når du er på bolden er der nye detaljer, de nye driblemuligheder og måder at skifte retning på i små rum føles mere flydende og levende, hvis man rammer timingen rigtigt.

Personligt holder jeg mig primært til det game mode, der hedder; Divisioner. Det er den spiltype, der passer bedst til en travl hverdag: Det er lige til at gå til og fra, man slipper for alt det udenom, vælger sit favorithold og hopper direkte iind i en eller flrere korte kampe mod en anden person derude.

Men hold nu op, hvor har er jeg ringe i år.

Jeg plejer forholdsvis hurtigt at rykke op i en de de øvre divisioner, men i FC 27 føles det ærlig talt, som om jeg indkasserer flere klø end normalt. Om det er mig, der bare er blevet dårligere med alderen, eller om folk derude simpelthen har gennemskuet spillets nye forsvarsmekanismer og driblinger langt hurtigere end mig, må stå hen i det uvisse, jeg giver ikke op endnu. Det manuelle forsvarsspil er blevet nådesløst: Træder du forkert frem i en tackling, eller fejllæser du modstanderens finte, er der fri bane direkte mod kassen.

(Christian)
Manuelt forsvarsspil er nok den vigtigste og bedste ændring på gameplayet i år. Hele FC 26 og 25 har haft den åndssvage trend, at jo bedre forsvarsspillere man havde, des mindre behøvede man at lave selv. Det betød fx, at mange spillere tyede til bare at holde R1 inde, – som får en medspiller til at presse modspilleren der har bolden, – sætte sig tilbage og vente. Nogle FC 26 streamere havde det endda som en fjollet gimmick, at når de skulle forsvare, så lagde de controlleren fra sig.

Så manuelt forsvarsspil er helt klart en forbedring, men det er klassisk EA at skilte med ændringer til FC 27 som ”helt nye og banebrydende forbedringer”, selvom de snildt kunne have været en patch til FC 26. Det er fx noget vrøvl, når EA siger, at hjørnespark er blevet ”redesigned”. Man har hele tiden kunnet vælge at tage kontrol over en spiller i feltet i stedet for bare at smække bolden ind i feltet og krydse fingre. Så det som de har gjort, det er at tage en feature som allerede var til stede i spillet og gjort den obligatorisk.

Mens udviklerne har været i fuld sving med banebrydende slider-justeringer, så er der i mellemtiden dukket nye glitches og bugs op, som vi kan føje til den bunke der ikke er fikset siden FC 26. Og hvis man spiller på PC, så er der stadig mindst lige så mange cheaters. Så tænker du måske: ”Cheaters i et fodboldspil…?” og ja, det er lige så skørt, som det lyder. Den hyppigste er, hvor modstanderen på en eller anden måde kan tage kontrol over alle dine andre 10 spillere, end den ene som du styrer. Der er også en anden en, hvor hele modstanderens hold er usynligt. Det er rart at kunne spille spillet i mere end 60 FPS på PC, men hvis du står med valget mellem FC 27 på konsol eller PC, så tag og vælg konsol.

Pack-trætheden har nået mætningspunktet

Når man så kigger forbi spillets store pengemaskine: Ultimate Team, melder den velkendte udmattelse sig lynhurtigt.

Jeg er simpelthen så ubeskriveligt træt af de packs.

Det er det samme cirkus hver gang. EA pakker det ind i nye smarte ord, lover flere måder at udvikle sine spillere på via “Evolutions” og snakker om fair progression, større gennemsigtighed, etc.. Kernen er fuldstændig uforandret, du skal stadigvæk købe dig til spillere og håbe på det bedste.

Følelsen af, at et hold, man møjsommeligt har kæmpet for at opbygge, er forældet på tre uger, medmindre man smider rigtige penge eller grinder spillet som et fuldtidsjob, er kvælende. At et spil til 600-700 kroner stadig insisterer på at kaste blinkende lys og faldende konfetti i hovedet på en for at lokke flere mikrotransaktioner ud af lommen, føles efterhånden som en regulær fornærmelse.

Hvis bare det var for “sjov”, min største udfordring med det er, at man får et bedre hold, ud fra de spillere man pakker ud, det er ikke bare et skin.

(Christian)
Gallery er en virkelig fed tilføjelse for maniske samlere som mig selv, der i tidligere FC-spil somme tider har gået og gemt på adskillige spillere uden nogensinde at tage dem i brug. For eksempel hvis det var en af mine favoritspillere som havde fået et promo kort, eller bare hvis kortene havde noget ”cool”-faktor. Nu kan man bekymre sig mindre om, hvilke kort man smider i en SBC eller sælger på transfermarkedet, for man kan altid finde kortet igen i Galleriet, selvom det selvfølgelig ikke kan tages i brug længere.

Dog er bagsiden af medaljen, at det desværre er endnu et incitament for folk til at bruge penge på at åbne så mange spillerpakker som pengepungen tillader. For man kan få sin samling vurderet og blive belønnet med ”Gallery Tokens”, som kan bruges til at købe særligt gode spillere. Når man vil have sin samling vurderet, så bliver der givet ”førsteejer” bonusser. Alle andre bonus-kategorier baseret på fx spillerkortenes sjældenhed, varierende nationaliteter, hold, osv., giver 4-10% bonus til den samlede vurdering. Men hvis du har +20 kort, som du er førsteejer af, så får du 500% bonus! Derfor har jeg i løbet af mine 30 timer i spillet liiiige med nød og næppe skrabet 500 tokens sammen til Balotelli, mens dem der potentielt har brugt tusindvis af kroner på spillerpakker, de knap nok har behøvet at spille spillet.

