2025 tegner sig som det dårligste år nogensinde for Xbox-konsoller i Storbritannien, mens salget også falder markant i USA. Hvilken plads har Xbox-konsollen egentlig i gaminglandskabets fremtid?
Ifølge Chris Dring fra The Game Business er Xbox-konsolsalget i Storbritannien faldet med 39 procent i 2025, hvilket gør året til det dårligste nogensinde for Xbox i landet. Til sammenligning er PlayStation 5-salget “kun” faldet med omkring 12 procent i samme periode. Og ser man mod USA, rapporterer IGN at Xbox-salget hér angiveligt er faldet med op mod 70 procent, blandt andet efter to prisstigninger på kort tid. Det er svært at affeje som almindelig markedstræthed.
Sales of Xbox consoles were down 39% in the UK during 2025, making it comfortably the worst year on record for Xbox consoles. With the return of favourite Xbox franchises in 2026, might things improve this year?
— Christopher Dring (@Chris_Dring) January 2, 2026
Handler det kun om manglende efterspørgsel, eller er Xbox i praksis ved at bevæge sig væk fra konsolsalget og over mod en model, hvor det primært handler om at sælge Game Pass-abonnementer?
Det fører videre til det helt centrale spørgsmål: hvorfor købe en Xbox-konsol, når Microsofts egne spil i stigende grad også udkommer på både PlayStation og pc? Det er svært at blive sur over, at flere får lov at spille spillene, men hvis målet er at sælge hardware, er det svært at argumentere for, at strategien hjælper. Tværtimod risikerer Xbox at gøre sin egen konsol til den mindst nødvendige måde at få adgang til deres spil på, og det skal bestemt ikke udelukkes at det alligevel er slutmålet for Xbox’ noget anderledes strategi i det forgående år.
På trods af alt dette, så lover Microsoft, at en ny Xbox-konsol er på vej i næste generation. Der er lagt i støbeskeen til, at vi får et mere åbent og tilpasset styresystem baseret på Windows, der gør det muligt at spille PC spil på konsollen – noget vi allerede har set de spæde forsøg på med den nyligt udgivne håndholdte Xbox ROG Ally. Samtidig står Valve klar med deres kommende Steam Machine, der i praksis vil gøre det samme: bringe pc- og Steam-spil direkte ind i stuen. Og ja, man kan godt forestille sig, at der sidder nogle lettere irriterede marketingfolk hos Microsoft og ærgrer sig over, at Valve kommer først over mållinjen med den idé.
Xbox har dog været markant presset internt i 2025. Ifølge Bloomberg har Microsoft siden efteråret 2023 stillet krav om, at Xbox-forretningen hvert år skal levere et overskud på omkring 30 procent. Det er et markant højere krav, end hvad der normalt ses for AAA spiludvikling- og konsolbranchen. Når målet ikke nås, betyder det i praksis, at der skal skæres i udgifterne, og det har ifølge rapporten ført til fyringer, lukning af studier og aflysninger af projekter, som ikke vurderes at kunne tjene penge hurtigt nok.
Det kan give mening på kort sigt, men det begrænser samtidig muligheden for at tænke langsigtet og tage chancer. Spørgsmålet er derfor, om Xbox’ bevægelse væk fra den klassiske konsolkrig ender som et skud i egen fod, eller blot er business-mastermind træk, som vi dødelige ikke kan følge med i.
Når alt kommer til alt, er de fleste af os bare gamere. Vi går ikke synderligt meget op i salgstal og regneark. Vi vil egentlig bare spille spil, og set fra den vinkel gør Xbox meget rigtigt – især med Game Pass servicen. At prisen for et premium abonnement blev hævet til et niveau, der føles temmelig urimeligt, har dog efterladt en grim smag i munden og et løftet øjenbryn. For selvom de officielle tal mangler, er det svært ikke at forestille sig, at antallet af abonnenter på Xbox’ “Netflix for gamere”-service er faldet betydeligt efter prisstigningen på over 80 procent tilbage i november 2025 trådte i kraft.
Hvis både Game Pass-abonnenterne begynder at forsvinde, og konsollerne samtidig ikke sælger, bliver det pludselig svært at se, hvordan Xbox undgår at få brug for en form for redningskrans inden for de næste par år – og det er en skam! Personligt er jeg stadig ganske glad for konsollen og det som Xbox brandet som helhed tilføjer til spilverden, men ridserne i lakken begynder at vise tegn på rust.
Jeg håber dog på det bedste, og mon ikke Xbox nok skal finde en måde at tjene penge på i det lange løb? I sidste ende handler det om gode spiloplevelser, og dem sørger Xbox gudskelov for endnu!
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.