Se den første in-game trailer til ‘Metal Gear Solid Delta: Snake Eater’ 

Den første gameplay trailer til ‘Metal Gear Solid Delta: Snake Eater’ blev vist frem ved Xbox Partner Preview.

Under Xbox Partner Preview, løftede Konami sløret for gameplay-traileren til genskabelsen af det ikoniske ‘Metal Gear Solid 3: Snake Eater’, nu officielt kaldet ‘Metal Gear Solid Delta: Snake Eater’. Traileren, der varer cirka 90 sekunder, viste potentialet i skiftet til spilmotoren Unreal Engine 5, og den visuelle opgradering lader heldigvis til at bevarede originalens stil samt charme. 

Traileren kan ses herunder, og hvis ikke det vækker nostalgien, så ved jeg ikke hvad:

METAL GEAR SOLID Δ: SNAKE EATER – First In-Engine Look | Xbox

Traileren fremviste en nostalgisk tur gennem frodige jungler, ikoniske træbroer og faldefærdige ruiner, hvor vi følger hovedpersonen, Big Boss, i en moderne fortolkning af originalen fra 2004. Traileren giver også et glimt af de karakteristiske stealth-baserede gameplay-mekanikker indhyllet i den markant forbedret grafik. Især blev de detaljerede miljøer og den tætte vegetation fremhævet, hvor man virkelig kan se Unreal Engine 5’s imponerende teknologi. 

Spillet blev annonceret tilbage i maj 2023 under en PlayStation Showcase, og stræber efter at levere en trofast genskabelse fortællingen, sat 31 år før begivenhederne i det oprindelige ‘Metal Gear’. Vi skal altså igen følge Naked Snake på en farlig mission dybt inde i Sovjet-junglen, og heldigvis er alle stemmerne fra 2004-versionen, bibeholdt til glæde for alle os nostalgikere. 

Udviklingen er ledet af Konami’s interne studie Konami Digital Entertainment studio, sammen med assistance fra Virtuos, der tidligere har arbejdet på bl.a. ‘The Callisto Protocol’ og ‘Horizon Forbidden West’. Desværre er skaberen af de originale spil i ‘Metal Gear’-serien, Hideo Kojima, ikke involveret, men vi håber på trods af dette, at der bliver leveret en poleret og hæsblæsende udgave af spillet, når det engang ser dagens lys. 

‘Metal Gear Solid Delta: Snake Eater’ har endnu ikke nogen specifik udgivelsesdato, men vil blive tilgængeligt på Xbox Series X|S, PlayStation 5 og PC.  


Det kører for ‘Metal Gear’-serien for tiden, og tilbage i august ramte seriens totale salgstal 60 millioner solgte eksemplarer. Det må siges at være noget af en bedrift.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler

Gaming