En af de mest kendte private servere til World of Warcraft er nu kommet i søgelyset hos spilgiganten Blizzard. Virksomheden har indleveret en sag mod Turtle WoW samt flere af de personer, der står bag. Ifølge Blizzard krænker serveren både ophavsretten og skader spillets brand.
Baggrunden for søgsmålet
Turtle WoW blev lanceret i 2018 og har siden udviklet sig til en af de mest kendte private WoW servere. Den 18. august 2025 meddelte holdet bag på deres X profil, at de havde nået en spillerbase på omkring 500.000 aktive brugere verden over. Samtidig var der op mod 44.000 spillere online, hvilket viser hvor stor interessen er blevet for classic+.
Populariteten har dog ført til voksende pres fra Blizzard Entertainment. Selskabet mener, at serveren giver adgang til ulovlige og ændrede versioner af spillet. Derudover fremhæves det, at de donationer Turtle WoW modtager fra spillere, i praksis fungerer som betaling.
Endnu et punkt i sagen er annonceringen af Turtle WoW 2.0 i Unreal Engine 5. Her mener Blizzard, at udviklerne bevæger sig ind på ulovlig grund med en videreudvikling af deres spil.
Sagen og anklagerne
I søgsmålet anklager Blizzard folkene bag Turtle WoW for brud på ophavsretten og overtrædelser af den amerikanske DMCA lov. Samtidig hævder selskabet, at gruppen har optrådt som et organiseret foretagende i strid med RICO lovgivningen. Denne lov bruges oftest i sager om organiseret kriminalitet, hvilket understreger hvor alvorligt Blizzard ser på situationen.
Mulige konsekvenser
Private WoW servere har eksisteret i mange år, og Blizzard har gentagne gange forsøgt at få dem lukket. Turtle WoW har dog haft en særlig rolle, fordi serveren både er blevet stor og har fastholdt en aktiv spillerbase gennem mere end seks år.
Udfaldet af sagen kan derfor få stor betydning. Ikke kun for Turtle WoW, men også for de mange andre private WoW servere, der længe har eksisteret parallelt med det officielle spil.
Du kan læse hele dokumentet nedenfor:
https://www.courtlistener.com/docket/71235075/blizzard-entertainment-inc-v-turtle-wow