Volition Games, et amerikansk spilstudie kendt for inkoniske spilserier som ‘Saints Row’ og ‘Red Faction’, har annonceret sin lukning. Denne beslutning er truffet som en del af studiets ejer Embracer Groups omstruktureringsplan, der blev annonceret tidligere i år. Embracer Group, en svensk virksomhed, der ejer en lang række spilstudier, havde tidligere forsøgt at indgå en investeringsaftale med Savvy Games Group, en del af Saudi Arabiens Public Investment Fund. Aftalen, der lød på intet mindre end 2 milliarder dollars, faldt dog til jorden, hvilket nu har ført til en række ændringer i Embracer Groups forretningsstrategi.
Volition Games udtaler følgende om situationen:
“Tredive år med at lave spil. Der er kun en håndfuld studier i branchen, der har eksisteret i 30 år, og vi var meget stolte over, at Volition var en af dem. Volition har eksisteret så længe, at nogle folk glemmer, hvad vi har lavet, men de kender bestemt vores spil”.
Volition Games blev grundlagt i 1993 og har siden da spillet en temmelig betydelig rolle i spilindustrien. Studiet blev først kendt for Descent-spilserien, før det skiftede fokus til Summoner-, Red Faction- og Saints Row-franchiserne. I 2000 blev Volition erhvervet af THQ og blev en del af Deep Silver-familien, da THQ gik konkurs i 2017. Studiet udgav en reboot af Saints Row i 2022, der desværre fik en lidt lunken modtagelse.
Embracer Groups omstruktureringsplan har til formål at konsolidere virksomhedens ressourcer og fokusere på de mest profitable projekter. Dette har ført til en pause i udviklingen af visse spil, reduktion i arbejdsstyrken og åbenbart nogle tilfælde, som med Volition, komplette nedlukninger. Volition er det første studie, der er blevet offentligt påvirket af denne omstrukturering, og det er endnu uklart, hvilke andre studier der kan følge trop.
Lukningen af Volition Games markerer en sørgelig dag i spilindustrien, og vi kan kun håbe at der ikke vil fælge flere lukninger med i kølvandet på Embracer Groups Saudi-Arabiske eventyr.
Skriv et svar