Thunderful og ClockStone har via pressemeddelelse annonceret, at den kommende VR/MR (virtual reality/mixed reality) udgave af spillet ‘LEGO Bricktales’ udkommer d. 7. december 2023 på Meta Quest 3. Spillet vil dog også være tilgængelig for Meta Quest 2 og Quest Pro ejere.
En trailer til spillet følger med meddelelsen, og den kan ses lige her:
‘LEGO Bricktales VR’ introducerer omhyggeligt udformede virtuelle Legoklods-dioramaer, bygget udelukkende med autentiske LEGO-elementer, til din dagligstue. Ved hjælp af “mixed reality” placeres dioramaerne på dit bord, og du kan fordybe dig i de forskellige miljøer ved hjælp af Meta Quest 3’s nye teknologi. Den kreative klods-for-klods bygningsmekanik, der også gjorde sig gældende på PC, PlayStation, Xbox, Nintendo Switch, iOS og Android ved sin oprindelige udgivelse, er blevet tilpasset til Meta Quest 3’s VR-controller. Derved får du mulighed for at udfolde din fantasi, når der skal konstrueres forskellige bygninger for at hjælpe dig med at løse forskellige gåder.
‘LEGO Bricktales’ tager dig på en rejse gennem fem legoklods-tematiserede biomer. Disse inkluderer den grønne løvskov i junglen, solbeskinnede ørkener, et travlt bymiljø, et tårnhøjt middelalderslot samt tropiske og caribiske øer. Hver placering tilbyder en række byggepladser med udfordringer designet til at vække kreativiteten.
Uanset om du bliver bedt om at tage din designerhat på og bygge en trone værdig til en konge, eller teste dine ingeniørfærdigheder for at bygge en bro, der kan få tungt maskineri over en flod, er det op til dig, hvordan du konstruerer dine bygninger og møder udfordringerne. Dine byggefærdigheder skulle meget gerne blive sat på prøve med de funktionelle fysikbaserede puzzles.
Spillet udkommer på Meta Quest 3 konsollen, d. 7. december 2023.
Skriv et svar