Da Supergiant Games annoncerede efterfølgeren til deres ultrapopulære rougelike ‘Hades’ under The Game Awards i 2022, meddelte de, at vi kunne forvente flere informationer om deres planer for ‘Hades II’ Early Access en gang senere i 2023. Det løfte er hermed blevet overholdt:
Udviklerne meddeler nemlig at Early Access perioden vil starte næste år, og endda allerede i 2. kvartal. Den tidlige adgang vil finde sted på både Steam og Epic Games Store, men desværre meldes der intet om den nøjagtige dato, pris eller systemkrav.
Supergiant Games udtaler i forbindelse med annonceringen:
“Tak for jeres tålmodighed, mens vi gør os klar til lanceringen! Du undrer dig måske over, hvorfor vi ikke kan lancere i Early Access, altså, lige nu?! Spillet så ret langt fremme [i udviklingen] ud i den første trailer! Grunden er, at Hades II vil have mindst lige så meget indhold fra dag ét i Early Access som det originale spil gjorde, da det blev lanceret i Early Access på Steam. Og selvom Early Access i sin natur betyder, at et spil endnu ikke er færdigt, vil vi stadig gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at Hades II er værd at spille, så snart du kan spille det i den ene eller anden kapacitet.”
Inden der bliver åbnet op for den tidlige adgang, meddeles det at en teknisk test også vil finde sted i 2. kvartal 2024. Dette vil ske kort inden lanceringen af Early Access versionen, og har til formål at finde og løse eventuelle tekniske eller kompatibilitetsproblemer. Af den grund vil den tekniske test indeholde meget mindre indhold end det, der er planlagt for den fulde Early Access-lanceringen, og sandsynligvis kun være begrænset til en relativt lille gruppe af spillere, der har udtrykt interesse i at deltage. Der loves informationer om deltagelse på et senere tidpunkt.
Ang. Beslutningen om endnu engang at gøre brug af Early Access formularen, udtaler Supergiant Games følgende:
“Vi tror, at den tidsramme, vi planlægger, vil være det “gyldne punkt”, hvor spillet er langt nok fremme, så spillerfeedback ikke primært vil bestå af ting, vi allerede ved mangler, men heller ikke er så langt fremme, at det er for sent i udviklingen for os at handle på den feedback, vi modtager.”
Efter ‘Hades II’ Early Access-lanceringen er der planlagt flere store opdateringer, som løbende vil tilføje resten af spillets kerneindhold og forfine, hvad der allerede er implementeret, baseret på spillerfeedback. Historien vil vokse med hver opdatering, og der vil dertil blive introduceret flere karakterer imens relationer med de eksisterende vil blive dybere. Hele Early Acces perioden er planlagt således, at den vil kulminere i version v1.0-lanceringen, som så vil indeholde afslutningen på historien.
Supergiant Games ønsker endnu ikke at love en præcis varighed af Early Access perioden, da erfaringer fra bl.a det første ‘Hades’ har lært dem at “forvente det uventede”.
Indtil vi får lov at prøver kræfter med spillet, bliver der arbejde på at opbygge spillets kerneindhold – miljøer, karakterer, våben, boons, historiebegivenheder, musik og mere.
Annonceringen afsluttes med et tak:
“Tak igen for jeres tålmodighed og støtte, mens vi arbejder for at sikre, at vores første efterfølger opfylder vores standarder, og forhåbentlig også jeres!”
Det er allerede nu muligt at tilføje ‘Hades II’ til din wishlist på Steam eller Epic Games Store. – Det er godt nok svært at vente, men alt godt kommer til dem der gør det… siges det vidst.
Skriv et svar