Google Maps fylder 20 år og i den anledning kommer her et kort tilbageblik
Hver måned hjælper Google Maps to milliarder mennesker med at finde vej. I år fylder tjenesten 20 år, og jubilæet markeres blandt andet ved at udrulle brændstofbesparende ruter globalt.
Fra papirkort til digital revolution
Fysiske kort i handskerummet og printede rutebeskrivelser var charmerende men også pisse irriterende, og har ført til uendelig mange diskussioner i bilen når co-driveren igen, igen har vist vej, i den forkerte retning.
Siden lanceringen i 2005 har Google Maps udviklet sig fra en simpel browserbaseret korttjeneste til en avanceret navigationsløsning med realtidsopdateringer, 3D-visualiseringer og stemmestyring.
I dag vejleder Maps brugere til fods, på cykel, med offentlig transport eller i bil, og tjenesten bygger på 100 millioner daglige opdateringer – fra trafikændringer til brugeranmeldelser af restauranter og seværdigheder.
“Lige fra fødslen har Maps haft til formål at hjælpe mennesker med at komme fra A til B. Og navigationen for bilister, cyklister og fodgængere er i dag nemmere end nogensinde før. I stigende grad er det også blevet et redskab til at opleve nye steder og på den måde udforske og genopdage verden. Det er kun muligt, fordi så mange mennesker bidrager og dermed også hjælper hinanden,” siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef for Google i Danmark.
Millioner af bidrag fra brugere
Google Maps er i dag meget mere end en navigationstjeneste. Kortet viser nærliggende attraktioner, ladestandere til elbiler og opdaterede benzinpriser. Over 500 millioner brugere har gennem årene bidraget med billeder, anmeldelser og trafikale opdateringer, hvilket har gjort kortet mere præcist og nyttigt.
Nye funktioner: Grønnere ruter og Immersive View
For at gøre navigationen mere bæredygtig lancerede Google i 2022 en funktion for brændstofbesparende ruter. Den optimerer vejanvisninger baseret på faktorer som bakker, trafik og hastighedskontrol, hvilket kan reducere brændstofforbrug og CO₂-udledning. I forbindelse med jubilæet bliver denne funktion tilgængelig globalt.
Siden introduktionen har funktionen sparet 2,9 millioner tons drivhusgasser – svarende til at fjerne 650.000 benzinbiler fra vejene i et år.
En anden innovativ tilføjelse er Immersive View, som giver brugerne mulighed for at opleve udvalgte steder digitalt. Funktionen gør det muligt at planlægge besøg ved fx Tivoli ved at udforske parkeringsmuligheder og områdets layout i en fotorealistisk 3D-visning.
Fem imponerende fakta om Google Maps
- To milliarder brugere om måneden – Google Maps er en af de mest anvendte apps i verden.
- 100 millioner daglige opdateringer – Kortdata, trafikforhold og brugerbidrag opdateres konstant.
- Over 500 millioner bidrag fra brugere – Anmeldelser, billeder og vejopdateringer forbedrer tjenesten.
- 250 millioner steder og virksomheder er markeret på Google Maps.
- Brændstofbesparende ruter har reduceret CO₂-udledning med 2,9 millioner tons – En funktion, der sparer både tid og miljøet.
I 20 år har Google Maps revolutioneret måden, vi navigerer og opdager verden på – og fremtiden byder utvivlsomt på endnu flere innovationer når det gælder ikke bare ruteplanlægning, men planlægning i det hele taget.
Tillykke med jubilæet og tak for hjælpen.
Skriv et svar