Ugens Film | ‘Monkey Man’

Savner du at være vidne til røvfuld i massesvis i biografen? Det er der rig mulighed for i denne uge! 

‘Monkey Man’ er en thriller proppet til kanten med action, instrueret og delvist skrevet af Dev Patel, som også spiller filmens hårdkogte hovedrolle. Vi har at gøre med Patels første forsøg som instruktør, efter han opnåede international anerkendelse med ‘Slumdog Millionaire’ i 2008, og siden kendt for roller i bl.a. den Oscar-nominerede film ‘Lion’ og det mere kunstnerisk ambitiøse projekt ‘The Green Knight’. Hans debut som instruktør tilføjer nu en ny kreativ dimension til hans karriere, hvor han kan føre sine visioner ud i livet, og det lader i den grad til at være et fornuftigt valg, for ‘Monkey Man’ ser intet mindre end hamrende underholdende ud! 

Filmen følger den indiske hovedperson ‘Kid’, en mystisk ung mand, der bekæmper et korrupt system, som står bag drabet på hans mor. I forsøget på hævn, må han nu kæmpe sig vej fra bunden af samfundet i skikkelse af “The Beast”, der tjener til dagen og vejen i undergrunds kampsportsklubber, hvori han opbygger en umenneskelig tolerance for tæsk, som næppe går til spilde når hævnens time kommer for manden der slog hans mor ihjel og udslettede hans landsby. 

Filmen er inspireret af hinduistisk mytologi, specifikt i forbindelse med figuren Hanuman, der er kendt for sin styrke og dygtighed i kamp. Netop det tilføjer et kulturelt og mytologisk lag til kampsekvenserne, hvilket angiveligt skulle give dem en dybere mening i forhold til filmens fortælling. Og når vi er ved kampsekvenserne: 

Disse er specielt bemærkelsesværdige af flere grunde. For det første er de koreograferet af Brahim Chab, en anerkendt kampinstruktør, der tidligere har arbejdet sammen med navne som Jackie Chan, Donnie Yen, Jean-Claude Van Damme og Scott Adkins. Hans evne til at skabe realistiske og intense kampsekvenser er hans trademark, og denne gang lader det til, at der især er lagt vægt på de flydende kampe, hvor kamerabevægelserne og klippene er designet til at følge actionen tæt på uden at man miste overblikket. – Noget der altid sættes stor pris på i den her type film.  

Skuespillerne inkluderer, udover Dev Patel, Sharlto Copley, Pitobash, Vipin Sharma og Sobhita Dhulipala, som alle bidrager til filmens intense og dramatiske atmosfære, hvilket har sikret den en tidlig score på Rotten Tomatoes på 88% hos kritikere og 84% hos anmelderne.  

Produktionen af “Monkey Man” er tidligere blevet forsinket grunden COVID-19 pandemien, og skulle i første omgang have været udgivet på Netflix – men heldigvis så den anerkendte hollywood instruktør Jordan Peele, kendt for bl.a. ‘Get Out’ og ‘Us’, filmens potentiale, og har foruden at være producer på projektet, også sikret en aftale med Universal Pictures, om at bringe ‘Monkey Man’ til det store lærred. Gudskelov!  

Vi kan ikke vente til at se ‘Kid’ kanalisere sin sorg og vrede imod at råtæve Mumbai’s korrupte elitære kredse…  

– og derfor er ‘Monkey Man’ Ugens Film på Pixel.tv. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler

Film og serier