Langsommere ‘power curve’

Et af de vigtigste ”løfter”, som EA har givet dets spillere, er at kvaliteten på spillere fra promoveringer ikke vil gå lige så hurtigt, som det gjorde i FC 26. Primært for at gøre kål på den ”FOMO”, som gjorde det umuligt for almindelige mennesker at følge med, hvis ikke man behandlede grinden som et deltidsjob. Hvis man gik glip af bare én uges grind, så blev man sat helt af, for i mellemtiden havde den seneste promo gjort det gennemsnitlige hold 200% bedre.

Man skal aldrig stole blindt på EA, men… Mit håb er, hvis de faktisk lykkes med at sætte farten ned, at man vil kunne tage en uge eller måske en hel måneds pause og stadig have et nogenlunde brugbart hold, når man vender tilbage. Spillets første to promoer, ”Ones to Watch” og ”Destined for Glory”, består af kort der får løbende opgraderinger baseret på spillerens præstationer i virkeligheden. De viser egentlig meget godt, hvor meget ”langsommere” det kommer til at gå i FC 27 med små men betydningsfulde opgraderinger. I hvert fald i forhold til FC 26, hvor hver promo eller opgradering til et kort gjorde dem eksplosivt meget bedre uge til uge.

Gør det saudiske opkøb nogen forskel?

Når snakken falder på overtagelsen fra Saudi-Arabien, spørger mange naturligt: Kan man mærke det i selve spillet?

Det ærlige svar er nej …i hvert fald ikke endnu. Der er ingen politisk censur i menuerne, kvindefodbolden er fuldt integreret som hidtil, og spillet føles nøjagtig som den velkendte EA-maskine.

Men kigger man bag kulisserne, hænger tingene pludselig sammen i et større spil:

1. Gælden og grådigheden: Overtagelsen er delvist finansieret med massiv gæld, som skal betales tilbage gennem spillets fremtidige indtægter. Hvor henter EA de hurtigste milliarder? Netop i de førnævnte packs. Håbet om, at EA af egen fri vilje skulle dæmpe mikrotransaktionerne, er derfor stendødt. Pengemaskinen er pisket til at levere mere end nogensinde.
2. Kulturel normalisering (Sportswashing): Saudi-Arabien har ikke købt EA for at finpudse afleveringsanimationerne. Opkøbet er en hjørnesten i Vision 2030, hvor målet er at eje morgendagens underholdning. Ved at sidde på et spil, som generation Z og Alpha bruger utallige timer på hver evig eneste uge, integrerer styret sig som en helt naturlig, harmløs del af ungdomskulturen. Og imens glider overskrifterne om manglende menneskerettigheder, fængslede systemkritikere og henrettelser behageligt i baggrunden.
3. Til deres forsvar: Gaming fylder enormt meget i Saudi-Arabien, det har en langt højere stjerne end det eksempelvis har her i Danmark, så deres forståelse for hvor vigtigs gaming kan være, både som erhverv og som underholdning, er bedre end den er eksempelvis her i Danmark.

Er der overhovedet nogen, der boykotter?

Har det så skabt en folkelig forbrugerboykot?

Min vurdering er, at det tror jeg simpelthen ikke på endnu. For langt de fleste er spillet en social institution; det er her, man mødes virtuelt fredag aften. Fordi der i praksis ikke findes et reelt fodboldalternativ med samme licenser og produktion, lukker de fleste øjnene for ejerne i Riyadh. Fodboldglæden og vanens magt vinder over de geopolitiske principper.

Når det er sagt, ulmer modstanden i krogene. Flere profiler fra spilbranchen, castere og særligt gamere fra LGBTQ+-miljøet har offentligt meldt ud, at de trækker stikket og hverken vil købe eller streame spillet. For mange af os almindelige spillere har der indfundet sig en stille modstand: Vi taler om det og kan være bekymrede for hvor det nu tager vores yndlings spil hen. Jeg forestiller mig, at det bliver et langt større udfodring i deres kommende spiludgivelser i 2027 og frem, og nok endu mere i spil som The Sims.

Dommen

På banen er EA Sports FC 27 et mekanisk underholdende spil. De nye animationer er lækre at kigge på, redningerne er sjove og giver et indtryk af endnu større autentisitet, og duellerne virker endnu mere realisistiske (selvom min stolthed lider lige nu).

Men spillet eksisterer ikke i et vakuum. Den evige, aggressive jagt på pack-penge hænger som en tung dyne over oplevelsen, og bevidstheden om, hvem der i sidste ende skummer fløden af hvert eneste køb, gør det sværere end nogensinde før at spille med helt ren samvittighed.

(Christian)
Så længe EA bliver ved med at insistere på årlig udgivelse af FC, så kommer man som spiller ikke til at opleve en mærkbar forskel, der retfærdiggør at man skal ud og købe det samme spil til fuld pris én gang til. FC 27 svarer ikke til den klassiske S-opgradering der plejede at komme til iPhone, hvor den indvendigt er blevet en smule bedre; nej, det svarer til en genudgivelse af dem samme iPhone i en ny farve.

4 ud af 6 stjerner