Minecraft træder ud af skærmen: ‘Minecraft Experience: Villager Rescue’ kommer til Danmark!

Grib din pickaxe, red landsbyen fra zombier, og oplev Minecraft i virkeligheden!

For første gang nogensinde får danske Minecraft-fans mulighed for at træde direkte ind i det ikoniske spilunivers, når Minecraft Experience: Villager Rescue lander i MCH Messecenter Herning i påsken 2026.

Efter massiv succes i USA, Canada og Storbritannien bliver Danmark det første EU-land, der får besøg af det interaktive event — en totaloplevelse, hvor blokke, biomer og zombier bliver til virkelighed.

Et Minecraft-eventyr i fuld størrelse

I stedet for at sidde bag skærmen kan fans nu selv mine, bygge og kæmpe sig gennem syv fysiske Minecraft-rum. Missionen? At redde en landsby under angreb fra zombier, inden tiden løber ud.

Bevæbnet med en håndholdt Orb og masser af samarbejdsevner skal deltagerne finde ingredienser til en livreddende trylledrik – mens de møder spillets klassiske væsner som Creepers, jern-golemmer, skeletter og grise.

Eventet kræver ingen forhåndskendskab til spillet og er skabt til både nybegyndere og hardcore-fans.

“Minecraft Experience er et eventyr, der ikke kan sammenlignes med noget andet, vi nogensinde har skabt”

Olivier Goulet, CEO for Supply + Demand (firmaet bag oplevelsen)

Herning bliver centrum for verdenssensation

At Herning løber med værtskabet foran større europæiske byer vækker stolthed hos arrangørerne:

“Minecraft er et af de største brands i verden, og denne interaktive legeplads giver alle fans en unik mulighed for at spille spillet live”

Georg Sørensen, adm. direktør for MCH A/S.

Også det danske Smash!Bang!Pow! er med ombord. Event Director Keith Lemmon kalder det “et bevis på, at ingen events er for store til Danmark”.

Over 500.000 billetter solgt globalt

Minecraft Experience: Villager Rescue har allerede været en megasucces internationalt med mere end en halv million solgte billetter på under ét år.

Nu bliver det endelig danskernes tur til at opleve den digitale verden i 1:1-format – helt uden controller.

Billetpriser:

  • Voksne: fra 190 kr.
  • Børn: fra 170 kr. (inkl. gebyr)

Sted: MCH Messecenter Herning
Tidspunkt: Påsken 2026

https://www.minecraftexperience.com/denmark

Om Minecraft

Minecraft er det bedst sælgende videospil nogensinde og har millioner af spillere i alle verdens lande og territorier, inklusive Antarktis og Vatikanstaten. Kernen i spillet er meget enkel: Det handler om at placere blokke og tage på eventyr.

Minecraft-universet vokser fortsat med bl.a. nye spilopdateringer som Minecraft Legends og Minecraft Dungeons, Minecraft Education, merchandise, bøger, indhold i Minecraft Marketplace og storfilmen fra 2025, A Minecraft Movie.

Andre artikler

Events