Spiludvikling, content creators, e-sport og andre aktører på den danske spilscene fejres, når Danish Game Awards efter fire års fravær i næste måned vender tilbage i forbindelse med Gamebox Festival.
Awardshowet er en unik lejlighed for spiludviklere, spilforskere, mediepersonligheder, distributører, handlende og ikke mindst gamingentusiaster til at samles og fejre branchen.
– Der er tale om en fejring af aktørerne i den danske spilindustri, og jeg er enormt glad for, at showet nu genopstår. For som med alt andet vi laver med Pixel.tv, vil vi gerne fremme gaming i Danmark, og det er derfor vigtigt, at vi hylder dem, der gør en ekstra indsats.
Derudover er det vigtigt, at spiluniverset får noget god omtale, fastslår Thomas Bense, der finder det helt oplagt, at Danish Game Awards anno 2024 udspiller sig på Gamebox Festival:
– Danish Game Awards og Herning er et rigtig godt match, da byen i kraft af Gamebox Festival allerede har et stort fokus på gaming – festivalen samler gaming-influencere, spiludviklere og en masse andre, der arbejder i branchen.
Også hos Gamebox Festival betragtes koblingen som fuldstændig naturlig, og begejstringen over at skulle huse det toneangivende awardshow er derfor stor.
– På Gamebox Festival favner vi såvel etablerede virksomheder og personligheder som fremtidens aktører inden for spilindustrien, og derfor falder Danish Game Awards helt i tråd med Gamebox Festival, lyder det fra Nikolaj Pagh, projektleder, Gamebox Festival.
Pilou Asbæk indtager værtsrollen
Vært for Danish Game Awards bliver den danske, internationalt berømmede skuespiller Pilou Asbæk, hvilket ingenlunde er tilfældigt.
– Det er mega-optur, at Pilou er vært – han var absolut nummer et på min ønskeliste. Han er for det første spilentusiast og har derfor stor passion for gaming, og for det andet medvirker han i rigtig mange film og serier, der har en høj stjerne hos folk med interesse i gaming, konstaterer Thomas Bense.
Som eksempler fremhæver han titler som ‘Game of Thrones’, ‘Aquaman’, ‘Lucy’, ‘Ghost in the Shell’, ‘Uncharted’ og ‘Super Mario’.
For Pilou Asbæk selv var der da heller ikke skyggen af tvivl, da han blev spurgt, om han ville være vært for awardshowet:
– Der er tre ting, jeg elsker – min familie, mit arbejde og at game. Og ikke nødvendigvis altid i den rækkefølge. Så da jeg blev spurgt om at hoste Danish Game Awards, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at netop nu, i dette øjeblik, peaker min karriere. Tak for æren – det skal nok blive fuldstændig vanvittigt og helt i computerspillets ånd, forsikrer Pilou Asbæk.
Øget fokus på spilrelaterede influencere
I tidens ånd har Danish Game Awards i år et øget fokus på at hylde influencere, som også for manges vedkommende er tæt forbundet med videospilindustrien og dens publikum. – Mange af de nominerede vil være at betragte som gaming-influencere, der enten streamer på Twitch, laver indhold til YouTube, dyrker e-sport eller udvikler spil.
Der er fokus på aktører fra Danmark, så alle nominerede spiller en rolle i dansk spilindustri, understreger Thomas Bense og fortæller, at der også vil være flere personer til at overrække priser, som man kender fra både de traditionelle medier og sociale medier.
Nominer dine favoritter
Du har allerede nu mulighed for at nominere dine favoritter til en award, det er muligt i otte kategorier som du kan finde her danishgameawards.dk og nominere frem til d. 1. april, derefter findes der fem nominerede til hver kategori, hvorefter der kan stemmes på dem.
Gamebox Festival, afvikles d. 19.-21. april 2024 i MCH Messecenter Herning.
Danish Game Awards bliver i den forbindelse afholdt d. 20. april, der er et begrænset antal billetter til salg, det kan du læse mere om her: Billet til DGA
Showet bliver sendt live på Pixel.tv hos Pluto TV. Der er selvfølgelig også mulighed for at møde op ved Herning Messe og få et glimt af værten, de nominerede, prisoverrækkere og alle de andre gæster, når de går over den røde løber.
Du kan med fordel følge Pixel.tvs fredagsshow, fredagene frem mod Danish Game Awards, hvor vi vil afsløre nyheder omkring DGA24, holde konkurrencer om billetter og meget mere.
Skriv et svar