Indtryk | Football Manager 2024

Et lille sneak peak på det sidste Football Manager som vi kender det.

Normalt når vi når Oktober og November måned, har jeg de sidste mange år sagt “Endnu et år, endnu et Football Manager der meget ligner det vi fik sidste år”. I år er det dog en anden historie, da det bliver sidste år med den nuværende engine, og Sports Interactive vil skifte over til at bruge Unity efter dette års udgivelse. Så Football Manager 2024 vil være det sidste spil i serien som vi kender det, og SI vil slutte det af med manér.

Jeg fik muligheden for at prøve spillet i ca. 5 timer hos Sports Interactive i London, og se hvad spillet havde at byde på. Det tog ikke lang tid før jeg fandt ud af, at selvom alting så ud som det plejer på overfladen, så er der nogle kæmpe ændringer, som en FM nørd som mig hurtigt lægger mærke til.

Først og fremmest er der ændringer til dødbolde og hvordan man kan sætte dem op. I det nye spil kan man få en dødboldstræner, som kan sammensætte taktikker for alle dødbolde, afhængigt af 6 spørgsmål som f.eks. hvor offensiv man vil være under et hjørnespark, skal man sigte efter forreste eller bagerste stolpe, osv. Det betyder, at spillet faktisk kan opsætte en optimal dødboldsstrategi for dig uden at du behøver at blande dig eller micromanage hvem der skal gøre hvad. Det er en ændring som fans har skreget efter de sidste 5 år, og den lever helt og aldeles op til ventetiden.

En anden stor ændring som der kommer, er hvor meget mere bevægelse i kampe er. Spillerne går ikke længere fra 0 til 100 og tilbage til 0 som det har været indtil nu. Man ser dem kigge rundt i defensive positioner, sænke tempoet hvis de ikke kan nå bolden og peger ud til modstandere der skal dækkes op. Kombineret med, at der er kommet nye interaktioner fra bestemte roller blandt spillerne, gør at spillet både føles mere realistisk og mere taktisk ud fra hvordan du vælger at bruge dine spillere. En klar forbedring ift. til de sidste par års udgivelser som har føltes meget ensformede på den front.

Den sidste tilføjelse til spillet som jeg vil lægge fokus på, er mål man kan sætte for spillerne. Jeg fandt 2 måder hvorpå man kan sætte mål for spillere. Den første er ved kontraktforhandling. Der kan man sige, at en spiller bliver en regelmæssig starter om 2 sæsoner, hvis han scorer 15 mål. Den anden var, når en ung spiller blev udlejet til en anden klub, kunne man sige det samme til ham imens han er væk fra klubben. Selvom dette er en fed tilføjelse, så virkede det meget minimalt og begrænset i det jeg nåede at prøve af spillet. Dog har Miles Jacobson, skaberen af Football Manager fortalt mig, at der vil komme flere valgmuligheder for mål, når det fulde spil udkommer.

Og det lykkedes faktisk at få en god samtale med netop Miles Jacobson, hvor vi fik snakket om en masse af de ting man kan glæde sig til i det kommende spil. En af de ting som vi fik snakket om er muligheden for at bygge sin egen Jamie Vardy, hvor man tager en ældre fodboldspiller som pludselig bliver en af verdens bedste. Miles fortalte, at i det nye spil vil spillet nu genkende disse spillere og vurderer dem efter disse pludselige ændringer. Dertil fortalte Miles, at dette vil ske sjældent, men at man som spiller har mulighed for at påvirke en spiller til at lave sådan en ændring. Det er dog noget som vil kræve meget tid, dedikation og held, og selv da er det ikke garanteret. Så det er en af de ting som man kan være heldig at opleve, og som vil give uforglemmelig minder i Football Manager 2024.

Mit generelle indtryk af spillet er, at selvom det stadig meget ligner og føles som det samme Football Manager der er udkommet hvert år de sidste 5-6 år, så er der altså allerede så meget nyt under huden, at det muligvis kan bliver det bedre Football Manager nogensinde. Det er dog kun noget vi kan finde ud af når spillet udkommer.

Football Manager 2024 vil udkomme til PC, Mac, Playstation 5 og Xbox Series X den 6. November. Derudover er spillet også annonceret til Nintendo Switch og smartphones som vil udkomme senere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler

Gaming