‘KPop Demon Hunters’ nomineret til to Oscars

Nu står Kpop Demon Hunters klar til at modtage Hollywoods største anerkendelse. 

En af de seneste års mest opsigtsvækkende animationsfilm har nu fået officiel anerkendelse fra filmbranchens største scene.

Netflix-succesen KPop Demon Hunters har nu igen markeret sig blandt årets bedste animationsfilm. Filmen er blevet nomineret til intet mindre end to Oscars ved den kommende Academy Awards, nemlig Best Animated Feature og Best Original Song for nummeret Golden. 

Dermed fortsætter prisregnen, der har fulgt filmen siden premieren i juni 2025. KPop Demon Hunters har allerede vundet både Best Animated Feature og Best Original Song ved Critics Choice Awards og gentog bedriften ved Golden Globes tidligere i januar. Samtidig har filmen sikret sig et tocifret antal Annie-nomineringer samt flere Grammy-nomineringer, herunder Song of the Year for Golden

Sony Pictures Animation | Netflix | KPop Demon Hunters | Official Trailer

Filmen følger de tre K-pop-stjerner Rumi, Mira og Zoey, som udadtil optræder som girlgroup-fænomenet Huntr/x, men i al hemmelighed fungerer som dæmonjægere, der beskytter deres fans mod dæmoner. Kombinationen af popmusik, action og animation har vist sig på overraskende vis at ramme et enormt bredt publikum, og filmen har i flere uger indtaget førstepladsen som Netflix’ mest sete film, og endda den mest sete film nogensinde på streamingtjenesten. 

Sangen Golden har også opnået selvstændig succes uden for filmens rammer og ligget stabilt på Billboard Hot 100 sammen med flere af filmens øvrige sange.  

Om KPop Demon Hunters ender med at tage Oscar-statuetterne, må tiden vise. Allerede nu står det dog klart, at filmen har bevæget sig langt ud over “bare en streaming-film” og nu står klar til at modtage Hollywoods største anerkendelse som næste stop. 

Andre artikler

Film og serier