Ti West instruerer ny ‘A Christmas Carol’-film med Johnny Depp

Depp vender tilbage i sin største rolle siden den omdiskuterede retssag mod ekskonen

Der er snart ingen mangel på måder, hvorpå juleklassikeren Et juleeventyr er blevet filmatiseret – fra The Muppets og en animeret Jim Carrey til Bill Murray i en moderne udgave og Ryan Reynolds og Will Ferrell, der gav historien en syngende chance. Men vi er langt fra færdige!

Tilbage i juni fik vi at vide, at The Northman– og Nosferatu-instruktøren Robert Eggers forbereder en version af Et juleeventyr med Willem Dafoe som den skrappe Ebenezer Scrooge – over hos Warner Bros.

Nu rapporterer Deadline, at X, Pearl og MaXXXine-instruktøren Ti West skal lave sin version med Johnny Depp og Andrea Riseborough i hovedrollerne. Filmen får titlen: Ebenezer: A Christmas Carol.

Ifølge Deadline beskrives den kommende julefilm som “en spændende spøgelseshistorie, der foregår i Dickens’ London, og følger en mands overnaturlige rejse for at konfrontere sin fortid, nutid og fremtid – og kæmpe for en ny chance.” Det lyder velkendt, men med gysermesteren Ti West bag kameraet kan man forvente en mere intens og skræmmende fortolkning af den klassiske fortælling.

Filmen bliver Johnny Depps største projekt siden retssagen mod ekskonen Amber Heard, som førte til, at han droppede ud af Fantastic Beasts-filmene og blev erstattet af Mads Mikkelsen.

Rollen som den julehadende Scrooge synes som skabt til Depp, der ikke er fremmed for at spille excentriske og dristige karakterer – fra Kaptajn Jack Sparrow og Den Gale Hattemager til Ichabod Crane og Willy Wonka.

Ti West har de seneste år markeret sig som en af gysergenrens mest interessante stemmer med sin A24-trilogi, der startede med X i 2022, efterfulgt af Pearl og afsluttet med sidste års MaXXXine.
Med Ebenezer: A Christmas Carol tager han nu skridtet ind i sin første store studiefilm hos Paramount – og en klassisk julespøgelseshistorie, der spiller direkte ind i hans styrker.

Spørgsmålet er nu, om det bliver et kapløb mellem de to kommende A Christmas Carol-projekter.
Men meget tyder på, at Depp og West kommer først: Ebenezer: A Christmas Carol får nemlig premiere den 13. november 2026 – lige i tide til næste års julehøjtid.

Andre artikler

Film og serier