‘Lies of P’ har tårnhøje salgstal

Det koreanske souls-like når 1 million solgte enheder mindre end en måned efter sin lancering.

Efter en nylig opdatering der gjorde spillet lettere, har den koreanske spiludvikler og udgiver Neowiz, meddelt at deres nyeste titel, ‘Lies of P,’ har nået en betydelig milepæl. 1 million solgte enheder på mindre end en måned, er det nemlig blevet til, og det må siges at være noget af en bedrift. Spillet blev lanceret d. 19. september 2023 og udkom dertil via Xbox Game Pass, hvilket både har hjulpet på spillets udbredelse, men samtidig har holdt salgstallene nede i forhold til en normal udgivelse. Dette gør dog kun bedriften endnu flottere. 

Spillet har fået hovedsagelig positiv ros fra både kritikere og fans for sin unikke fortolkning af det klassiske eventyr om Pinocchio og dets måde at håndtere den efterhånden småslidte Souls-like formel. På Metacritic fik spillet en gennemsnitlig score på 80 på PlayStation 5, 83 på PC og 84 på Xbox Series X|S. Derudover modtog det en 89% positive anmeldelsesscorer på Steam.

Seungchul Kim, med-CEO for Neowiz, udtalte følgende via pressemeddelelse:

“Denne utrolige milepæl for ‘Lies of P’ beviser potentialet for koreanske konsolspil på den globale scene. ‘Lies of P’-projektet var en udfordrende bestræbelse for Neowiz og Round8 Studio, og vi er meget stolte af, hvad vi har opnået med denne titel.”  

Jiwon Choi, instruktør på ‘Lies of P’, tilføjede:  

“Modtagelsen har været utrolig indtil videre, og vi er mere end taknemmelige for, at over 1 million spillere allerede har begivet sig ud på deres rejse gennem Krat. Ligeledes ser vi frem til, hvad fremtiden bringer for ‘Lies of P’, og kan ikke vente med at dele mere, når tiden er inde.” 

Inspireret af historien om Pinocchio er “Lies of P” et action Souls-lignende spil, der er sat i den mørke, Belle Époque-inspirerede by Krat. Byen er blevet til et levende mareridt på grund af en pest og dødbringende dukker, der er gået amok. Spillere påtager sig rollen som en dukke (Pinocchio), der skal finde Geppetto for at blive menneske. Spillet har et godt kamp- og karaktertilpasningssystem og en fornuftig historie, hvor jo flere løgne der fortælles, jo mere menneskelig bliver karakteren. 

Lies of P – Official Launch Trailer | Lies of P

‘Lies of P ‘ er tilgængeligt på PlayStation 4, PlayStation 5, Xbox One, Xbox Series X|S, PC via Steam og Mac via Mac App Store. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler

Gaming