@wwwpixeltv 'Hades 2' udkommer d. 25 september!!!! Glæder du dig, eller har du stadig nok i det første spil? #Hades2 #Hades #Rougelite #gaming #Mythology ♬ original sound – Pixel.tv
Hades II får officiel udgivelsesdato, men konsolversionen er i første omgang reserveret til Nintendo Switch.
Supergiant Games har sat dato på udgivelsen af Hades II, og det bliver den 25. september 2025 at det ventede rouge-lite forlader Early Access og udkommer i version 1.0. Spillet lanceres på PC via Steam og Epic Games Store samt på Nintendo Switch og Switch 2.
Spillet gik i Early Access den 6. maj 2024 og har siden fået en række store opdateringer. The Olympic Update tilføjede nye guder og våbenopgraderinger, The Warsong Update bragte nye fjendetyper og musik, mens The Unseen Update introducerede nye områder og bosser. Early Access har dermed varet i omtrent 16 måneder, hvor spillet gradvist er blevet udvidet og forfinet frem til den endelige udgivelse.
I den fulde udgave følger spillerne Melinoë, datter af Hades og søster til Zagreus, i hendes kamp mod titan-guden Chronos. Historien afsluttes først i version 1.0, da Early Access-udgaven ikke har indeholdt den endelige slutning.
På konsolfronten har Supergiant valgt at gøre spillet konsol-eksklusivt til Nintendo ved lanceringen. Et underligt valg, da den første Hades udkom bredt, men forhåbentlig varer eksklusiviteten ikke længe. Tekniske detaljer viser samtidig en tydelig forskel på Switch-generationerne: Switch 2 kører spillet i op til 1080p/120fps i docked mode og 1080p/60fps i håndholdt, mens den originale Switch leverer 60fps i begge tilstande. Derudover tilbydes cross-save mellem PC og Nintendo-konsollerne.
En fysisk udgave udkommer den 20. november 2025. Den inkluderer spillet på cartridge, et “Character Compendium” med artwork, en downloadkode til soundtracket.
Det første Hades udkom i september 2020 efter næsten to år i Early Access og blev rost for sin blanding af roguelike-mekanikker, karakterer og stærke fortællestil. Med en ny hovedperson, magisystem, flere ruter er forventningerne høje til efterfølgeren. Vi håber det lever op til forventningerne.