Det er nu 36 år siden at Konami og Hideo Kojima introducerede verden for Metal Gear, som senere hen skulle vise sig at blive en af de mest epokegørende spilserier i videospillenes historie.
På trods af at der ikke er blevet udgivet et nyt hovedspil fra franchisen siden ‘Metal Gear Solid V: The Phantom Pain’ i 2015, har Solid Snake og co. alligevel formået konsekvent at sælge millioner af enheder om året. Franchisen har nu brudt 60 millioner milepælen – dette blev gjort klart efter en opdatering på udviklernes hjemmeside.
Hvert kvartal opdaterer udgiveren salgsdata for deres mest populære franchises, og ved regnskabsåret 1. kvartal 2024 havde Metal Gear Solid altså nu solgt 60 millioner enheder globalt.
Sidste gang Konami fremviste salgstal fra Metal Gear var ved udgangen af september 2022, hvor det lød på 59,3 millioner solgte eksemplarer. Dette betyder, at selvom der ikke er kommet et nyt spil i serien siden det mildest talt forhadte ‘Metal Gear: Survive’ i 2018, er det lykkedes at opnå 700.000 salg på bare ni måneder. Dertil har de solgt ca. 5 millioner enheder i de sidste tre år.
Med ‘Metal Gear Solid: Master Collection Vol. 1’ officielt annonceret, med udgivelse i oktober 2023, må vi forvente at se et kæmpe spring i salgstal til den tid. Fremtiden må vise hvor tæt Konami kommer på de 100 millioner enheder når vol. 2 utvivlsomt udkommer i løbet af de næste par år.
Har du gode minder med Metal Gear? Hvilket spil er dit yndling?
Skriv et svar