Fortnite vender tilbage til iOS 

Fortnite genindtager iOS i Europa i 2024, markerende en æra med øget brugerfrihed og innovation efter EU’s Digital Markets Act.

Et af verdens nok mest populære spil, Fortnite, vender snart tilbage til iOS-enheder i Europa i 2024 efter betydelige ændringer i app-distributionspolitikkerne som følge af Digital Markets Act (DMA) i Den Europæiske Union. Tilbagekomsten skyldes at Epic Games planlægger at lancere Epic Games Store-appen på iOS, som nu kan omgå tidligere barrierer i Apples app-store politikker, der tidligere førte til spillets fjernelse fra iOS platformen i 2020. 

Grunden til at Fortnite i første omgang blev fjernet fra App Store i august 2020, var en uoverenstemmelse mellem Epic Games og Apple om betalingssystemet i spillet. Epic Games havde introduceret en direkte betalingsmulighed iternt i Fortnite, hvilket på daværende tidspunkt stred imod Apples politikker, der krævede 30% kommission af in-app køb, som kun måtte foregå igennem deres officielle app-store. Dette førte til en retssag, og Fortnite blev i sidste ende fjernet fra App Store og endda blacklistet fem år frem i tiden. 

Situationen har nu ændret sig med indførelsen af EU’s Digital Markets Act, som sigter mod at regulere teknologivirksomheder og fremme retfærdig konkurrence på nettet. Loven kræver, at virksomheder som Apple tillader alternative appbutikker og sideloading apps, som gør det muligt at installere software på en smartphone, tablet eller anden enhed direkte, uden at bruge den officielle appbutik, som er knyttet til systemet. Eksklusiviteten og kontrollen, som Apple havde over sit økosystem, er altså nu blevet rusket godt og grundigt op. Ændringen har altså tvunget Apple til at tilpasse sine politikker, dog ikke uden at sikre et vist niveau af fortsat indtægt. Apple har indført en kommissionsstruktur for uofficielle App Store apps, der downloades mere end en million gange årligt, og de opkræver nu ca. 3,5 dkk for hver download ud over den første million. Desuden vil der blive opkrævet 27% kommission af indtægter fra betalingslinks, der leder brugere til tredjepartswebsteder, hvilket påvirker f.eks. køb af nye skins i Fortnite. 

På trods af udsigter til Fortnites tilbagekommen, har Epic Games’ administrerende direktør, Tim Sweeney, været åben ift. sin utilfredshed med Apples nye vilkår, især kritiserer han, hvad han opfatter som “junk fees” og beskylder fortsat Apple, med sine nye vilkår, for stadig ikke at være konkurrencedygtige. Ikke desto mindre har de nye tiltag dog åbnet døren for Fortnites tilbagevenden til iOS i Europa, og det må alligevel siges at være en fornuftig udvikling, alt taget i betragtning. 

Den præcise tidsplan for Fortnites tilbagekomst på iOS i Europa er endnu ikke bekræftet, da alt først skal falde på plads. De nye tiltag fra Den Europæiske Union markerer dog et bemærkelsesværdigt skift i app-distributionslandskabet, og tiden må vise om det alligevel ikke skaber en sund konkurrence i app-landskabet og derved kommer til gavn for forbrugerne i sidste ende. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andre artikler

Gaming