Anmeldelse | Senua’s Saga: Hellblade II

Efter 7 års venten er næste kapitel i Senua’s historie endelig her

Senua’s Saga er en direkte efterfølger til ”Senua’s Sacrifice”, som udkom i 2017. Begge spil foregår i vikingetiden og indeholder temaer fra både nordisk mytologi, islandske sagaer og keltisk historie. Vi følger fortsat krigeren Senua, som i forgængeren var på hævntogt til Hel for at redde sin elsker Dillions sjæl fra gudinden Hela. Efter sit hævntogt, har hun mere eller mindre accepteret tilværelsen med sin psykose, der nu både styrker og svækker hende. Historien fortsætter i Senua’s Saga med, at hun forliser med et slaveskib på en islandsk strand. Her bliver hun nødt til at kæmpe mod ondsindede mennesker, modbydelige monstre og ikke mindst sit eget indre mørke, der fortsat terroriserer hendes sind.

Advarsel!
Det her spil er absolut ikke for børn og sarte sjæle. Det indeholder store mængder grotesk vold, realistiske blodsudgydelser og dets ”uhygge” er på grænsen til psykologisk terror. Hvis du oplever psykiske problemer, bør du nok genoverveje, om det her er et spil for dig.

Billede
Det er en vildt imponerende grafisk opgradering der er sket i hoppet fra Unreal Engine 4 til 5. Karaktermodellerne er blevet langt mere realistiske i udseendet og levende i deres bevægelser, hvilket er allermest tydeligt på Senua. Hendes ansigt er nu (højst sandsynligt) en direkte afspejling af motion capture fra skuespilleren Melina Juergens, hvilket virkelig er med til at give karakteren emotionel dybde. Senua er en kvinde med svære psykologiske udfordringer og ufatteligt dybe ar på sjælen, og Melina Juergens’ performance er spillets absolutte højdepunkt.

Den markant forhøjede realisme fra Unreal Engine 5 gør omgivelserne i spillet mindst lige så smukke og betagende som dystre og forstyrrende. Det ene øjeblik står man og nyder morgensolens reflekterende lys i en sø, en snebeklædt bjerghorisont eller genskæret fra regnen på en klippe; og det andet må Senua på må og få mase sig gennem en umenneskeligt smal åbning i en grotte eller kravle gennem en pøl af blod og mudder. Begge dele er med til virkelig at suge én ind i spillets virkelighed.

Desuden gjorde spillets filmiske opbygning og flydende overgange faktisk, at det et kort øjeblik var en udfordring at gætte, hvornår spillet skiftede fra videosekvens til gameplay. Nogle gange stod Senua bare helt stille i et halvt minut, før det slog mig: ”Hov, nu er det mig der styrer..!”

Det skal lige nævnes, at Hellblade 2 med god grund er markant mere krævende at køre hardwaremæssigt end dets forgænger. Udvikleren Ninja Theory fik også massiv kritik, da rygterne gik på, at spillet ville være låst til 30 FPS på Xbox Series X. Om det viser sig at være sandt, kan jeg ikke sige noget om, da jeg har spillet det på PC.

Lyd
Normalt ville jeg smide lyd og billede sammen i ét afsnit, men lyddesignet i Hellblade 2 fortjener sit eget afsnit. Jeg kan på det allervarmeste anbefale at spille spillet med høretelefoner på. Lyd spiller en så enorm rolle i spiloplevelsen og historiefortællingen, at det næsten er obligatorisk. Lydeffekter, musik og især stemmeskuespillet er helt i en særklasse for sig selv. Dog vil mængden og intensiteten helt klart skille vandene, for det er bestemt også et af spillets mest uhyggelige og forstyrrende elementer.

