En tredje film i det rebootede Mortal Kombat film-universet er blevet annonceret, men to’eren er ikke engang udkommet endnu.
Warner Bros. og New Line har åbenbart ikke tænkt sig lige at trække vejret når det kommer til deres Mortal Kombat film. Under weekendens New York Comic Con blev det nemlig bekræftet, at Mortal Kombat 3 allerede er i støbeskeen. Det sker på trods af, at Mortal Kombat 2 først rammer biograferne i maj 2026.
Hvis du læste vores tidligere artikel, hvor vi kunne fortælle, at Mortal Kombat 2 blev udskudt et halvt år, ved du, at Karl Urban snart gør sin entré som Johnny Cage, forhåbentlig klar til at levere dybe split og kugleknusende slag på det store lærred. Men nu får han nok ikke lov at hvile ret længe, for manuskriptforfatter Jeremy Slater har allerede fået grønt lys til at begynde at skrive den tredje film i serien.
“Vores venner hos New Line og Warner Bros. er så overbeviste om, at fans hungre efter mere, at de allerede har hyret mig til at skrive den næste film,” fortalte Slater fra scenen i New York.
Den første film fra 2021 blev en overraskende stor succes, taget i betragtning af, at udgivelsen fandt sted midt under COVID-19 pandemien, med 540 millioner kroner indtjent på et 350 millioners budget. Dertil satte den rekord som HBO Max’ mest sete premierefilm på udgivelsestidspunktet.
Der er endnu ingen detaljer om handlingen i Mortal Kombat 3, og den kan selvfølgelig stadig blive aflyst hvis udgivelsen af Mortal Kombat 2 slår fejl til maj, men mon ikke det nok skal gå helt fint?