Den kommende film ‘Maxxine‘, instrueret af Ti West, markerer afslutningen på en trilogi, der begyndte med horrorfilmene ‘X‘ og ‘Pearl‘.
Maxxine er den tredje film i trilogien, der startede med X, hvor en gruppe unge filmskabere blev ofre for et ældre mordlystent par. Efterfølgeren, Pearl, fungerede som en prequel, og må siges at være noget nær et mesterværk og blandt de bedste gyserfilm det år. I Maxxine fortsætter historien efter begivenhederne i X, og denne gang skal vi et smut til 1980’ernes Los Angeles, hvor vi følger den unge og ambitiøse Maxine Minx, spillet af Mia Goth, i hendes jagt på berømmelse. Hun forsøger at bryde ud af pornoindustrien og få et reelt gennembrud som skuespiller i Hollywood, men hendes drømme bliver hurtigt hindret af en mystisk seriemorder, der truer med at afsløre mørke hemmeligheder fra hendes fortid, som vi stiftede bekendskab med i den tidligere film.
Ti West er en velkendt instruktør inden for horror-genren, og med Maxxine runder han og Mia Goth deres trilogi af – forhåbentlig med bravour.
Maxxine har et imponerende cast, hvor Mia Goth vender tilbage i hovedrollen som Maxine Minx. Blandt de andre skuespillere finder vi Elizabeth Debicki, Kevin Bacon, Bobby Cannavale, og Giancarlo Esposito, og hvis ikke det er et persongalleri der vækker opsigt, så ved vi ikke hvad.
Hvad er omkostningerne ved at jagte berømmelse, og hvordan bearbejder Maxine sine traumatiske oplevelser? Forhåbentlig med masser af blod og selvironi, som vi så det i de to første film!
Maxxine vil uden tvivl trække gyserelskere i biffen når den udkommer d. 29. august i biografen, og derfor håber vi på det bedste, og har valgt den som Ugens Film, på Pixel.tv.
Skriv et svar