Senua er aldrig alene. Aldrig. Hun har næsten konstant stemmer i sit hoved, der kommer med alverdens input. De kan føles så indtrængende og tætte på, at det flere gange fik hårene til at rejse sig i nakken på mig. Stemmerne er ikke hendes, men de er en del af hende. Deres input kan både presse Senua til at kæmpe sig igennem enorm smerte og trængsel, hjælpe hende gennem gådefulde puslespil eller så tvivl om andre karakterers troværdighed. Dog smider de også rigeligt med benzin på det allerede enorme bål af selvhad, som Senua kæmper med, i form af ondskabsfulde og nedværdigende bemærkninger.

Gameplay
Hellblade 2: Senua’s Saga er – såvel som dens forgænger – et historiedrevet spil, hvilket kommer til udtryk på en række forskellige måder, men især på de følgende to områder: Først og fremmest, så foregår hele spillet i ultrawide (21:9) format, og for det andet, så er der på intet tidspunkt nogen HUD eller andet uvedkommende grafisk til stede på skærmen. Det føltes underligt i starten, men som tiden gik, havde de to stilistiske til- og fravalg den interessante påvirkning, at spiloplevelsen nærmest minder om, at du styrer karaktererne i en film. Man er fuldt til stede i handlingen uden noget der kan distrahere.

Der er skruet en smule op for sværhedsgraden i kampsekvenserne, hvilket gjorde at der altid var en underliggende følelse af fare. I modsætning til andre spil, hvor man efter lidt øvelse kan læne sig tilbage og klare lidt af hvert, var det især vigtigt at være omhyggelig med sin timing. Hvis man parerer et for tungt angreb eller undviger for tidligt eller for sent, så efterlader man Senua forsvarsløs. Der er heller ikke nogen HUD under kampe, hvilket giver et helt unikt visuelt flow. Der er ikke nogen ”health bar”, men du kan tydeligt se, om Senua er ved at dø, når hun bliver tilpas blodig, eller når hendes ben begynder at vakle. Det visuelle flow kommer dog på bekostning af, at selvom det ser flot ud, så er kampmekanikken alt for simpel. Det bliver hurtigt repetitivt, for der er ikke særlig meget variation, når alt man kan er at undvige, parere og slå. Hvis man er oppe imod flere fjender, så konfronterer man dem en ad gangen. Når man gør det af med én, så kommer den næste væltende ind i billedet fra siden, og de skal alle sammen besejres nogenlunde på den samme måde. Det bliver kedeligt i længden.

Man er løbende nødt til at løse en håndfuld forskellige puslespil for at komme videre. Den mest hyppige er, når man skal finde det runesymbol, som er på døren eller muren til et låst område, i de nærliggende omgivelser. Derudover er et af de mere krævende puslespil, når man kan ændre på omgivelserne ved at skifte ”plan” eller ”dimension”, når man bruger Senuas ”fokus” evne på fritsvævende bobler. Puslespillene er ikke decideret ringe, men der er ikke ret meget at skrive hjem om, for de er hverken særligt opfindsomme eller underholdende.

Konklusion
Hellblade 2: Senua’s Saga er absolut en værdig efterfølger til Senua’s Sacrifice. Det forsøger ikke at være et andet eller bedre spil, end Senua’s Sacrifice var. Det er på både godt og ondt nøjagtigt den samme spiloplevelse. Forgængeren fik for eksempel stor ros og cadeau for dets historiefortælling og innovative tematik, der hovedsageligt drejer sig om psykose. Hvilket var fuldt fortjent og fortsat et højdepunkt i den nye titel. Det er bare en skam, at der ikke er gjort noget bemærkelsesværdigt forsøg på at ændre på noget som helst af det, som forgængeren fik af kritik for. Senua’s Saga har ved hjælp af Unreal Engine 5 taget et massivt spring grafisk. Men ud over det, så bliver der taget ingen chancer overhovedet, så der er næsten ingen forskel på, hvordan de to spil er lavet.

Udvikler | Udgiver: Ninja Theory | Xbox Game Studios
Tilgængelige platforme: PC, Xbox Series X|S
Anmelder: Christian Riis Jensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler

Anmeldelser

Square 300 300x300