@wwwpixeltv ♬ original sound – Pixel.tv
Nintendo leger med vores følelser i en ny teaser, hvor et barn mister sin sut, og alt tyder på et nyt Pikmin-projekt.
**Opdatering: Det er nu offentliggjort fra Nintendos side, at der er tale om en række af kortfilm producerete in-house hos spilgiganten.
Nintendo har udgivet en ny kortfilm med titlen Close to You, og på overfladen ser det bare ud som en sød lille animationsfilm om et barn, der mister sin sut. Der lurer dog noget under overfladen. Noget som mennesker ikke kan se!
Videoen er nuttet og spækket til randen med jazzet impro-piano, som måske godt kan blive en tand tungt i længden, men den er fuld af charme og følelser. Den spiller direkte på hjertestrengene med sit forældre-og-barn-tema og kunne uden problemer stå alene som en Pixar-agtig kortfilm.
Men det er altså Nintendo der står bag, og kort efter udgivelsen blev det afsløret via Nintendo Today-appen, at filmen faktisk har Pikmin som omdrejningspunkt, og de udgav da også en version, hvor vi ser at de usynlige kræfter, der stjæler sutten, er de velkendte små pikmin-hjælpere. For fans var det dog ikke svært at lugte lunten ud fra lydeffekterne og musikken, som tydeligt trækker tråde til spilserien.
Om Close to You så er en teaser for et nyt Pikmin-spil, en udvidelse til eller genudgivelse af Pikmin 4, eller måske endda en ny animationsfilm, står stadig hen i det uvisse. Men eftersom Nintendo har haft bragende succes med både Super Mario Bros. The Movie og med en kommende Zelda-film på vej, er det måske ikke helt usandsynligt, at Pikmin også skal have sin tur i rampelyset.
Hvis det viser sig at være et nyt spil, vil det dog være lidt af en overraskelse. Pikmin 4 udkom nemlig for kun to år siden, og Nintendo plejer ikke at udgive nye spil i deres store franchises så tæt på hinanden. Producent Takashi Tezuka sagde dog allerede tilbage i 2023, at fans “ikke skulle vente for længe”, så måske er der alligevel noget om snakken.
Kortfilmen fungerer dog glimrende i sig selv, og er en lille fin historie, der klart kan anbefales, hvis du mangler lidt “nååååårh hvor nuttet” i dit liv.
Gense vores anmeldelse af Pikmin 4 herunder, hvor vi stillede spørgsmålet “Er Pikmin 4 måske FOR afslappende?”